HK.dk logo

Nyhed

Sådan undgår du at give hackere adgang til din arbejdsplads

Hackerne vil ikke kun forsøge at snyde dig med phishingmails. De kan også dukke op midt i helt almindelige situationer på jobbet. Her får du 5 opmærksomhedspunkter, hvor du skal stoppe op og tjekke en ekstra gang.

Beskyt mod hackere

Millioner af danskeres CPR-numre er netop blevet kompromitteret, fordi nogen fik uautoriseret adgang til CPR-registeret gennem en dansk virksomhed, der faktisk havde lov til at slå op i registreret. Endnu ved vi ikke, hvordan det er sket, men det understreger vigtigheden af danske virksomheders it-sikkerhed.

- Og HK’erne er helt centrale i forhold til deres arbejdsplads’ it- og cybersikkerhed, siger professor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen.

Forklaringen er ikke, at bogholdere og administrative medarbejdere pludselig skal lære at bekæmpe hackere. Men derimod, at HK’erne har vigtig viden om, hvordan systemer, arbejdsgang og organisationen fungerer i praksis.

Jens
Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet.
Det kan være bogholderen, der ved, at en leverandør aldrig plejer at ændre kontonummer i en mail. Den administrative medarbejder, der ved, hvem der faktisk har brug for adgang til et bestemt system. Eller HR-medarbejderen, der opdager, at en tidligere ansats adgang aldrig er blevet lukket.

- De kan være den person, der stopper angrebet. Den, der opdager, at der sker noget, som ikke skal ske, siger Jens Myrup Pedersen.

Så hvad skal du vide for at hjælpe din arbejdsplads med at have et højt sikkerhedsniveau?

Her får du gode råd til, hvornår du skal stoppe op og tænke ”Kan det her virkelig være rigtigt?” fra John Henriksen, CEO i TDC Erhverv, der overvåger og stopper forsøg på cyberangreb mod deres erhvervskunder.

5 situationer, hvor du skal stoppe op

1 Chefen beder dig gøre noget på en ny måde
Du får en mail, et telefonopkald eller måske endda et videoopkald fra din chef med besked om at overføre penge, dele oplysninger eller handle hurtigt. Men beskeden kommer ad en anden kanal end normalt, eller du bliver bedt om at springe en sædvanlig procedure over. Med AI kan svindlere i dag efterligne både stemmer og ansigter, så det er ikke længere nok, at personen lyder rigtig eller ser rigtig ud.

2 IT beder dig klikke på et link
Du får en mail, sms eller besked om, at dit password er kompromitteret, en licens er udløbet, eller en vigtig sikkerhedsopdatering skal installeres. Beskeden ser ud til at komme fra IT-afdelingen, men linket kan føre til en falsk loginside eller få dig til at installere skadelig software.

3 En kollega har akut brug for hjælp til sit login
Det kan også være IT-supporten, der bliver forsøgt snydt. En kriminel kan udgive sig for at være en medarbejder, der har glemt sit password, mistet adgangen til sin konto eller har brug for hjælp her og nu. Hvis supporten får nulstillet adgangen uden at kontrollere identiteten godt nok, kan den kriminelle komme direkte ind i virksomhedens systemer.

4 En hjemmeside beder dig gøre noget uventet
Et søgeresultat kan ligne den hjemmeside, du leder efter, men føre til en falsk kopi. Det kan også være en pop-up eller en besked om en opdatering, der forsøger at få dig til at klikke, installere noget eller indtaste oplysninger.

Vær især opmærksom, hvis siden pludselig beder dig gøre noget, du ikke forventede.

5 En helt almindelig privat besked rammer din arbejdstelefon
Bruger du den samme telefon privat og på arbejde, kan du møde svindlen, når du ikke tænker på dig selv som medarbejder. Et link i en sms, Messenger-besked eller på en hjemmeside kan derfor potentielt også blive et sikkerhedsproblem for arbejdspladsen, afhængigt af hvordan telefonen og arbejdsapps er sikret.


Du kan læse hele artiklen med John Henriksen her: Hackerne vil have fat i DIG

Og du finder hele artiklen med professor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen her: Derfor er HK'erne vigtige for virksomhedernes cybersikkerhed
 

Vil du være bedre til sikkerhed? 

Behovet for viden om og kompetencer inden for sikkerhed er interessant for de fleste HK’ere, lyder det fra Tina Holm Møller, som er faglig teamleder for Ud dannelse og fag i HK Privat.
Derfor ser hun en mulighed for medlemmer, der har lyst til at bygge nye kompetencer oven på deres nuværende faglighed.
– Du behøver ikke starte forfra og uddanne dig til IT-specialist. For mange handler det om at bygge noget oven på den faglighed, du allerede har. Det kan være en måde, hvorpå du både udvikler dit job og står stærkere på fremtidens arbejdsmarked, siger Tina Holm Møller.
AMU-niveau
Kurset lærer dig at spotte og håndtere typiske cybertrusler i dit administrative arbejde, fx phishing, malware og svindelforsøg, og at beskytte data bedre med sikre passwords, multifaktor-login, VPN og antivirus.

Organisatorisk cybersikkerhed
1 dag
Kurset lærer dig at vurdere cybersikkerhedsrisici, styre adgange og håndtere fortrolige data, og gør dig i stand til at hjælpe kolleger med sikker adfærd i det daglige arbejde.

Akademi-niveau
It-sikkerhed
8 aftener
Du lærer at identificere sikkerhedsrisici og arbejde systematisk med at beskytte virksomhedens systemer og data mod cybertrusler.

Diplom-niveau
Grundlæggende it-sikkerhedsarbejde i organisationen
3-6 måneder
Kurset klæder dig på til at tage del i arbejdspladsens it-sikkerhed, fx ved at forbedre arbejdsgange, forstå krav og regler og være med til at skabe en stærkere sikkerhedskultur.