Uddannelse

Læring på afstand

Onlinekurser og webinarer storhittede i 2020, hvor der også blev lanceret en ny uddannelse i document control.

Uddannelse og kurser hjemme fra spisebordet fik et naturligt gennembrud i 2020.

Ligesom så meget andet måtte uddannelse i 2020 rykke ind i den virtuelle sfære - og det har fungeret rigtig godt.

En af de klassiske barrierer ift. efter- og videreuddannelse er manglen på tid, og for en del har det været kærkomment at kunne tage uddannelse hjemmefra i stedet for at skulle troppe op på et uddannelsessted. Samtidig har hjemsendelser på grund af coronakrisen betydet, at nogle har haft lidt ekstra tid i 2020.

Tre gange så mange kurser

Under den store coronanedlukning i marts og april tog HK’s medlemmer mere end tre gange så mange onlinekurser på hk.dk end i samme periode året før. I alt 7.051 onlinekurser blev gennemført i disse to måneder mod blot 1.960 kurser i 2019.

Det mest populære kursus i første halvår af 2020 blev taget over 2.000 gange og kunne dårligt være mere tidstypisk - det var nemlig et kursus i det populære møde- og samarbejdsværktøj Microsoft Teams.

Hele tre sprogkurser på begynderniveau – i henholdsvis spansk, engelsk og fransk – var også at finde på Top 10. Et tydeligt signal om, at mange HK’ere har en international dimension i deres daglige arbejde i form af samarbejdspartnere eller kolleger.

Grundlæggende Excel i tre forskellige versioner er også at finde på listen, hvilket ikke er så overraskende. For Excelkurser har altid været meget efterspurgte blandt HK’s medlemmer – både som fysiske kurser og online.

Top 10: populære onlinekurser i første halvår af 2020

 
1. Microsoft Teams
2. Spansk 1
3. Blindskrift
4. Engelsk 1
5. Det gode cv
6. Excel 2016 Grundlæggende
7. Excel 2019 Grundlæggende
8. Excel 2013 Grundlæggende I
9. Fransk 1
10. Bogføring med Microsoft Dynamics C5

 

Vidste du, at kurserne er gratis for dig, som er medlem af HK? Du kan se en oversigt over alle kurserne HER 

Et af de nye tiltag på uddannelsesfronten i 2020 var lanceringen af kursus i Document Control, som er disciplinen at behandle dokumenter korrekt – en faglighed, der i stigende grad efterspørges

HK it, medie & industri Hovedstaden indgik derfor et samarbejde med Scandinavian Document Control om at tilbyde en ny uddannelse i dokumentkontrol for HK'ere.

Det er blandt andet i bygge- og anlægsbranchen, at der efterspørges document controllere. På Femern-byggeriet, Metrobyggeriet eller havvindmølleparker leverer leverandører store mængder dokumenter, der skal være i bestemte formater, struktureres og opbevares korrekt og løbende opdateres.

Laboranter er også helt oplagte for uddannelsen, fordi der er enorme mængder udviklings- og forskningsdokumentation forbundet med store projekter inden for medicinalsektoren.