Klubberetning

Officeklubben på Novo Nordisk

Fortalt af tillidsrepræsentanterne Marianne Larsen og Trine Hartvig Kristiansen

Trine Hartvig Kristiansen (tv.) og Marianne Larsen udgør formandskabet i Officeklubben på Novo Nordisk. 

Vil I fortælle om jeres klubaktiviteter i det forgangne år?

Vi har i Officeklubben haft stor succes med at indkalde til intromøder. Det vil sige, at alle nye medarbejdere på vores lønaftale er blevet indkaldt til et onlinemøde med Officeklubben indenfor den første måned, de er ansat. Og så har vi haft kæmpe opbakning til vores kursusprogram for 2021, som vi baserede på årshjulet ”Den administrative superhelt”: Samtlige kurser har været fuldt booket. I kursusprogrammet for 2022 tilføjer vi en mere holistisk dimension, så vi kan finde vores balance som hele mennesker og ikke kun som medarbejdere. For eksempel vil der være kurser om sorg og om mindfulness. Det er vi meget spændt på.

Hvad var det bedste, der skete i jeres klub i 2021?

Midt i al ”ulykken” har vores Teams-kurser og intro til nye medlemmer været et kæmpestort hit, og vi har fået en del nye medlemmer i 2021. Vi oplever stadig, at mange nye bliver tiltrukket af HK’s kollektive lønforsikring.

Hvad ser I som tillidsrepræsentanter mest frem til i 2022?

Vi ser rigtig meget frem til at komme helt op i gear med vores bestyrelse (vi skal på seminar/kursus på HK’s kursussted Klinten den 31. marts og 1. april 2022), efter vi har måttet udskyde i to år. Vi glæder os også til at afvikle vores kursusprogram, som allerede har overvældende tilslutning. Med hensyn til vores gå-hjem-møder for 2022, så har vi over 80 tilmeldte til det første. Så der ER virkelig noget at se frem til.

Er der andet om det forgangne år, du gerne vil sige noget om?

2021 har været et travlt år. Vi har som tillidsrepræsentanter for rigtig mange medlemmer altid noget at se til. Selv om det har været endnu et anderledes år, har stress-sygemeldinger, advarsler og organisationsændringer præget vores hverdag – ligesom det er tilfældet i mere almindelige år. Vi arbejder til stadighed på at blive inddraget hurtigst muligt, så vi bedst kan hjælpe vores medlemmer.