LinkedIn hjemmeside

    - Facebook har i flere år været et stærkt medie for HK Midt i vores dialog med både medlemmer og omverdenen generelt. For det er et medie, som vores medlemmer i høj grad har taget til sig. Derfor har det været oplagt for os at bruge Facebook til et mix af informationer og historier, der supplerer kommunikationen via vores nyhedsbreve, hjemmeside, blogs osv., fortæller Mads Ramkær, der er informationsmedarbejder i HK Midt:

    - Nu justerer vi på vores såkaldte mediemix og prioriterer LinkedIn lidt højere. Det vil stadig være sammen med Facebook og de andre medier, vi bruger, men de suppleres altså med en større synlighed på LinkedIn.

 

Fagligt farvet indhold

Det nye mediemix afspejler en opfordring fra medlemmer og kolleger, og samtidig har LinkedIn en højere grad af faglighed, der gør det relevant at inddrage det sociale netværksmedie:

    - Vi har internt, for eksempel fra vores faglige konsulenter, fået nogle opfordringer til at være til stede på LinkedIn, og vi kan samtidig se, at LinkedIn stadig er et meget stærkt medie, når det handler om job- og arbejdsmarkedsrelaterede emner. Det er jo netop der, vi gerne vil være sammen med vores medlemmer, konstaterer Mads Ramkær og fortsætter:

    - Indholdet på vores LinkedIn-profil vil i et vist omfang ligne vores øvrige medieindhold, men der vil også være mulighed for at farve vores profil i en mere faglig retning. Det kunne være omkring jobsøgning, udarbejdelse af CV, den gode jobsamtale, kompetenceudvikling og en række andre emner, der både er relevante for vores medlemmer i bred forstand og for mere specifikke medlemsgrupper. Det kunne være vores ledige medlemmer eller medlemmer, der overvejer et jobskifte, siger han og runder af:

    - Jeg håber, at medlemmerne af HK Midt vil tage godt imod vores profil og få glæde af vores indhold derinde.


Så opfordringen er hermed givet videre - vi ses på LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/103241831