HK.dk logo

Hvad er vigtigst at tjekke på din lønseddel? Se tjeklisten nedenfor.

Forstå din lønseddel på 10 minutter

Føler du, at din lønseddel lige så godt kunne være skrevet på russisk? Her får du gode råd til at forstå din lønseddel og en tjekliste, så du kan være sikker på, at du får den løn og de tillæg, din overenskomst giver dig ret til.

Obs. Dette tema er fra 2015. Du skal være opmærksom på, at nogle regler kan have ændret sig siden da. Kontakt din lokale HK-afdeling på telefon 7011 4545, hvis du har spørgsmål til emnet.

Guide: Forstå din lønseddel på 10 minutter

Hvis du tror, du er alene om at kløjes i din lønseddel, må du tro om. Lars Kristiansen, faglig medarbejder i HK Handel Hovedstaden, der blandt andet holder kurser i forståelsen af lønsedler, oplever rigtig mange, der har svært ved at gennemskue dem. For de kan se meget forskellige ud og indeholde utroligt mange forskellige oplysninger.

Han giver dig derfor her en guide til at forstå de begreber og tal, du kan blive udsat for på din lønseddel. Sæt dig ned med din egen lønseddel og sammenhold den med guiden:

  • Brutto/netto: Oftest står der både et beløb for din bruttoløn og din nettoløn på din lønseddel. Bruttoløn er det beløb, din arbejdsgiver giver dig i løn, FØR skatten er fratrukket. Nettoløn er din løn EFTER skat og altså det beløb, der skal gå ind på din lønkonto.
  • Grundløn/løn/timeløn: På din lønseddel er der altid angivet, hvor meget du får om måneden i grundløn. Ofte er der angivet både et samlet beløb for måneden, timesatsen og det antal timer, du har arbejdet (Er du på fuld tid, er det altid 160,33 timer). Eksempel: Du får 19.197,91 i grundløn. Det dækker over 160,33 timer til 119,74 kr. i timen.
  • Forskudt tid/særlig tid: Hvis du arbejder i butik, får du via din overenskomst tillæg for at arbejde om aftenen og i weekenden. Arbejder du på kontor eller lager, har du ikke automatisk ret til dette via hovedoverenskomsten, men der kan være bestemmelser i lokale aftaler, der giver dig genetillæg. Hvis du har ret til disse tillæg, vil det på din lønseddel være angivet, hvor mange timer, du har arbejdet henholdsvis efter kl. 18 på hverdage, om lørdagen og om søndagen, hvor meget, du får ekstra i timen for det, og hvilket beløb, du får samlet. Eksempel: Du har arbejdet 20,5 timer om søndagen til et forskudttidstillæg på 48,25 kr. per time. Det bliver i alt til et tillæg på 989,13 kr.
  • Personligt tillæg/anciennitetstillæg: Hvis du får tillæg – som et personligt tillæg, du har forhandlet dig til, eller et anciennitetstillæg, fordi du efterhånden har arbejdet samme sted i nogle år, skal de også fremgå af din lønseddel. Oftest vil der blot stå et samlet beløb. Eksempel: Du får et personligt tillæg på 500 kr.
  • Ferietillæg: Hvis du er månedslønnet og har optjent ferie med løn, har du ret til et ferietillæg. Ferietillægget udbetales som regel med din løn for april eller maj. Nogle gange vil det beløb, som står klar til at blive udbetalt som ferietillæg dog stå som en fast del på din lønseddel. Ofte kan du også se, hvor mange feriedage, du har brugt i perioden, lønsedlen gælder for – og hvor mange feriedage, du nu har tilbage.
  • Overtid: Hvis du har arbejdet overtid – altså mere end 160,33 timer, som er indeholdt i en almindelig månedsløn – vil det af din lønseddel fremgå, hvor mange timer, du har arbejdet over, hvad du får i timen for overarbejdet og det samlede beløb.
  • Arbejdsmarkedspension/pension/AM-pension: Når det kommer til din pension, står der ofte en række forskellige beløb på din lønseddel. Der er angivet, hvilket beløb, din pension er beregnet ud fra (Grundlag = Din grundløn plus alle dine tillæg), hvor mange procent af din løn, der går til pension (Sats), og hvor meget af det, du selv betaler (Pension, medarbejder), og hvad din arbejdsgiver betaler (Pension, firma). Eksempel: Der står, at beregningsgrundlaget for din pension er 20.759,75 kr. Du får 3,8 % i pension. Cirka 1/3 trækkes af din løn, og det svarer til 788,87 kr. Cirka 2/3 lægger din arbejdsgiver oveni din løn. Det svarer til 1.598,50 kr.
  • Fritvalg: Hvis du via din overenskomst er sikret fritvalg – det vil sige at du løbende opsparer en procentdel af din løn på en fritvalgsordning/Fritvalgs Lønkonto, som du kan vælge at få udbetalt ved ferie og fridage – fremgår det af din lønseddel, hvad du har sparet op i den pågældende måned (Opsparing Fritvalgs Lønkonto), og hvad du samlet har opsparet (Saldo/beløb Fritvalgs Lønkonto). Hvis du har valgt at få noget udbetalt fra din Fritvalgs Lønkonto i den pågældende måned, vil det også fremgå (Tømning af Fritvalgs Lønkonto).
  • Arbejdsmarkedets Tillægspension/ATP Livslang Pension: Alle virksomheder i Danmark skal, når de har ansatte, betale til din ATP Livslang Pension. Derfor skal det beløb, der indbetales til ATP af din løn altid fremgå af din lønseddel. Eksempel: Hvis du arbejder på fuld tid, vil der som udgangspunkt blive trukket 90 kr. af din løn, mens din arbejdsgiver indbetaler 180 kr. Dvs. at der i alt bliver betalt 270 kr. til din ATP Livslang Pension hver måned.
  • AM-bidrag/Arbejdsmarkedsbidrag: Din arbejdsgiver skal betale 8 % af din løn til SKAT som arbejdsmarkedsbidrag. På din lønseddel vil det fremgå, hvilket beløb, du bliver trukket for, hvor mange procent, det er, og fra hvilket grundlag, det beregnes (Din grundløn plus dine tillæg minus egenbetalt pension og ATP-bidrag). Eksempel: Du skal betale 8 % af 19.880,88 kr., og det bliver 1.591 kr.
  • Fradrag: Dit fradrag vil som oftest også fremgå af din lønseddel. For når der skal betales A-skat, skal dette beløb trækkes fra din løn, inden skatten beregnes. Du kan få fradrag for forskellige ting – det kan være for lån, befordring, fagforening osv. – og dit fradragsberettigede beløb vil fremgå af din forskudsopgørelse og dit skattekort.
  • A-skat: Din arbejdsgiver skal indbetale A-skat af din løn til SKAT. På din lønseddel vil det fremgå, hvilket beløb, du bliver trukket for, hvor mange procent af din løn, det er, og fra hvilket grundlag, det beregnes (din grundløn plus tillæg minus egenbetalt pension, ATP, AM-bidrag og fradrag). Eksempel: Du skal betale 37 % i skat af 12.830 kr., og det bliver 4.748 kr.
  • Perioden/År til dato: På nogle lønsedler vil der i bunden være en opsummering af, hvad du får i bruttoløn, hvad du har betalt i henholdsvis AM-bidrag, A-skat, ATP og pension. Her vil der ofte være angivet beløb for både perioden, som lønsedlen gælder for – og samlede beløb for året ind til videre.

Tjekliste - hvad er vigtigst at tjekke på din lønseddel?

  1. Dato
    Når du skal tjekke, om du for eksempel har fået de rette tillæg og løn for det korrekte antal timer, du har arbejdet, er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvilken tidsperiode, lønsedlen gælder for. Lønsedlen følger ikke altid en kalendermåned. På nogle arbejdspladser får du løn fra for eksempel den 16. februar til den 15. marts.
  2. Korrekt timeantal
    Skriv hver dag dine arbejdstimer og dine pauser ned i din kalender. Hvis du er timelønnet, kan du derefter tjekke, om der på lønsedlen er angivet det korrekte timeantal, du har arbejdet, og om du har fået løn for hver time. Husk også at tjekke, at dine timer er gengivet korrekt i arbejdsplanen på din arbejdsplads.
  3. Korrekt timeløn
    Tjek, om der står den rigtige timeløn. Er du i tvivl om beløbet, så tjek din overenskomst, eller spørg din tillidsrepræsentant. Dette skal du især være opmærksom på, hvis timelønnen netop er blevet reguleret. For det kan tage tid for en arbejdsgiver at få opdateret systemet.
  4. Tillæg
    Sørg for at se efter, at du får alle de tillæg, du er berettiget til. Lav evt. en tjekliste ud fra din overenskomst. I forhold til tillæg for forskudt tid/særlig tid, skal du igen sammenholde med din kalender – for at sikre, at du har fået tillæg for alle de arbejdstimer, du har haft om aftenen eller i weekenden.
  5. Pension
    Regn tallene for pension ud. Stemmer de? Tjek, at din arbejdsgiver har betalt cirka dobbelt så meget til din pension, som du selv har. Og tjek derefter med dit pensionsselskab, om begge beløb reelt er gået ind (Det kan du følge med i på årsopgørelser fra dit pensionsselskab, på dit pensionsselskabs hjemmeside eller på pensionsinfo.dk).
  6. Skat
    Tjek, at der står, hvad du er blevet fratrukket i skatter: ATP, AM-bidrag og A-skat. Lønsedlen er din kvittering for, at der er blevet betalt skat af din løn. Så kan du ikke hæfte for noget, selv om din arbejdsgiver ikke skulle have indbetalt skatten. Dobbelttjek også gerne, om du får fradrag for alt det, du har ret til. Sammenhold det, der står i din forskudsopgørelse (på skat.dk) med det, der står på din lønseddel.  

Hvad kan du gå glip af?

Hvis du ikke tjekker din lønseddel igennem, kan du nemt blive snydt:

  • Du får ikke løn for de timer, du har arbejdet.
  • Din chef indbetaler ikke den pension, du er berettiget til.
  • Du får ikke de tillæg, du er berettiget til.

Hvordan rettes fejlen?: Hvis du finder ud af, at der er fejl på din lønseddel, og du ikke får den løn eller den pension, du har ret til ifølge din overenskomst og ansættelseskontrakt, så kontakt din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling.

Hvorfor er lønsedlen så besværlig?

Din lønseddel afspejler, at du arbejder under en overenskomst, der giver dig en række rettigheder i forhold til løn, tillæg, pension og frit valg. Du skal kunne tjekke, at du får alt, du har ret til. Derfor er det faktisk vigtigt, at der står så mange forskellige detaljerede tal og oplysninger på din lønseddel.

Hvad siger loven om din lønseddel?

Når du er ansat på en arbejdsplads, er din arbejdsgiver forpligtet til at give dig en lønseddel. Men der er ingen formkrav til lønsedlen.  

  • Lønsedlen kan i princippet være håndskreven – men den skal være læselig.
  • Hvis du får din lønseddel udleveret elektronisk som på e-mail eller i e-boks, skal din arbejdsgiver stille en printer til rådighed.
  • Din arbejdsgiver skal gemme dine lønoplysninger i fem år og sikre, at ingen andre har adgang til dem.

Sådan tjekker du på e-indkomst

E-indkomst er et samlet register, hvor alle dine indkomstoplysninger samles (Fra løn til dagpenge, SU og pension). Du kan på e-indkomst tjekke, at din arbejdsgiver har indberettet det, der står på din lønseddel. Det er han/hun forpligtet til.

Sådan gør du:

  1. Gå ind på www.skat.dk
  2. Log på ”tast selv privat” med tast selv kode, digital signatur eller Nem ID.
  3. Vælg ”Søg i indkomstoplysninger” i højre kolonne i skattemappen.
  4. Alle dine indkomstoplysninger og hvilke arbejdsgivere, der bruger dit skattekort, dukker op på en liste.
Hvis du finder ud af, at din arbejdsgiver ikke har indberettet det til e-indkomst, som der står på din lønseddel, skal du bede din arbejdsgiver om at få det gjort. Ellers får du en forkert årsopgørelse.

Så mange fejl er der på din lønseddel

  • 51 procent af lønmodtagere har på et eller andet tidspunkt fundet fejl i deres lønseddel.
  • De fleste fejl på lønsedlen drejer sig om manglende udbetaling af tillæg, feriepenge eller pension, utilstrækkelig overtidsbetaling eller forkert indplacering efter endt efteruddannelse.

Kilde: Undersøgelse af TNS Gallup for LO, september 2014.

Få hjælp til din lønseddel

Hvis din lønseddel er uforståelig for dig? Spørg din tillidsrepræsentant eller ring til din lokale HK-afdeling på 70 11 45 45.

Kilder til hele temaet: Lars Kristiansen, faglig medarbejder i HK HANDEL Hovedstaden, loenguiden.dk, hk.dk, lo.dk, avisen.dk, skat.dk/eindkomst

Læs også

Se, hvad din kollega tjener - og hvad du selv bør få

Får du løn som fortjent? Eller ligger du under gennemsnittet? Nu er HK Handels nye lønstatistik
her, og du kan se, hvad kollegerne på handelsområdet tjener - på kontorer, i butikker og på lagre. 

Butiksassistent - HK fagforening

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk