
Illustration: Mostphotos
Nationalbanken, Forsvarsministeriet og Skatteministeriet er eksempler på kritisk infrastruktur, der i løbet af de senere år har været udsat for cyberangreb.
Statslige hackergrupper fra andre lande forsøger løbende at kompromittere mål i Danmark. Det har i 2024 øget cybertruslen mod Danmark, og kriminelle og aktivister rammer konstant danske virksomheder og myndigheder med deres cyberangreb. Det konkluderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin helt nye årlige vurdering af de trusler og sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor.
Ny uddannelse godkendt
Derfor vækker det stor glæde i HK Stat, at en ny fleksibel uddannelse som cyberspecialist netop er blevet godkendt i Uddannelsesministeriet. Allerede til august kan de første hold starte.
LÆS OGSÅ: TR i forsvaret: Cecilia er arbejdspladsens blæksprutte
- Både offentlige og private arbejdsgivere i Danmark skriger på cyberspecialister, og med den nye uddannelse håber vi at kunne bidrage til at styrke Danmarks forsvar og samtidig skabe nye spændende karriereveje. Det er virkelig stærkt, at uddannelserne har rykket så hurtigt og godt gået, at de kan starte op allerede til sommer, siger Heidi Juhl Pedersen, formand for HK Stat.
Sammenhæng med cyberværnepligten
Uddannelsen er fleksibelt tilrettelagt, så studerende kan vælge at afslutte efter 2 år med en erhvervsakademiuddannelse i operationel cybersikkerhed og gå direkte i job. For dem der fortsætter, venter en specialisering, der kombinerer teori og praksis på professionsbachelorniveau.
- Vi har brug for at åbne flere veje ind i faget, så vi kan rekruttere flere til gavn for samfundet og de statslige institutioner. Vi håber, at denne uddannelse kan være et naturligt skridt videre fra cyberværnepligten, så tingene hænger sammen på den måde, siger Heidi Juhl Pedersen.
I første omgang bliver den nye uddannelse udbudt på erhvervsakademierne i Århus og København. Ifølge Københavns Erhvervsakademi topper cybersikkerhed listen over de mest efterspurgte it-kompetencer.
Derfor håber HK Stat-formanden også, at den nye uddannelse med tiden vil blive udbudt endnu flere steder rundt i landet.
LÆS OGSÅ: HK er en af arkitekterne bag en ny uddannelse i cybersikkerhed, som nu er godkendt
FE: Stigende trussel mod Danmark