Klubberetning

Laborantklubben Novozymes

Fortalt af tillidsrepræsentanterne Anne Breum og Susanne Bahne Hansen

Til venstre Anne Breum, som også er formand for klubben. Til højre Susanne Bahne Hansen.

Fortæl om jeres klubaktiviteter i det forgangne år.

2021 har været ramt af coronasituationen med færre kurser til kollegerne. Men heldigvis bød lejligheden sig i efteråret til at tilbyde vores arbejdsmiljørepræsentanter på et todages kursus med overnatning på HK’s kursussted, Klinten. 

Hvad var det bedste, der skete i jeres klub i 2021?

Den 18. januar 2021 fejrede vi Laborantklubbens 10-års fødselsdag. Corona eller ej, festen blev ikke helt holdt i stilhed, og vi var synlige med chokoladegaveposer til alle medlemmer.

Hvad synes I som tillidsrepræsentanter er det vigtigste, der skete på jeres arbejdsplads i 2021? 

2021 blevet året, hvor vi igen kunne mødes i samme rum. Samtidig fortsatte klubben sit arbejde i den lange periode med nedlukninger i samfundet og restriktioner i laboratorierne. Vi har taget det bedste med fra nedlukningsperioderne, da vi er blevet rigtig dygtige til at holde online-medlemsmøder – for eksempel virtuel uddannelsesstand og lønmøder. 

2021 blev også året, hvor Laborantklubben atter fik valgt en medarbejderrepræsentant i A/S-bestyrelsen. Vores formand, Anne Breum, kom ind på én af de fire medarbejderpladser.

Og sidst, men ikke mindst: Med 36 medlemmer af de 38 ny- eller genvalgte arbejdsmiljørepræsentanter står klubben meget stærkt. 

Hvad ser I som tillidsrepræsentanter mest frem til i 2022?

Laborantklubben ser frem til, at vores drøftelser med ledelsen om karriereveje for kollegerne bliver afsluttet. Vi oplever et ønske hos kollegerne om bedre og mere gennemskuelige muligheder i takt med, at vi dygtiggør os og engagerer os i vores arbejde.