Ansøgning eller cv - hvad bliver vigtigst i 2026? Begge dele er lige vigtige, for cv'et gør dig relevant, og ansøgningen får dig til samtale, understreger Steen Kræmer Rasmussen. Foto: Thomas Hergaard
Er LinkedIn vigtig? Kan du lade ChatGPT skrive jobansøgningen? Hvad virker godt i en videoansøgning? Og hvilke værktøjer bruges til jobsamtalen? Foredragsholder, forfatter og underviser i jobsøgning Steen Kræmer Rasmussen giver her sit bud på fem tendenser lige nu.
1. Vær aktiv på LinkedIn
LinkedIn bliver et vigtigere værktøj i jobsøgningen, vurderer Steen Kræmer Rasmussen. Ledige stillinger i staten bliver også slået op her. Du kan bruge dine personlige kontakter på LinkedIn til både at få relevant viden og anbefalinger fra personer, som du har arbejdet sammen med. Men for at LinkedIn skal give værdi, forudsætter det, at du har arbejdet med din profil og dine vigtigste søgeord, og at du er afklaret med, hvorfor du er aktiv her.
LÆS OGSÅ: Træn dit mod til at søge nyt job
- Det er vigtigt at være seriøs og ikke bare trykke ’like’, men også kommentere opslag. Du kan fx være aktiv i grupper, hvor folk diskuterer faglige emner og netværker inden for et bestemt fagområde. På den måde bliver du synlig over for relevante personer. Når du først er trådt i karakter med konstruktive kommentarer og gode råd, så er der måske én, der tænker: ’Hende kunne jeg godt anbefale til et job på vores arbejdsplads’, siger han.
2. Brug ChatGPT med omhu
Det er ikke en god idé at få ChatGPT til at skrive din ansøgning for dig. Resultatet bliver en omskrivning af cv’et tilsat praleri, som ikke har hold i virkeligheden. Det er meget sjældent, at robotten rammer plet, mener Steen Kræmer Rasmussen.
- Hvis du bruger den til tekst, skal du virkelig være kritisk og spørge dig selv, om du kan stå inde for det. Samtidig kan det være svært at forholde sig til det, der står om en selv. Kunstig intelligens er derimod genial til at få inspiration og idéer til, hvad man skal skrive om. Og så skal du altså tage over og selv skrive ansøgningen, fremhæver han.
LÆS OGSÅ: Hvad går vi efter, når vi søger nyt job?
Ifølge jobsøgningseksperten bør dit fokus være på det, du kan byde ind med. En god idé er at starte jobsøgningen med en research på arbejdspladsen, for der får man måske et bedre indblik i organisationens reelle udfordringer og muligheder for forbedringer. De står sjældent i stillingsopslaget. Jo mere man ved om arbejdsgiveren, jo større er muligheden også for at kunne gøre sig relevant.
Det er blandt andet det, som metoden i hans første bog ’Hit med jobbet’ sigter på. Når ansøgningen er modtagerrettet i stedet for afsenderrettet, har den langt mere effekt, er Steen Kræmer Rasmussens pointe.
3. Videoansøgninger
I stedet for at sende en skriftlig ansøgning vælger nogle at lave en videoansøgning, hvor de kort præsenterer sig selv. I en video skal du give et indtryk af, hvem du er som person, og hvad du kan byde ind med fagligt.
LÆS OGSÅ: Fem tegn på, at du er klar til at skifte job
- Mange laver en video, hvor de gennemgår deres cv igen. Men det virker ikke. Det bliver lidt mere interessant, når ansøgeren træder fagligt i karakter og måske laver nogle klip, som præsenterer mennesket bag. Der skal du måske lige have fat i en 12-årig, som kan redigere lidt i videoer, siger Steen Kræmer Rasmussen.
4. Forbered en case
Jobansøgning og cv viser ikke nødvendigvis, hvem der er den bedste medarbejder til jobbet. Til jobsamtalen kan du derfor blive bedt om at løse en case, som er en faglig opgave, hvor du viser, hvordan du arbejder med en realistisk problemstilling i praksis. Der er typisk sat 10-15 minutter af til at forberede casen, som du efterfølgende skal fremlægge.
- Det bliver mere og mere populært at bruge cases. Det er en måde at vise, hvordan jobansøgeren arbejder i praksis. Casen tager udgangspunkt i en problemstilling, som du skal løse. Det gør en ansøgning, hvor du skriver, hvad du kan, ikke. Jeg tror, at det bliver endnu mere relevant fremover. For der kan arbejdsgiveren jo virkelig se, hvad ansøgeren står for fagligt, forklarer Steen Kræmer Rasmussen.
Han peger på, at du selv kan lave en case som bilag til dit cv. Udbyttet er, at du allerede her viser, at du har noget faglig kant.
LÆS OGSÅ: Hvad går vi efter, når vi søger nyt job?
- Hvis det, du præsenterer, ellers rammer plet i forhold til fx en styrelses virkelighed og værdier, har du med garanti skilt dig positivt ud. Derfor er din research på arbejdspladsen meget essentiel. Gætterier virker ikke, tilføjer Steen Kræmer Rasmussen.
Han giver et konkret eksempel på, hvordan et bilag til dit cv kan spille sammen med ansøgningen, hvor du fx kan skrive sådan her:
’Den gode sagsbehandler fortolker altid reglerne konsekvent, men det er centralt at møde borgeren med respekt og klar kommunikation. Jeg arbejder systematisk med at skabe gennemsigtighed i komplekse afgørelser og oversætte jura til forståeligt sprog. Udbyttet er tryghed for borgeren, og det styrker tilliden til myndigheden. For mig er faglighed og ordentlighed to sider af samme sag. I får eksempler på nogle af mine afgørelser i cv’et.’
5. Flere screeningsinterviews
Når offentlige myndigheder ansætter nye medarbejdere, bruges der stadig oftere screeningsinterviews. Et antal ansøgere får 15-20 minutter til at præsentere sig enten i telefonen eller på Teams. På basis af interviewene udvælges dem, der bliver inviteret til jobsamtale.
LÆS OGSÅ: Sådan får du en god start i dit nye job
- På den måde kan arbejdsgiveren stille de vigtigste spørgsmål og mærke efter, hvem der skal snakkes videre med. For dem, der ikke er så dygtige til at skrive en ansøgning, kan screeningsinterviews være en fordel. Det kommer til at vokse i fremtiden, så det er værd at sætte sig ind i, hvordan man som jobansøger håndterer sådan et interview, siger Steen Kræmer Rasmussen.
Screeningssamtaler bruges typisk i store organisationer, eller når det er eksterne rekrutteringskonsulenter, der står for rekrutteringen.
Optaget af ansøgninger