HK.dk logo

Nyhed

Dine vigtigste rettigheder som ungarbejder

Når du er under 18 år, gælder der særlige regler, når du er på arbejde. Se reglerne her.

Foto: Jacob Lund Photography.

Se dine vigtigste rettigheder som ungarbejder her. Foto: Jacob Lund Photography.

Som ungarbejder er du omfattet af særlige regler på arbejdsmarkedet. Vi giver dig her et overblik over dine vigtigste regler på arbejdet, når du er under 18 år.
Reglerne er til for at sikre dig et trygt og sikkert arbejdsmiljø. Og husk, hvis du oplever at reglerne ikke bliver overholdt, så kontakt HK Handel på tlf. 7011 4545. Vi står klar til at hjælpe dig.

Pauser

Hvis du arbejder mere end 4,5 timer i løbet af en arbejdsdag, så skal du have 30 minutters pause. Som udgangspunkt er din pause selvbetalt, ved mindre andet er aftalt på arbejdspladsen.

Når din pause er selvbetalt, skal du ikke stå til rådighed for arbejdspladsen. Hvis din pause alligevel bliver afbrudt med arbejdsrelaterede henvendelser, så har du krav på løn eller en pause på et andet tidspunkt.

Hurtig og effektiv hjælp

Når du er under 18 år, skal du altid have mulighed for at få hurtig og effektiv hjælp af en person, der er fyldt 18 år og kender arbejdet. Hjælpen skal løse og fjerne udfordringen inden for en rimelig tid og umiddelbart efter, at behovet for hjælp er opstået. Alt efter situationen kan hjælpen være fysisk eller telefonisk. Hvis arbejdet indebærer risiko for fysisk eller psykisk vold, som fx røveri, trusler og anden krænkende adfærd eller ligger i isolerede områder uden for almindelig færdsel, skal der være en person, der er fyldt 18 år, kender arbejdet, som er fysisk til stede sammen med dig. 

Løft, træk og skub

Du må ikke udsættes for fysiske belastninger, der på kort eller langt sigt er skadelige for din sundhed eller udvikling. Din arbejdsgiver skal vurdere hvilke opgaver med løft, træk og skub du må udføre og det er vigtigt, at du ved hvordan du skal udføre arbejdet i gode arbejdsstillinger. Derfor skal du have oplæring og instruktion i, hvordan du skal udføre arbejdet uden at komme til skade. 

Finde afløser

Du skal ikke selv finde en afløser, hvis du er syg. Det er din arbejdsgivers ansvar.