Heidi Broberg Ilva Viborg

 

”Jeg skal aldrig være chef”

Selvom Heidi har haft fart på karrieren, så var det ikke lederdrømmen, der har været hendes motivation. Efter Heidi færdiggjorde sin elevuddannelse, drømte hun egentligt om en rolle på hovedkontoret for at arbejde med konceptudvikling i Ilva.

  • Jeg havde egentligt altid sagt, at jeg aldrig ville være leder. Men min chef sagde: ‘Når du dropper konceptdrømmen, så ved jeg, at der er en fremtidig leder i dig.’ Det hjalp mig til at se mulighederne og tage ansvar for min egen udvikling, fortæller Heidi.

Det var muligheden for at forme kulturen i butikkerne og den personlige udvikling, der for Heidi, var motivationen for at stille op som regionstillidsrepræsentant.

  • Jeg arbejder i en butik med en rigtig god kultur, og den kultur vil jeg gerne have, at alle andre også oplever; altså at have en arbejdsplads, hvor vi gør tingene ordentligt og behandler hinanden lige, siger hun.

En dobbeltrolle med ansvar og stærke relationer

At være souschef og nyvalgt regionstillidsrepræsentant er en unik kombination, der giver ansvar, udvikling og indflydelse. 

  • At blive valgt som regionstillidsrepræsentant er et fedt skulderklap at få. Jeg har ikke altid turde stille mig frem, men det er en udvikling, der er sket løbende, og jeg vil gerne være den, man går til, når noget er svært. Da jeg blev valgt og fik muligheden, så føltes det som en naturlig opgave for mig, og som souschef har jeg i forvejen relationen til mine kolleger i butikken, siger Heidi.


Men med dobbeltrollen som souschef og regionstillidsrepræsentant er det afgørende, at Heidi er tydelig omkring, hvilken “kasket” hun har på, når kollegerne kommer til hende.

  • Som souschef skal jeg gå videre med nogle ting til butikschefen, men som tillidsrepræsentant må jeg ikke sige noget. Derfor er jeg ærlig og meget tydelig omkring, hvornår de kan tale til mig fortroligt som tillidsrepræsentant. Det forstår folk godt, og jeg føler folk har tillid til mig, og ved, at de kan komme til mig for hjælp.
 
Som fagforeningsmedlem har Heidi selv oplevet værdien af at have et sted at få hjælp og viden, fx at få tjekket om lønnen stemmer. Den erfaring gør det naturligt at organisere og støtte andre. 

  • Det fede er, at jeg selv har prøvet fordelene ved at være medlem af fagforeningen. Jeg ved, hvor vigtigt det er at få hjælp, og derfor gør jeg alt for, at andre også bliver en del af fællesskabet. At være en del af HK betyder, at man ikke står alene, fx hvis man har en konkret sag, siger hun.

  • Nu ser jeg frem til at komme til kurser og arrangementer med andre tillidsrepræsentanter fra HK, så vi kan dele erfaringer og sparre i det større fællesskab, afslutter Heidi.

 

heidi broberg ilva



Drømmer du om mere ansvar, nye opgaver og stærkere relationer på din arbejdsplads? Så er tillidshvervet måske noget for dig, som en mulighed for karriereudvikling. Læs mere om tillidshvervet her.