Vicecenterleder ved FAOS på Københavns Universitet Nana Wesley Hansen er en af Danmarks førende eksperter i arbejdsmarkedets overenskomster. Foto: Jakob Dall
Alle elementerne i overenskomstresultatet for HK Stat, der er aftalt for perioden 2026-2029, er på plads. Og medlemmerne har lige nu mulighed for at tage stilling til OK26-resultatet ved urafstemning frem til mandag 4. maj klokken 10.
STEM OM OK26: Læs mere om den nye fritvalgsordning og alle de nye elementer i OK26
OK26 er en overenskomst, der indeholder lidt af det ’sædvanlige’, men den åbner også for helt nye veje og muligheder i arbejdslivet. Måske af den grund har nogle medlemmer været i tvivl om, hvor fordelene ligger. Vi har derfor fået en af Danmarks førende eksperter i arbejdsmarkedets overenskomster til at kommentere på OK26-resultatet.
Eksperten er vicecenterleder ved Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet (KU) Nana Wesley Hansen. Hun ser OK26 som et spændende overenskomstforløb. På den ene side var forløbet ifølge hende ret traditionelt, men så var der også nogle nyskabelser. Og det er ikke hver gang, det sker, mener hun.
Fokus på samlet fritvalgsmodel
- Generelt set handlede det som altid om krav om løn. Og der kom da også lønstigninger, som ser ud til at kunne udvikle reallønnen, selv om der selvfølgelig er ubekendte faktorer i en usikker verden, siger Nana Wesley Hansen, som også er lektor ved Sociologisk Institut på KU.
Eksperten i overenskomster fokuserer mest på nyskabelsen ved OK26 – nemlig introduktionen af en samlet fritvalgsmodel. Der har tidligere været mindre ordninger, som minder om frit valg, men dette er ifølge hende en ny model.
LÆS OGSÅ: "Fritvalgskonto er en ekstra pose penge, du selv placerer"
- Nu er der skabt et grundlag for fritvalg og fleksibilitet for medarbejderne i staten. Det kan da godt være, at det er en nydannelse med en begrænset økonomi lige nu. Men muligheden er der for at bygge videre på ordningen på sigt. Alle har derfor et fritvalg, som kan bruges på fx løn, pension eller frihed; og det er nyt, siger Nana Wesley Hansen.
”Intet er tabt i den nye overenskomst”
Lektoren ved Sociologisk Institut på KU fremhæver også resultatet med en ny fridag til de 41- til 61-årige. Og hun har hæftet sig ved de udvidede regler om børns sygedage, hvor medarbejdere nu også kan blive hjemme på børns 3. sygedag, mens ’hjemkaldelsesdagen’ ikke tæller med i regnskabet. Begge dele er nye goder i overenskomsten.
- Set fra min stol er det et nybrud med fritvalg for ansatte i staten. De privatansatte fik muligheden indsat i de private overenskomster i 2007 i en meget begrænset udgave, som nu er vokset til at svare til mere end en gennemsnitlig månedsløn for en industrimedarbejder. Nu er muligheden der også for medarbejderne på det offentlige område. Det kan give lønmodtagerne forøget fleksibilitet på sigt, siger Nana Wesley Hansen.
LÆS OGSÅ: HK Stats bestyrelse opfordrer til at stemme ja til OK26-resultat
Ifølge vicecenterlederen ved FAOS kan det fleksible lønelement over tid få mere volumen og værdi for den enkelte ansatte. Fordelen er også, at man kan vælge alt efter, hvor man er i det personlige liv. Nana Wesley Hansen pointerer, at fritvalget nemlig samtidig er en ny frihed til at tage en periode væk fra arbejde, få hjælp til at foretage et stort indkøb eller opnå mere tid til at passe familiemedlemmer.
- Det tager tid at bygge sådanne ordninger op i overenskomsten, men nu er det i gang i staten. Samtidig skal de ansatte huske på, at de intet har tabt i den nye overenskomst, og rettighederne er de samme.
Forhandlinger på en ’større spilleplade’
Nana Wesley Hansen peger også på, at der denne gang skulle leveres på bæredygtig og fleksibel løndannelse, som er en modydelse fra de ekstra lønmidler i 2024. Senest blev der tilført midler til specielle grupper, mens Forsvaret denne gang ved OK26 har været i fokus. Arbejdsgiverne i staten ønskede mere i løn til soldater, hvilket gav mindre til andre grupper.
- Forhandlerne er med på, at de går ind på en større spilleplade, hvor der er behov for at tilpasse sig de store geopolitiske forandringer. Det er ikke et stort nyt lønsystem, men lønmodtagerne har givet mulighed for at skævdele til fordel for nogle grupper, herunder forsvaret. Men de har også fået organisationspuljer, så der nu er et forbedret handlerum for at kunne give nogle grupper inden for egne rækker lidt mere end andre. Og samlet set kommer de offentlige overenskomster i OK26 til at følge de private overenskomster, siger Nana Wesley Hansen.
LÆS OGSÅ: Gennembrud: Kampen mod stress er kommet med i overenskomsten
Af og til har det offentlige ifølge vicecenterlederen ført an ved overenskomster. Andre gange har de private fået mere i lønningsposen. Men mekanismerne med efterregulering af for store lønforskelle slår igennem, hvis de private fx løber for meget i front.
- Det er jo rigtigt, at der er større lønspredning på det private marked, hvor nogle få tjener rigtig meget. Bunden er ’trukket mere op’ i den offentlige sektor. Man følger da også godt med denne gang i OK26. Og skulle der komme et hårdt slag mod dansk økonomi, så kommer det til at gå ud over både offentlige og private medarbejdere, siger Nana Wesley Hansen.
Udvalgt indhold i samlet OK26-aftale
/ Generelle lønstigninger på 6,37 procent i perioden 2026-2029
/ Fritvalgsordning med mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed
/ Barns 3. sygedag og bedre barselsrettigheder
/ Højere basisløn for lavt lønnede grupper
/ Højere tillæg til døgnansatte
/ Stressforebyggelse og styrket psykisk arbejdsmiljø
/ Kompetencefonden fortsætter
/ TR-fonden fortsætter.