”Bare fordi man sidder hjemme, så skal man ikke knokle urimelig meget”

For Aase Bach Knudsen har det blandt andet været vigtigt at sikre, at hjemmearbejdende kollegaer ikke kom til at arbejde langt mere, end de egentlig skulle. Foto: Privat.

Du og dine kollegaer er laboranter – hvad har coronakrisen haft af konsekvenser for jeres måde at arbejde på?
Generelt har det været sådan, at dem, der kunne arbejde hjemmefra, gjorde det, mens andre er mødt ind i laboratoriet. Som laboranter har mange af os ikke været vant til at arbejde hjemmefra, men det er så blevet tryktestet under coronakrisen. Og vi har fundet ud af, at en del af vores analyseberegninger godt kan laves hjemmefra med beregningssoftware koblet op på vores apparatur. Men der skal selvfølgelig stadig være nogle, der styrer apparaturet, derfor har rigtig mange laboranter også været på arbejde under nedlukningen.

Hvem var det, der blev sendt hjem?
I min afdeling blev de sårbare kollegaer for eksempel sendt hjem med det samme. Nogle kunne uden videre arbejde hjemmefra, andre havde måske svært ved at fylde en hel arbejdsdag ud derhjemme, og for andre tog det et stykke tid at få etableret opkobling. Derfor gjorde jeg ledelsen opmærksom på muligheden for at tage de onlinekurser, som HK reklamerer for – der er en bred vifte af tilbud lige fra Dansk Laborant-Forenings programmeringskurser til sprogkurser og kurser i fx Excel og PowerPoint. Om ikke det var en idé at slå et slag for dem, i stedet for at folk sidder derhjemme og føler, de udnytter arbejdspladsen, mens andre knokler. Efterfølgende meldte ledelsen ud til alle, at hvis de havde tid derhjemme, var der jo denne mulighed. Og det ved jeg, at flere har benyttet sig af. 

Hvad har det haft af betydning for kollegaerne, at nogle mødte ind, og andre blev hjemme?
I begyndelsen følte kollegaerne på arbejdet sig lidt pressede og fik længere arbejdsdage, fordi dem, der sad hjemme, havde brug for at de lavede nogle ting for dem. De følte nok, at de knoklede og skulle servicere dem, der sad hjemme. Jeg tænkte derfor, at det var vigtigt at få fortalt folk, man er er nødt til tale sammen om hinandens forventninger til situationen. Det er jo for eksempel ikke sikkert, at den, der sidder hjemme, forventer at få tingene sendt med det samme fra laboratoriet. Der tog jeg en snak med min afdelingsleder og foreslog, at vi fik en forventningsafstemning for de to grupper. Det førte til, at de enkelte teams tog en snak om den nye måde at arbejde på.

Hvad med dem, der sad hjemme – havde de også udfordringer?
Jeg havde selv observeret, da jeg på et tidspunkt arbejdede hjemmefra i 14 dage, at det fx kunne være svært overholde frokostpausen. Ringer der en telefon, tager du den lige etc. Og jeg hørte fra flere kollegaer, at de havde det på samme måde. Så vi fik meldt ud via ledelsen, at kollegaerne skulle huske, at bare fordi man sidder hjemme, så skal man ikke knokle urimeligt meget. Din arbejdstid er altså ikke længere, bare fordi du arbejder hjemme. Hold nu de pauser, du skal, og kan du ikke helt nå det sædvanlige, så er der nok en grund til det. 

Hvad har krisen betydet for dit hverv som arbejdsmiljørepræsentant?
Jeg føler, jeg er meget privilegeret som arbejdsmiljørepræsentant på en stor arbejdsplads, hvor rigtig mange ting bare fungerer og bliver taget hånd om. Alt fra beholdningen af håndsprit til opslag på dørene om afstand og håndvask. 

Kan du se nogen arbejdsmiljømæssige fordele i at komme gennem sådan en krise? 
Ja, for eksempel det øgede fokus på god hygiejne i dagligdagen. Og så håber jeg, det fremover vil føles lidt mere legalt at blive hjemme, selv om man ”bare” er lidt snottet, så man ikke møder ind og potentielt smitter sine kollegaer. Det tror jeg, man vil få en anden tilgang til.

Har coronakrisen overordnet set fået dig til at tænke nyt om din rolle som arbejdsmiljørepræsentant?
Jeg synes, jeg hele tiden – også før krisen – har været meget bevidst om, at jeg skal være mine kollegaers talerør ift. at gå til ledelsen med ting, som de måske ikke har lyst til selv at gå til deres leder med. Det har også været vigtigt under coronakrisen. For eksempel har det været op til den enkelte leder at beslutte, hvordan situationen skulle tackles i den pågældende afdeling. Blandt andet havde vi en forskningsafdeling, hvor ALLE blev sendt hjem, så andre pludselig mødte ind til en nærmest tom parkeringsplads om morgenen. Så kan man godt tænke, okay, er vi de eneste, der skal på arbejde? Der gik jeg til min leder og spurgte, om vi egentlig burde have skiftehold, skiftes til at være på arbejde, gøre andre tiltag? Det fik så ledelsen til at kommunikere ud om beslutningen og fortælle, at der i høj grad blev fokuseret på vores sikkerhed. Men jeg har også talt med kollegaer, der sagde, at ”vi er jo også nærmest de eneste, der skal møde ind”, hvortil jeg sagde, at nej, det er faktisk ikke rigtigt, der er også en del i de andre afdelinger. Når stemningen bliver sådan, ”det er også bare os, der har det sådan og sådan”, så har jeg som arbejdsmiljørepræsentant en forpligtelse til at nedtone og nuancere, for ellers kan det være med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø. 

Mød også tillidsrepræsentant Anne Breum, der fortæller om at lære nye måder at kommunikere på.