Laborantklubben i Agilent Denmark

Fortalt af tillidsrepræsentant Randi Høiagaard

Hvordan har coronakrisen påvirket jeres klubaktiviteter?

Corona har i allerhøjeste grad påvirket os, for vi har slet ingen aktiviteter haft siden krisens udbrud. Vi plejer klubmæssigt at holde faste laborantfrokoster, hvor vi mødes på tværs af alle funktioner. Nogle gange til ren hyggesnak, andre gange har jeg for eksempel holdt oplæg om et aktuelt emne såsom overenskomstforhandlinger – men dem har vi ikke kunnet holde siden nedlukningen. Vi nåede lige at holde klubgeneralforsamling, inden landet blev lukket ned. Vi har ikke forsøgt at omlægge vores aktiviteter til noget digitalt, simpelthen fordi ingen har haft overskud. Vi har haft rigtig mange projekter kørende i det forgangne år og bare været lagt ned. Der har også været vildt meget overarbejde i nogle af sektionerne. Jeg har koncentreret mig om dette og om forskellige aftaler, der skulle indgås på grund af corona.

Har coronakrisen betydet noget for dit arbejde som tillidsrepræsentant?

Ja, det har det. Dels har jeg koncentreret mig rigtig meget om sammen med HR få skabt disse aftaler. Blandt andet har vi fået udvidet vores fleksaftale, så man kan passe sine hjemsendte børn uden at have dårlig samvittighed. Aftalen er blevet udvidet: Hvor vi før højst måtte være i minus med otte timer, må vi nu være i minus med op til 37 timer. Det giver den enkelte en meget større fleksibilitet, og aftalen gælder indtil videre frem til sommer. Vi har også indgået aftale om, at man kan ”veksle” sin arbejdstid 1:1 og for eksempel vælge at arbejde nogle timer om aftenen i stedet for om dagen – frivilligt og efter aftale med chefen. Det er endnu en aftale, der skal gøre det lettere at få arbejdet til at passe sammen med ens familiære forhold.

Har krisen betydet noget for din måde at kommunikere på eller håndtere sager på som tillidsrepræsentant?

Jeg har haft enkelte personsager, som blev kompliceret af, at det har været vanskeligt at mødes. Og så har jeg – når jeg har arbejdet hjemme – oplevet, at problemer har haft en tendens til at vokse sig store, inden folk har ”tilladt” sig at forstyrre mig med dem. Nogle konflikter er lige gået trinnet videre i miskommunikation end sædvanligt.

Hvad er det mest ærgerlige, der er sket i din klub eller virksomhed som følge af coronakrisen?

Det mest ærgerlige er, at vi er kommet til at ligge stille i klubben. Men jeg vil dog sige, at selv hvis vi havde haft overskud til at lave aktiviteter, så er jeg ikke sikker på, at folk i 2020 havde det store overskud til at deltage.

Hvad er det mest positive, der er sket i din klub eller virksomhed som følge af coronakrisen?

Min arbejdsplads har fået øjnene op for, at folk ikke bare går og dovner, når de arbejder hjemmefra. Den erkendelse tror jeg er sket mange steder i samfundet. Tidligere har det jo nærmest været uhørt, at laboranter kunne arbejde hjemmefra. Men der er masser af computerarbejde og journalføring, vi kan lave. Socialt har jeg indtryk at, folk har fået mere øje for, hvor vigtige deres kollegaer er, og hvor vigtigt det er, at vi kommunikerer sammen, både fagligt og socialt.