Hvordan kan AI hjælpe dig i dit daglige arbejde, og hvordan kommer du i gang?
Det var spørgsmålet, da Søren Bregenov fra KL, Kommunernes Landsforening, og Thøger Terp fra Komponent, kommunernes fælles udviklingscenter, holdt oplæg om AI i HK-Huset i Herning.
Eftermiddagen blev brugt på, hvordan organisationer, ledere og medarbejdere i fællesskab kan skabe en psykologisk tryg kultur med lyst til læring. Mie Grønlykke, der er organisations- og udviklingskonsulent i Rubato ApS, gav konkrete tips til samtaleteknikker og fortalte om de barrierer, vi kan have for at være motiverede for uddannelse og læring.

Brug AI som en træningsbane, lød det fra Thøger Terp, chefkonsulent hos Komponent.
Halvdelen bruger AI
Godt 100 tillidsvalgte og ledere var mødt frem til arrangementet. En håndsoprækning viste, at ca. halvdelen allerede bruger AI, resten gør ikke.
Tre af de fremmødte var Brian Andersen, Mette Camilla Bech-Møller og Per Juul Nielsen. Vi spurgte dem, om de bruger AI på arbejdet?
Brian Andersen, fagkonsulent og arbejdsmiljørepræsentant, Gældsstyrelsen, Ringkøbing.
- Nej, vi har endnu ikke mulighed for at bruge det på mit arbejde af hensyn til at sikre personoplysninger. Men jeg bruger AI privat.
- Jeg håber, at jeg på sigt får mulighed for at bruge AI på jobbet. Jeg kan sagtens se opgaver, som det kunne være relevant at få for eksempel ChatGPT til at løse. Jeg tænker, at der kunne spares tid og ressourcer, der kunne bruges på andre ting. Hvorfor sidde og bruge kræfter på ting, som er lige ud af landevejen, hvis rutineprægede opgaver kan løses lettere og hurtige med AI, siger han.

Brian Andersen.
Mette Camilla Bech-Møller, afdelingsleder, Borgerservice, Viborg Kommune:
- Ja, jeg bruger AI til at hjælpe mig i min kommunikation. Jeg bruger for eksempel ChatGPT, når det gælder information til borgerne, når jeg skal svare på mails eller have en pressemeddelelse sendt ud. ChatGPT styrker min kommunikation og hjælper mig med at være mere effektiv, så jeg hurtigere kan få ting fra hånden.
- Jeg tænker, at AI er fremtiden, hvis vi bare bruger den kunstige intelligens med en vis sund fornuft. AI skal være med til at gøre os bedre, men jeg tænker ikke, at den kunstige intelligens skal erstatte medarbejderne, forklarer hun.

Mette Camilla Bech-Møller.
Per Juul Nielsen, IT-projektleder og tillidsrepræsentant, Herning Bibliotekerne:
- Ja, jeg bruger AI hver dag i mit arbejde med serveradministration. Det er chatbotten Microsoft Copilot. Jeg forklarer den, at jeg skal bruge det og det, og så kommer der et script. Hvor jeg måske skulle have brugt to timer på et script, så bruger jeg måske 10 minutter. Rugbrødsarbejdet bliver nemmere, så der bliver tid til at nå nogle andre arbejdsopgaver.
- AI kommer aldrig til at erstatte det, jeg laver som medarbejder. Men AI åbner mulighed for at gøre nogle ting smartere. Så på den måde er AI et fantastisk værktøj.
- Som tillidsrepræsentant har jeg brugt AI til at lave en PowerPoint-præsentation, der beskriver efteruddannelsesmulighederne for HK’eren. Privat er jeg begyndt at skrive bøger, og her bruger jeg også AI som sparringspartner, beretter han.

Per Juul Nielsen.
Få tips til at komme i gang
- Indtast ikke personoplysninger, der direkte eller indirekte kan henføres til en person for eksempel mail eller navn.
- Indtast ikke forretningskritisk information for eksempel fortrolige orienteringer, strategisk følsomme oplysninger.
- Vær opmærksom på bias og falsk information – baseret på sandsynlighed ikke fakta.
- Vær kritisk og altid et menneske bag til at tage stilling.
- Vær åben – fortæl om din brug af AI.
- Del erfaringer – vidensdeling er essentielt for at skabe en god kultur og praksis.
- Vær forsigtig – hvis du er i tvivl om, hvorvidt din brug er lovlig, så lad være med at gøre det.
Få flere gode råd her