"Den bedste overenskomst i mands minde"

OK20-forhandlingerne gav en stærk overenskomst, som IMI's medlemmer stemte hjem med rekordhøjt stemmetal. Hvis forhandlingerne var blevet udskudt på grund af coronasituationen - hvilket nogle advokerede for - kunne det være endt rigtig skidt.

Koncentrerede miner ved et formøde inden overenskomstforhandlingerne.

Overenskomstforhandlingerne for 600.000 privatansatte blev godkendt ved en urafstemning blandt fagbevægelsens medlemmer midt i april.

At det helt centrale industriforlig, der lagde sporene for alle andre overenskomster, var færdigforhandlet inden coronakrisen, gjorde en afgørende forskel. Mange argumenterede ellers for, at vi skulle gøre som i Norge, hvor forhandlingerne blev udskudt til efter sommerferien. Men som du kan læse i interviewet med Kjetil Larsen fra Fellesforbundet i Norge længere nede på siden, fik udsættelsen alvorlige konsekvenser for vores norske kollegaer.

IMI's medlemmer stemte i rekordstort antal ja til forliget, som endte med en markant stigning i fritvalgskontoen over en treårig periode, mere øremærket barsel til fædre/anden
forælder, bedre forhold for arbejdsmiljørepræsentanter og for børnefamilier, mulighed for flere seniorfridage, pension til elever og forbedringer i forhold til uddannelse. Resultater som flugter med HK’s overenskomstkrav.

Med en stemmeprocent på 64,7 % - heraf 95,4 % ja-stemmer - slog IMI afdelingsrekord og var sandsynligvis den lokalafdeling i hele FH, der leverede allerflest stemmer.
Afdelingsformand Peter Jacques Jensen konkluderede i en leder i IMI-bladet, at "kort sagt fik vi i mine øjne den bedste overenskomst i mands minde".

Selv om resultatet var virkelig godt, fik vi dog ikke alt, vi ønskede os. Derfor forpligtede afdelingen sig på sin ordinære generalforsamling i 2020 til at arbejde videre med de krav, vi ikke fik med i industriforliget. Bedre kontrol med arbejdstiden og bedre dækning af vores overenskomster er og vil således fortsat være en hjertesag for IMI.

Corona og overenskomster

Overenskomsterne kom på flere virksomheder i spil under coronakrisen, da krisen betød, at arbejdsgange måtte ændres mange steder.

På laborantområdet blev der lavet flere aftaler om ændringer i arbejdstiden. Eksempelvis på Chr. Hansen, hvor der blev indgået aftale om at arbejde mindre end normtiden på 160,33 arbejdstimer mod til gengæld at lægge de færre timer på skævere tidspunkter.

På Bladkompagniet betød utilfredshed med manglende kompensation for ændringer i arbejdsopgaver og arbejdstid, at kollegaerne fik udnyttet overenskomstens muligheder for at vælge sig en tillidsrepræsentant.

Som vi brugte ovenstående til at fortælle på Facebook, gav OK20-resultatet også nye anvendelsesmuligheder for fritvalgskontoen.

Norske tilstande

Mens det toneangivende industriforlig i Danmark blev indgået længe inden nedlukningen i 2020, blev hovedparten af de norske overenskomstforhandlinger udskudt til efteråret og gennemført midt i en krise. Det kom til at koste, vurderer faglig sekretær Kjetil Larsen fra det norske Fellesforbundet.

Kjetil, hvordan påvirkede det jeres overenskomstforhandlinger, at de blev holdt midt i coronakrisen?

I Norge var det sådan, at vi startede overenskomstforhandlingerne noget senere, end I gjorde i Danmark. Vores forhandlinger skulle efter planen starte først i marts og ville under normale forhold være slut engang i april. Det betyder, at store dele af vores forhandlinger begyndte lige før coronanedlukningen, og så gik vi ind i coronasituationen. Det påvirkede jo rent praktisk, hvad der skete. En del af arbejdsgivernes delegationer valgte at være meget restriktive, og man skulle være ekstremt påpasselige med værnemidler etc. Så det hele kom til at foregå lidt anderledes. Og så var arbejdsgiverne jo hurtige til at trække kortet om alle de store hjemsendelser og så videre, som gjorde, at det omtrent ville være HELT uforsvarligt at give nogen som helst forbedringer.

Så det blev et dårligere forhandlingsklima?

Mit indtryk er i hvert fald, at arbejdsgiversiden syntes, de fik en række nye, gode argumenter på deres side af bordet.

Hvordan endte jeres resultat?

I Norge har vi et system, vi kalder frontfagssystemet. Det betyder, at den eksportrettede industri forhandler først og på en måde sætter rammen for de efterfølgende forhandlinger. Vi kom aldrig så langt som til at begynde at diskutere de økonomiske realiteter fuldt ud, før man afbrød forhandlingerne og udskød til efteråret. Men vi endte med en ramme på 1,7 pct.

Hvad synes du om det resultat – levede det op til jeres forhåbninger?

Det er klart, at vi gik jo ind i overenskomstforhandlingerne med relativt høje ambitioner. Som nok var noget højere end det, man endte ud med. Norsk industri og norsk næringsliv havde et mega godt år bag sig i 2019, så man skulle tro, man havde råd til det. Nu fik vi dog noget på trods af corona, men vi kunne måske have fået mere. Det er et hypotetisk spørgsmål.

Ja, det er det, men tror du, I kunne have fået et andet resultat, hvis I ligesom i Danmark havde forhandlet, inden coronakrisen for alvor ramte os?
Det må stå for min regning, men jeg vil jo svare ja. Jeg tror, det havde været muligt at flyde med på det momentum, vi havde med fra 2019. Hvis vi var blevet færdige, før vi kendte det fulde omfang af hjemsendelserne, konsekvenserne af nedlukningen osv. Som vi jo kendte, da vi genoptog forhandlingerne i efteråret. Så havde vi nok stået stærkere.