Tekst af Marianne Ellegaard, Lisbeth Elvira de Vries, Ditte Jacobsen og Kristyn VanderWaal Mills
Laborantuddannelser er dog ofte meget forskellige fra land til land og den danske uddannelsens begrænsede længde kan vanskeliggøre internationalisering.
Laborantuddannelsen på Københavns Professionshøjskole var i foråret 2026 vært for Professor Kristyn VanderWaal Mills, en forsker og underviser fra Saint Paul College i Minnesota, USA (se faktaboks).
Kristyn fik som den første nogensinde et Fulbright stipendiat til at rejse fra et "Community and Technical College" i USA til et forskningsophold i Danmark. Fulbright programmet er et amerikansk udvekslingsprogram, etableret i 1951, med formålet at forbedre interkulturelle relationer, kulturelt diplomati og interkulturel kompetence mellem befolkningen i USA og andre lande gennem gensidig udveksling af personer, viden og færdigheder.

Kristyn foran en poster om LabBridge, til et forskningsseminar på Københavns Professionshøjskole.”
Et centralt formål med Kristyns projekt og ophold var, i samarbejde med undervisere fra Københavns Professionshøjskole, at udvikle og afholde et virtuelt udvekslingsprogram, LabBridge, mellem laborantstuderende fra Københavns Professionshøjskole og den tilsvarende laborantuddannelse på Saint Paul College.
Det er ofte vanskeligt for studerende at få mulighed for, og at skaffe ressourcer til, et udenlandsophold uden for Europa i løbet af deres tid på laborantuddannelsen. Vi ville derfor etablere et virtuelt forum for kontakt og udveksling mellem særligt interesserede studerende på de to uddannelser i hhv. Danmark og USA.
Inden Kristyns ankomst, i januar 2026, rekrutterede vi studerende. Tilbuddet var frivilligt, og i alt deltog 13 studerende, med ca. lige mange fra Danmark og USA. LabBridge bestod af 7 to-timers online seminarer ca. hver anden uge i forårssemestret (før undervisningen i USA og sen eftermiddag i Danmark) som alle handlede om emner, som er relevante for laborant-faget i begge lande (se Tabel 1). De fleste seminarer inkluderede et oplæg fra en ekstern oplægsholder, og alle inkluderede tid til at de studerende kunne interagere med hinanden, oftest i mindre grupper.
På disse Zoom-seminarer øvede de studerende sig i professionel videnskabelig kommunikation på engelsk, diskuterede laboratorieteknikker og undersøgte og viden delte, hvordan man uddannes til tilsvarende roller i forskellige lande. De studerende udviste stort engagement og tog initiativ til at oprette en onlinegruppe for at fastholde kontakten efter udvekslingen.
|
Tema |
Kort om indhold |
|
Velkommen til LabBridge: Mød dine internationale laboratoriekolleger |
Introduktion og "icebreaker", sammenligning af uddannelsesforløb |
|
Hvad foregår der i laboratoriet? |
Værktøjer, teknikker og tilpasning til nye laboratorieteknologier. Og så en leg! |
|
At arbejde i videnskabelige laboratorier |
Panel med gæstelaboranter fra USA og Danmark |
|
Innovation: Nye teknologier i videnskabelige laboratorier |
Gæstetalere om AI, nye værktøjer og hvordan man holder sig opdateret inden for laboratorievidenskab. |
|
Forskningsfærdigheder for laboratorieforskere |
Gæstebibliotekar om at finde og læse videnskabelige artikler |
|
Fokus på laboratorieprojekter |
Lynpræsentationer fra studerende og rundvisninger i laboratoriet |
|
Videre fra LabBridge: Indsigter, kompetencer og næste skridt |
Refleksion, netværk og fremtidige kontakter |
Tabel 1: Korte beskrivelser af de syv LabBridge
I alt 11 studerende fuldførte hele programmet og af disse svarede 10 på en efterfølgende evaluering. I evalueringen sagde alle 10 at de ville anbefale forløbet til fremtidige studerende, og 8 foreslog at udvide programmet med længere og/eller yderligere seminarer. Alle studerende oplevede fremskridt indenfor målene med programmet (se Figur 1).

Figur 1: Korte beskrivelser af de syv LabBridge møder”
I evalueringen sagde de studerende bl.a.:
”Det var virkelig interessant at lære og se, at vi over hele verden lærer meget ens teknikker med lignende instrumenter. Det er godt at vide, at de færdigheder, jeg tilegner mig, kan bruges hvor som helst.”
”Der er langt flere områder, hvor der er brug for laboratorieteknikere, end jeg troede – hvilket er rigtig godt.”
”Min yndlingsdag var den dag, hvor vi lærte at bruge videnskabelig litteratur til at finde relevante artikler. Jeg tror, det vil være meget nyttigt for os i fremtiden.”
Efter Kristyns ophold har Københavns Professionshøjskole etableret en samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding) med Saint Paul College med henblik på at gentage LabBridge programmet til foråret 2027 samt udvikle yderligere samarbejde.
Både vi på Københavns Professionshøjskole og Kristyn oplevede stor både glæde og nytte af denne udveksling og kan på det kraftigste anbefale denne mulighed. Vi ser programmer som LabBridge som en værdifuld og omkostningseffektiv måde hvormed laborantuddannelser kan tilføje internationale aspekter til deres uddannelser.
FAKTA:
Saint Paul College er et "Community and Technical College" i St. Paul, Minnesota, USA, med omkring 1500 dimittender hvert år. Området omkring SAINT PAUL COLLEGE er et knudepunkt for bioteknologi- og teknologi-virksomheder – her ligger bl.a. hovedkvartererne for General Mills, 3M og Medtronic – og mange studerende får job i disse eller lignende virksomheder efter endt praktik. Kristyn underviser primært på uddannelser inden for naturvidenskab, ingeniørteknologi og biologi (www.saintpaul.edu/programs/science-and-engineering-technology/). Hun er derudover tilknyttet uddannelsen inden for laboratorie-teknologi til sundhedssektoren (Medical Lab Technology). Kristyn vejleder også studerende i forbindelse med forskningsrettede praktikophold i lokale virksomheder.