Der var fuldt hus, da over 140 tillidsvalgte var mødt op til HK Kommunal Nordjyllands konference for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter ansat på kommunale og regionale arbejdspladser i Nordjylland. Konferencen forløb over to dage, hvor der var fokus på OK24, MED-samarbejdet, free seating, 4-dages arbejdsuge og hjemmearbejde.

 

Efter COVID-19 har der været mange konferencer, der ikke længere eksisterer, og det er ingen hemmelighed, vi også har kunnet mærke, flere er blevet mere opmærksomme på, hvad de bruger deres tid på. Her er det ikke altid, danskerne prioriterer konferencer eller andre tiltag, der tager timer fra deres fritid og/eller familie.

Vi byder velkommen til konferencen

Vi byder velkommen til konferencen, der slog rekord med antal deltagere.

 

Alligevel var det i år lykkedes os at samle over 140 tillidsvalgte – tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter – i HK Kommunal Nordjylland til en konference på Comwell Hvide Hus i Aalborg fra torsdag den 31. oktober til fredag den 1. november. Den første dag var både for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, hvor dag nummer to kun var for tillidsrepræsentanter.

 

”Vi er ekstremt positivt overraskede over den store opbakning til konferencen. Vi havde lagt meget arbejde i dagene, og vi er selvfølgelig utrolig glade for, det var et tiltag, vores tillidsvalgte bakkede op om – og så havde vi jo planlagt en række spændende oplæg og temaer, der virkelig gav vores tillidsvalgte stof til eftertanke, de kan tage med ud på de nordjyske arbejdspladser”, lyder det fra Katharina Hauge Antonsen.

Katharina Hauge Antonsen, formand for HK Kommunal Nordjylland, taler med nogle af deltagerne og byder dem velkommen

Katharina Hauge Antonsen, formand for HK Kommunal Nordjylland, taler med nogle af deltagerne og byder dem velkommen.

 

Torsdag bød på temaer som free seating, 4-dages arbejdsuge og hjemmearbejde, som faglig konsulent, Christina Kaas Larsen, fortalte om. Der var der stor fokus på fleksibilitet og den individuelle medarbejder: Hvordan kan man tage hensyn til hinanden samt sikre trivsel og en tydelig ledelse i dagligdagen, hvis vi for eksempel ser hinanden mindre? Er temaerne sat i verden for at virksomhederne kan spare og pladsoptimere, eller er det fordi, man reelt ønsker at imødekomme nogle medarbejderes ønske om fleksibilitet? Sådan lød nogle af bekymringerne fra deltagerne, der også italesætter, det er vigtigt, man tager hensyn til kollegaer, hvis hverdag påvirkes meget af for eksempel ikke at vide, hvor de skal sidde hver dag. Her kræver det en moderne overenskomst og spilleregler, der danner rammen for aftaler om emner som free seating, 4-dages arbejdsuge og hjemmearbejde.

Deltagerne arbejdede i grupper med temaerne om hjemmearbejde, 4-dages arbejdsuge og free seating.

Deltagerne arbejdede i grupper med temaerne om hjemmearbejde, 4-dages arbejdsuge og free seating.

 

I løbet af torsdagen gik Sanne Nikolajsen også på scenen for at fortælle om MED-samarbejdet: Et samarbejde mellem ledere, valgte medarbejderrepræsentanter og valgte arbejdsmiljørepræsentanter. Det er forankret i landsdækkende aftaler og overenskomster, som derudover selvfølgelig også bygger på gensidig tillid og et konstruktivt samarbejde. Målet er selvfølgelig medindflydelse og medbestemmelse.

 

”Vi har en forventning om, at én af de store trækplastre til konferencen var introduktionen til MED-samarbejdet, som vi hører, flere af vores tillidsvalgte ønsker mere information om. Det er et emne, de er meget interesserede i, og det er et emne, der kan være svært at finde hoved og hale i, da der er mange elementer at holde styr på i de landsdækkende aftaler og overenskomster”, lyder det fra Katharina Hauge Antonsen.

Deltagerne hører om MED-samarbejdet ved Sanne Nikolajsen.

Deltagerne hører om MED-samarbejdet ved Sanne Nikolajsen.

 

Konferencens anden og sidste dag var udelukkende for tillidsrepræsentanterne, og den bød på undervisning i OK24, hvor deltagerne blev delt op i grupper, så de regionalt ansatte fik undervisning i lige netop deres overenskomster, og de kommunalt ansatte fik undervisning i deres overenskomster. Forhandlingskonsulent, Per Stech, underviste de kommunalt ansatte, og Juridisk Konsulent, Lina Gisselbæk Lauritsen, underviste de regionalt ansatte. Her var der også bred enighed om, at overenskomstforhandlingerne for OK24 var de historisk sværeste forhandlinger – og resultaterne kan vi godt være stolte af.

 

Tusind tak til alle vores tillidsvalgte for den store opbakning til konferencen, hvor ny viden og vores dygtige tillidsvalgte er i fokus!

 

Har du en historie, du gerne vil fortælle? Kontakt vores kommunikationskonsulent, Christina Haversen, på christina.haversen@hk.dk.