
Nanna Thorn har fået en lang række forbedringer på sin arbejdsplads, efter der er blevet tegnet overenskomst med HK Handel. Foto: Privat.
Det er ikke hver dag, man møder ind til en klækkelig lønforhøjelse uden egentlig at have gjort noget. Alligevel skete det for 19-årige Nanna Thorn og hendes kolleger i Søstrene Grene i Nykøbing Falster. Fra 1. september er der nemlig tegnet overenskomst med HK Handel.
- Jeg får 10 kr. mere i timen af at få en overenskomst. Og så er der også noget, der hedder pension og fritvalgskonto og tillæg. Det er pludselig mange penge, jeg på en eller anden måde er blevet snydt for, men som jeg så får nu, siger Nanna Thorn.
Nanna Thorn har været ansat som fritidsjobber i Søstrene Grene i tre år og har i al den tid været medlem af HK Handel. Selvom der ikke tidligere har været overenskomst, har hun været glad for arbejdet.
- Det har altid været en god arbejdsplads med gode kolleger og glade kunder. Når alt det andet har været på plads, så har jeg bedre kunne se igennem fingre med, at lønnen ikke var så høj, når jeg har sammenlignet mig med andre, siger Nanna Thorn.
HK Handel med rettelser til kontrakten
Hun har stadig til gode at få sin første lønseddel mellem hænderne. Men allerede nu har hun haft flittigt brug af HK Handel i forhold til de nye ordnede forhold. Hun har blandt andet sendt sin kontrakt forbi HK Handels konsulenter. Den kom tilbage med flere opmærksomhedspunkter.
- Der var blandt andet noget i forhold tillæg og opsigelsesvarsler. Jeg ville aldrig selv være opmærksom på de ting. Når jeg skal tale med min chef om rettelserne, hjælper det også, at det ikke bare er mig – men at det faktisk er HK Handel, som siger det, siger Nanna Thorn.
- Det giver en ekstra tryghed at vide, at der er hjælp at hente, hvis jeg får brug for det.
Søstrene Grene i Nykøbing Falster har sammen med en lang række andre Søstrene Grene butikker fået overenskomst med HK Handel, efter de er blevet opkøbt af Hilmer Denmark APS.