Kommunikation

Faste guider og tryk på LinkedIn

IMI's kommunikationspalet blev udvidet en smule i 2021, hvor vi begyndte at kommunikere mere på LinkedIn.

HK it, medie & industri Hovedstaden udgav i 2021 4 numre af medlemsbladet ”IMI-bladet”. Det er fra nr. 2 2021 blevet et fast element at bringe guidende indhold på midtersiderne, som egner sig til at blive hængt op på køleskabet derhjemme eller opslagstavlen på kontoret.

I det forgangne år blev midtersiderne brugt til så forskellige ting som en guide til indretning af hjemmekontoret, en oversigt over lønmodtagernes forskellige veje ud af arbejdsmarkedet og en plakat med 10 goder, fagbevægelsen har skaffet. 

HK it, medie & industri Hovedstaden gennemførte endvidere en læserundersøgelse i 2021 for at få indsigt i, hvilke indholdsformater og emner, vores medlemmer efterspørger.

LinkedIn-oprustning

Ud over medlemsbladet foregik medlemskommunikationen via nyhedsbreve og på IMI’s Facebookside, Instagram og LinkedIn-side. 

Det sidste er relativt nyt i den forstand, at LinkedIn-siden ikke tidligere er blevet brugt aktivt. 

Det vil den blive fremover, da en del medlemmer og potentielle medlemmer er aktive på denne platform.

Ud over kommunikationen på de faste kanaler og formater løste IMI i 2021 en lang række forskellige kommunikationsopgaver. Blandt andet mails til tillidsvalgte, diverse opgaveløsning for virksomhedsklubber og en virtuel faneindmarch i forbindelse med afdelingens ordinære generalforsamling, som grundet coronarestriktioner var henlagt til den digitale sfære.