I Danmark har vi stadig et af verdens bedste sundhedsvæsner. Men det knager i fugerne mange steder. Også her i Nordjylland. Det handler blandt andet om, at ikke alle nordjyder har samme adgang til sundhed. At der ofte ikke er sammenhæng i behandlingen, og at koordineringen mellem regioner, kommuner og praktiserende læger halter. Og det handler om, at det sundhedsfaglige personale – læger og sygeplejersker - ikke får udnyttet deres fulde kompetencer, fordi de bruger deres tid på alle mulige for dem uvedkommende opgaver. Fælles for mange af sundhedsvæsnets udfordringer er, at vi mangler de koordinerende hænder, der kan sikre effektive arbejdsgange og smidige patientforløb.
Set fra vores nordjyske patienters perspektiv sker det alt for tit, at de må bruge ikke så få resurser på at navigere rundt mellem forskellige behandlingstilbud i offentligt eller privat regi. Det gælder i særlig grad de patienter, der har mange sygdomme, eller som er socialt eller kognitivt udfordrede. Lad os tage et konstrueret men meget realistisk eksempel:
Jeppe på 58 år døjer med KOL. Han lider også af angst og har prostataproblemer. Og nu er han tilmed faldet og slået hoften alvorligt. Jeppe – og hans pårørende – bliver mødt af en række meget forskellige behandlere. Fra den praktiserende læge i Støvring over speciallæger og psykiatere i Brønderslev til diverse blodprøver, scanninger og målinger på ambulatorier og hospitaler, inden han måske skal til behandling eller operation på Aalborg Universitetshospital med efterfølgende genoptræning. Og har det offentlige ikke kapacitet, mødes Jeppe med tilbuddet om et privat alternativ og dertilhørende lovstof, klagemuligheder og nye tider, der skal bookes. I bedste fald kan pårørende hjælpe med at koordinere og skabe sammenhæng. I værste fald opgiver Jeppe undervejs.
Patienter som Jeppe har brug for en hjælpende hånd, så de får et bedre og hurtigere forløb gennem sundhedsvæsnet. Så de ikke falder ned mellem to stole eller farer vild i den berygtede ’Bermudatrekant’ mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger. Vores lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer står parate til at påtage sig den vigtige opgave med at gelejde vores nordjyske medborgere så smertefrit som muligt gennem vores fintmaskede sundhedssystem. Ved at gøre brug af disse kompetencer kan vi mindske den meget omtalte ulighed i sundhed.
Set fra sundhedspersonalets perspektiv handler udfordringerne også om, at der skal sikres mere effektive arbejdsgange og smidige patientforløb. Her er især læger og sygeplejersker omdrejningspunkterne. En undersøgelse fra Overlægeforeningen viste sidste år, at omkring to ud af tre blandt vores nordjyske overlæger løser så mange administrative opgaver, at de ikke når alle de opgaver, de egentlig er sat i verden for at varetage. Det er naturligvis ikke optimalt.
Helt overordnet mener vi, det fremtidige sundhedsvæsen skal have et stærkere fokus på, hvem der udfører de forskellige opgaver. Så for eksempel læger og sygeplejersker ikke bruger kræfterne på administrative opgaver, som der af gode grunde er mange af i et komplekst sundhedsvæsen som det danske. Vi har simpelthen brug for en mere effektiv arbejdsdeling, så læger og sygeplejersker får mulighed for at løse deres kerneopgave med behandling og pleje af patienterne. Også i den sammenhæng har vores lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer en særdeles vigtig rolle at spille.
Om kort tid forventer vi, at regeringen fremlægger et udspil på sundhedsområdet. Blandt målene er, at der skal etableres en ny struktur, der blandt andet kan tilgodese ønsket om et mere sammenhængende sundhedsvæsen såvel i Nordjylland som i resten af landet. Fra politisk side tales der om klynger, kædeansvar og meget mere.
Men selv nok så sofistikerede strukturer kan ikke fjerne behovet for, at der skal være noget kompetent personale, der kan give saft og kraft til ønsket om at skabe mere effektive patientforløb. Lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer er med deres uddannelse og erfaring netop rustede til at løfte opgaven med at sikre sammenhæng og koordinering i et komplekst sundhedssystem med mange interessenter. Vores appel skal være, at man ude omkring på vores nordjyske sundhedstilbud mere konsekvent forstår at bruge de rette faglige kompetencer til de rette opgaver. At man for alvor sætter de sundhedsadministrative færdigheder i spil, så både vores patienter og vores dygtige, behandlende kolleger sikres smidige, trygge og professionelle forløb.