Du føler måske, at DL-F styres af et formandskab og en bestyrelse. Og det er for så vidt også rigtigt. Men den egentlige ”magthaver” i DL-F er dig. Som medlem kan du på delegeretmødet være med til at bestemme, hvad foreningen skal arbejde med i de næste tre år, og hvem der skal tage ansvaret for at arbejdet bliver gjort. Det er nemlig medlemmerne, der vælger bestyrelsen, og det er medlemmer, der deltager som frivillige i udvalg og netværk som Kommunikationsudvalget, Arbejdsmiljøudvalget, Uddannelsesudvalget, Bæredygtighedsnetværk, TR-netværk og Teknologinetværk. Alle disse organer, som får det daglige arbejde i en forening som DL-F til at lykkes.
Altid brug for nye kræfter
I alt 120 medlemmer af DL-F mødes hvert tredje år til delegeretmødet. Dertil kommer bestyrelsen – i alt 130 medlemmer. De delegerede er valgt af deres lokale brancheklubber, og på delegeretmødet bestemmer de, hvem der skal sidde i bestyrelsen. Der er altid brug for nye kræfter, der vil stille op, og de kan se frem til spændende opgaver og nye bekendtskaber.
En af de nye kræfter er Mette Hoffmann Asmussen, som deltog ved delegeretmødet i 2024, og stillede op til bestyrelsen. Det var hendes første delegeretmøde, men hun har fået smag for mere og regner med at stille op igen.
- Jeg blev taget virkeligt godt imod og fik al den hjælp jeg kunne ønske mig. Der er altid nogen, man kan spørge, hvis man er i tvivl, siger Mette Hoffmann Asmussen, som i 15 år har arbejdet på Aarhus Universitet på Institut for Molekylærbiologi og Genetik.
Her er hun både TR og AMR for sine kollegaer, og derfor var hun heller ikke uvant med det faglige arbejde, og heller ikke skræmt af at skulle bruge tid på bestyrelsesarbejdet.
- Der er jo nogle weekendarrangementer og nogle møder, men jeg er som TR vant til at kunne tage tid til det faglige, og der er heller intet problem med min ledelse, som kun synes at det er godt at jeg er engageret. Jeg har fået et super godt netværk over hele landet gennem bestyrelsesarbejdet, og jeg kan arbejde med ting, jeg synes er vigtigt, siger hun.
Vigtigt at synliggøre faget
Hun vil gerne være med til at synliggøre laborantfaget og sikre, at laborantuddannelsen er attraktiv og fremtidsrettet. Og så mener hun at det er vigtigt at laboranternes alsidige kompetencer bliver eksponeret både for arbejdsgivere og kommende studerende.
Hun synes, at man skal springe ud i det, hvis man går og overvejer at stille op, og at delegeretmøder er et godt forum, hvor man møder mange andre med samme interesser over en weekend.
- Jeg har kun mødt positive mennesker, og i bestyrelsen får man et indblik i DL-F’s ”maskinrum”, som er spændende. Så jeg kan kun anbefale, at man deltager i delegeretmødet og overvejer at stille op til bestyrelsen, siger Mette Hoffmann Asmussen.

Tid til både fagsnak og smalltalk
På delegeretmødet er der både tid til diskussioner om de langsigtede planer for fremtidens DL-F, og til en social snak i pauserne. Her er medlemmer fra hele landet og fra alle brancher, både offentlige og private. Så delegeretmødet er også et godt sted at netværke.Der er mulighed for at stille forslag og diskutere dem, og for at fremføre sine synspunkter om det arbejde, den hidtidige bestyrelse har udført. Talerstolen er åben for alle – ikke kun de erfarne fagpolitikere. På samme måde som man kalder en valgaften for ”demokratiets festaften”, så er delegeretmødet ”medlemsdemokratiets festdage”.
Der aflægges beretninger fra bestyrelsen og fra de nedsatte udvalg – Arbejdsmiljøudvalg, Kommunikationsudvalg og Uddannelsesudvalg. Desuden fremlægges regnskab, og der foretages valg til bestyrelsen, som gælder for tre år. Alle vælges direkte på delegeretmødet, men da tre år er lang tid, kan der i løbet af perioden ske ændringer i bestyrelsen, hvorfor suppleantposterne er vigtige.
God bestyrelse trods udskiftninger
Udskiftninger har et af bestyrelsens mest erfarne medlemmer, Thomas Schøning, også oplevet. I den seneste periode har der været en del udskiftninger på pladserne, men der er suppleanter, så det løser sig, siger Thomas, som har været bestyrelsesmedlem siden 2015, og gerne tager en tørn mere.- Trods udskiftninger har det været en god bestyrelse, som er bredt repræsenteret både geografisk og på brancher. Jeg er glad for at være med i et forum, hvor man er med til at forme faget og udstikke retningslinjer for, hvad DL-F skal arbejde med fremover, og være med til at føre delegeretmødets beslutninger ud i livet, siger Thomas Schøning, som i bestyrelsen er kontaktperson til kommunikationsudvalget og ansvarshavende redaktør på fagbladet LABORANTEN.
Fagligt arbejde kræver tid
Thomas er laborant hos Arla Foods i Holstebro, hvor han tidligere har været AMR, men i dag er valgt til tillidsrepræsentant. Han er derfor vant til, at fagligt arbejde kræver meget tid – ikke mindst rejsetid – men det er ikke noget, der bekymrer ham.
- Når man brænder for fagligt arbejde, betyder det ikke så meget, og i takt med at man bliver mere erfaren, sætter man sig også hurtigere ind i sagerne. Til gengæld får man meget personligt ud af bestyrelsesarbejdet. Jeg har fået et kæmpe netværk og lærer andre arbejdspladser at kende, så jeg vil da absolut anbefale, at man overvejer at stille op, hvis man har mod på det og er klar til at stille sig lidt i front.
Han mener også at delegeretmødet – om man så overvejer at stille op til bestyrelsen eller ej – er en super god mulighed for at mødes med kollegaer fra hele landet, og have nogle hyggelige og sjove dage. Så han glæder sig selv til marts næste år, hvor delegeretmødet løber af stablen i Nyborg.
Vil du med?