Årets sidste arrangement for HK Ungdom Nordjylland er løbet af stablen, og denne gang var det årsmødet – og den årlige julebanko -, der trak en masse deltagere til.

Der var dækket flot op til de mange deltagere.
Til årsmødet skulle der vælges formand, næstformand samt netværksambassadører. Julie Tuelund genopstillede, og hun modtog genvalg som formand for HK Ungdom Nordjylland. Posterne til næstformænd bød på kampvalg. Det vil sige, der var flere, der meldte sit kandidatur, end der var pladser til posterne. Der var i alt tre medlemmer, der stillede op til de to poster som næstformænd, men efter en skriftlig afstemning faldt valget på Sandra Madsen og Nina Jensen som HK Ungdom Nordjyllands nye næstformænd. Sidstnævnte sidder også med som ungdomsrepræsentant i HK Stat Nordjyllands bestyrelse. Både Nina og Sandra havde været netværksambassadører op til årsmødet.

Julie Tuelund, formand for HK Ungdom Nordjylland, aflægger beretning, hvor hun fortæller om året, der er gået.
Udover at få støtte fra de to nyvalgte næstformænd kan Julie nu også se frem til at få støtte fra en række nye medlemmer i netværket for HK Ungdom Nordjylland. Christoffer Damgaard Christensen, Jens Emil Christensen og Thomas Bjerrum fortsætter i netværket, mens fire nye medlemmer er blevet valgt ind i netværket, og dem får I meget mere at se til i det nye år.
Årsmødet havde også fint besøg af afdelingsformand, Christina Madsen Kristiansen, og Nina Heidelbach, formand for HK Privat Nordjylland. Nina var også dagens dirigent og styrede årsmødet. Det galt også, da der kom kampvalg om pladserne som næstformænd.
Derudover var Asbjørn Frier, forperson for HK Ungdom Danmark, og Mette Sophie Scheuer-Larsen, næstforperson for HK Ungdom Danmark, kommet fra København for at deltage i årsmødet. De var også så heldige at vinde lidt gevinster, da der efter årsmødet blev spillet julebanko – så havde de også lidt snacks til hjemturen til hovedstaden.

Der var købt præmier til den helt store guldmedalje til årets julebanko.
”Tusind tak for den store opbakning til HK Ungdom Nordjylland – og ungdommen generelt. Jeg glæder mig til endnu et år som formand, og vi får en masse nye kompetencer i netværket, så det bliver uden tvivl rigtig godt. 2025 bliver et godt år, så jeg håber selvfølgelig at se mange af HK’s unge medlemmer til vores kommende arrangementer”, lyder det fra formand for HK Ungdom Nordjylland, Julie Tuelund.

Årsmødet sluttede blandt andet af med lækker julemad, risalamande og julebanko.
Skal du med til HK Ungdom Nordjyllands arrangementer i 2025? Så snart, netværket har arrangeret nogle nye arrangement, kommer de alle ind her: https://www.hk.dk/aktuelt/kalender?topic-search=600%&searchOrgString=hk%20nordjylland

Er du den heldige vinder næste år?
Er du medlem af HK Ungdom Nordjylland (medlemmer til og med 30 år og/eller medlemmer der er under uddannelse), og har du en historie, du vil fortælle? Skriv til vores Kommunikationskonsulent, Christina Haversen, på christina.haversen@hk.dk.