Kompetencer til grøn omstilling

Som HK'er spiller du en vigtig rolle i den grønne omstilling, og fremtiden er fuld af muligheder.

Begynd din egen grønne omstilling nu.

Du spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling

Hvad enten det drejer sig om klimavenligt indkøb, ESG-rapportering eller en grøn optimering af dine arbejdsgange, kan du som HK’er gøre noget godt for verden, hver gang du går på arbejde. Du har allerede nøgleviden og kompetencer, og med et grønt løft af din faglighed kan du hjælpe din virksomhed eller organisation til en grønnere og mere bæredygtig praksis og gøre verden lidt grønnere. 

Ved at indstille dit mindset til at tænke grønt, ved at tilegne dig en grundlæggende viden om grøn omstilling, og ved at give de kompetencer og den faglige viden, du allerede har, et grønt løft, kan du analysere og gentænke arbejdsgange og gøre dit arbejde og din arbejdsplads mere bæredygtig. HK er klar med sparring og opkvalificering, så du kan gribe de små muligheder og gøre en stor forskel.  

Vi hjælper dig godt i gang her på siden. 

Det grønne opslagsværk

Vigtige grønne forkortelser, ord og begreber

ESG, CSRD, ESRS, der er mange nye forkortelser ord og begreber, du får brug for at lære at kende og holde styr på, når du og din virksomhed skal i gang med den grønne omstilling og bæredygtighedsrapportering. I HK’s grønne opslagsværk kan du nemt og hurtigt slå forkortelse og begreber op og få en forklaring. Få fingre i det her.

Grøn nyhedsmail

Få 6 grønne nyhedsmails med grundlæggende viden om grøn omstilling, CSRD og ESG. Du får også inspiration til, hvordan du giver dine kompetencer et grønt løft og baner vejen for nye grønne opgaver og kompetencer, så du er klar til de grønne muligheder, der spirer i dit arbejdsliv.

Grøn efter- og videreuddannelse

Giv din viden, værktøjer og kompetencer et grønt løft med relevant efter- og videreuddannelse inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Se vores anbefalinger til grøn efter- og videreuddannelse.

Grønne initiativer på arbejdspladsen

Der er ikke længere tvivl om, at klimaet er i krise, og hvert ton CO2 vi kan undgå at udlede, tæller i det store regnskab. Få inspiration til de grønne snakke på arbejdspladsen med HK’s DIALOG-kort om bl.a. grønne vaner og grønne kompetencer.

Spot et grønt job

Det spirer med nye grønne jobs for tiden, og flere er på vej. 

Tag et kig på vores guide til at spotte de grønne jobs og se listen over de nye grønne stillingsbetegnelser.

Få styr på definitionerne

Grøn omstilling

Grøn omstilling er betegnelsen for den konkrete samfundsomstilling, som verden står overfor. Vi skal fra den nuværende ”sorte”, ressourceintensive økonomi til en grøn, CO2-neutral og mere ressourceeffektiv økonomi. Vi skal fra plastik, kul, gas og olie, over til grønnere alternativer.

Klimakrise

Klimakrisen er en betegnelse for de globale klimaforandringer, der skyldes et overforbrug af jordens ressourcer, og de afledte skadevirkninger på miljø, dyre- og planteliv.

FN's bæredygtighedsbegreb

Bæredygtighed er menneskehedens tilpasning til økosystemets og jordens kapacitet for at sikre en balance mellem det, vi forbruger, og de ressourcer, vi har til rådighed. Overordnet skelner man mellem tre former for bæredygtighed: Den sociale, den miljømæssige og den økonomiske.

Grøn lovgivning skyller ind over arbejdsmarkedet

Jordens ressourcer kan ikke følge med, klimaet ændrer sig, og biodiversiteten daler. Det betyder, at vi mennesker skal tilpasse os, så jorden kan få lov at hvile og komme ordentligt til kræfter igen. Den tilpasning kaldes grøn omstilling. Med FN’s 17 verdensmål og Parisaftalen fra 2015 er tonen slået an. Der skal ske noget. Parisaftalens regel om en maksimal global temperaturstigning på 2 grader har været afsæt for den danske Klimalov fra 2019
§ 1. Formålet med denne lov er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund i senest 2050 med Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5°C for øje.

 

Kogt ned betyder det: Vi vil have færre drivhusgasser. Langt færre. SVM-regeringen rykkede målet for klimaneutralitet frem til 2045 i slutningen af 2022. EU har også en 2030-lov. Den bliver kaldt “Fit for 55”. Den er til for at reducere udledning af drivhusgasser med 55%, og træder i kraft allerede i 2023. “Fit for 55” har ført til en række direktiver, certificeringer og standarder, som får betydning for lige netop dig, og den virksomhed du arbejder i.

 

Forbered dig på et grønnere arbejdsliv

 Et grønt mindset er en forudsætningen for din grønne omstilling. For du vil opleve forandringer i din hverdag, du vil få nye arbejdsopgaver, og du kommer til at løse dine opgaver på nye måder.

Men forandring er svært. Hjernen vil have tryghed, og ved at kaste den ud i nye arbejdsgange, fjerner du trygheden ved det velkendte. Skræmmende.

Indstil dit grønne mindset

Din grønne omstilling er en proces, hvor du skal være med til at skabe løsningerne til fremtiden. Tag de første skridt ved at skrue op for din nysgerrighed og gå på opdagelse i ideer og alternative måder at gøre tingene på, når du skal finde grønnere løsninger.

Træn din evne til at se nye muligheder ved at bruge din forestillingsevne. Og øv dig på at være i forandringerne ved at træne din omstillingsevne.

Du får også brug for en vis portion mod. For du skal træde ud af din comfort-zone og turde være ”grøn” til dit arbejde i et stykke tid

Du får brug for en grundlæggende viden om, hvad grøn omstilling er, og hvilke krav den nye lovgivning på området stiller til din virksomhed og din faglighed.

Den grundlæggende viden bliver fundamentet for, at du kan bidrage til at skabe grønnere og mere bæredygtige arbejdsgange på din arbejdsplads, og løse nye, grønne opgaver.

 

Bliv klædt på med grøn viden

Du skal fx lære en række nye begreber og forkortelser som fx CSRD, ESRS, ESG samt kende til globale klimaaftaler, baggrunden for grøn omstilling, centrale EU-direktiver, standarder og certificeringer og klimaregnskab.

Kort sagt du skal vide, hvad grøn omstilling er, og hvilken betydning den grønne omstilling får for dit fag, dit job, din arbejdsplads og din branche. Det kan du alt sammen blive klogere på i vores digitale læringsunivers (log på med MitHK).

Du har allerede en stærk faglighed, og som HK’er kommer du til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling. Men uanset fagområde, så kommer den grønne omstilling til at påvirke dit fag og stille nye krav til dine faglige kompetencer.

Nye opgaver venter, imens andre vil forsvinde. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvordan netop dit fag, dit job og dine opgaver bliver påvirket, og hvilke fagspecifikke grønne kompetencer, du får brug for, så du kan gribe dine grønne muligheder, hvad enten det drejer sig om klimavenligt indkøb, ESG-rapportering eller en grøn optimering af dine arbejdsgange.

 

Bliv klogere på hvordan grøn omstilling påvirker dit fagområde

Find dit fagområde og dyk ned i, hvilke nye jobs, roller og opgaver, der venter inden for dit fagområde, og bliv klogere på hvilket grønt tvist din faglighed får brug for i vores fagområde-univers

 

 

Du har allerede mange af de kompetencer, du får brug for, til den grønne omstilling på din arbejdsplads. Nu skal de bare have et grønt løft.

Nye løsninger og andre måder at gøre tingene på kræver innovation. Du skal bruge din viden og kompetencer til at innovere, gentænke og nytænke dit og andres arbejde. For der er brug for, at du gør noget andet end det, du plejer.

Du skal udfordre både din egen og andres praksis og sætte et grønt spørgsmålstegn ved, hvordan og hvorfor tingene bliver gjort, som de gør. Det kræver kritisk tænkning.

Du skal også bruge din kritiske tænkning, når du står over for de muligheder og udfordringer, du uundgåeligt vil støde på undervejs, imens du bevæger dig ud i den grønne omstilling. Du skal samtidigt være praktisk handlende. Det er ikke alle problemer, der kan og skal løses. I hvert fald ikke, sådan som du plejer at gøre. Det stiller krav til din praktiske problemløsning.

Grøn omstilling er en fælles opgave. Derfor skal du vide, hvilken brik du er i det grønne puslespil. Kend din virksomhed eller organisation og hvilken værdi, du skaber, så du kan bidrage med din viden og kompetencer. Med en solid forretningsforståelse kan du sammen med dine kolleger optimere jeres processer og skabe nye, mere bæredygtige arbejdsgange, produkter og ydelser. Til gavn for din arbejdsplads, klimaet og os alle sammen.

Nye teknologier og digitalisering er en katalysator for den grønne omstilling, og bæredygtighedsdata bliver det nye sort. Du skal have en god dataforståelse og kunne omsætte og anvende data, og se mulighederne i nye teknologier som fx kunstig intelligens. Derfor bliver teknologiforståelse din rejsepartner i din grønne omstilling. Lær den godt at kende.

 

Giv dine kompetencer et grønt løft

Besøg vores digitale læringsunivers og bliv klogere på, hvordan du kan træne dine kompetencer og give dem et grønt løft, så du er klar til at bidrage til den grønne omstilling på din arbejdsplads.