2024 Klubberetninger

Klubberetning fra JP/Politikens Hus

Fortalt af tillidsrepræsentanterne Katrine Gødsbøll Jørgensen og Theis Viborg. 

Zealand Pharma

Indberettet af tillidsrepræsentant Margit Mosegaard Andersen

Zealand Pharma fik i 2024 startet en 1. maj tradition op (vi håber i hvert fald det bliver en tradition. Vi har ikke fri den dag, men mødes og tager et fagligt punkt op og spiser is.

Det blev også året, hvor vi fik afholdt vores første arrangement. Det blev et besøg på Arbejdermuseet og ud at spise sammen.

Som TR husker jeg 2024 som året, hvor der startede rigtig mange nye kollegaer. Både i hele firmaet og bestemt også på laborantsiden.

Laborantklubben Topsoe Frederikssund

Indberettet af tillidsrepræsentant Martin Pedersen

Laborantklubben har ligget lidt i dvale de sidste to år, men nu går vi forhåbentlig mod lysere tider. 

Medarbejderomsætningen er faldet, der er blevet indført fast nathold, og det er  lykkedes at få arbejdstiden ned på 30 timer om ugen for natholdet.

Dette har gjort, at jeg føler, stemningen er blevet meget bedre blandt laboranterne. Måske er der nu overskud til at lave nogle fælles aktiviteter. Også uden for arbejdstid, selv om jeg godt ved, at alle ikke kan deltage på samme tid og i lige stort omfang.

Tiden må derfor være inde til at prøve at starte noget klubarbejde op igen.

Jeg håber, nogle vil melde sig til bestyrelsen, og at dem, som ikke melder sig, bakker så godt op om klubben som muligt.

Officeklubben på Novo Nordisk

Indberettet af tillidsrepræsentanterne Marianne Larsen, Trine Hartvig Kristiansen og Mette Pedersen

Fællesskabet er det, vi står på mål for – hver eneste dag. Siden vores seneste generalforsamling i 2023 har vi budt velkommen til mere end 200 medlemmer – og vi har plads til endnu flere. Opbakning og støtte til os og vores arbejde fra kollegerne er det, der får tandhjulene til at dreje rundt.

Officeklubbens 25-års jubilæum

Inden vi så os om, blev det april 2024, og klubben fejrede sit 25-års jubilæum. Det blev til to superhyggelige dage i henholdsvis BA og KA. Vi har ikke haft ret meget overskud til at dvæle ved minderne – men (igen) med vores medlemmers og ledelsens opbakning – bliver vi bare ”glade i låget”.

Studietur på site Chatrés juni 2023


Novo Nordisk Chatrés blev etableret i 1961 og har netop taget spadestik til igen at udvide fabrikskapaciteten.
I den forbindelse, deltog TR fra Fællesklubben på ’fransk visit’ med nogle af vores dygtige vilkårsjurister.
Vi mødte bl.a. en repræsentant fra det franske salgskontor og fik en ret god indsigt i, hvordan vi adskiller os fra og forener os med Frankrig. Det var også spændende at møde og få fortællinger fra de fem franske klubber på site Chatrés. Det kan godt være, at Frankring har omkring 60 millioner flere mennesker end os, og at deres fagbevægelse er en anelse anderledes – men det fede er, at vi begge steder nyder godt af en arbejdsgiver, der er drevet af værdier og ser vores samarbejde som en forudsætning og ikke en modsætning.

Kampen for 3-trins raketten

Med uddannelsesaftalen har Novo Nordisk og klubben indgået en af de mest attraktive lokalaftaler nogensinde. Vi plejer at beskrive det som 3-trins raketten og minder altid om, at økonomien går via afdelingen – på alle 3 trin.
1. Første trin er den uddannelse, man skal have for at kunne udføre sit arbejde, jf. sin jobbeskrivelse.
2. Andet trin er den myriade af forhåndsgodkendte kurser, der fremgår af uddannelsesaftalen. Her kan man afskrive de 10/20 uddannelsesdage, der fremgår af P2P.
3. Tredje trin kalder vi ”The sky is the limit” – her kan man aftale hvad som helst med sin leder, som I hver især er enige om giver mening.

Husk også altid at holde øje med, hvilke kurser Officeklubben udbyder og ligeledes HK – begge dele er helt gratis.

Hvad fylder mest i hverdagen:

Lønsumsudvidelse, løn og lønsamtale
Information til medlemmer
Nye NN tendenser*
Efteruddannelse (og mangel på kendskab hertil)
Mangel på kendskab til (især) sygemeldinger og (i særdeleshed) stress

*Vi følger tendenserne, og inviterer med jævne mellemrum til nye inspirationssessioner om fx. Copilot, Viva, IDP etc.

Arbejdsmiljørepræsentanter

Alt har været oppe i luften med ny arbejdsmiljøorganisation (AMO), og det har været en opslidende omgang med at tjekke og krydstjekke opstillede, valgte, ”pensionerede” og genvalgte AMR.

Vores veje mødes ikke ofte nok, men vi vil fortsat insistere på at forsøge at trække os tættere på hinanden. Både TR og AMR er et tillidshverv belagt med tavshedspligt, og vi har så mange ting, hvor vi kan være der for hinanden. Når man er organiseret, er goderne dobbelt-op. Vi har store ambitioner frem mod næste GF i hvert fald. Og det vil kræve lidt dialog fra begge ”hold”.
 

Laborantklubben i Hørsholm Chr. Hansen

Indberettet af tillidsrepræsentant Helle Simonsen

Vores laborantpraktikanter er organiserede, når de kommer til Hørsholm, hvilket tegner godt for fremtiden.
Vi tager dog for få laborantpraktikanter i forhold til vores størrelse. Vi er pt. to laborantpraktikanter her i Hørsholm, som starter i september 2024, og der er planlagt to i februar 2025.

Nyansatte laboranter bliver kontaktet af tillidsrepræsentanten og får vores klubmateriale. De fleste nye ansatte er også medlem.

Der ses en stigning af nyansatte, som er uddannet bioanalytiker. Det skyldes manglen på laboranter i området og dårligt arbejdsmiljø på hospitalerne. De fleste bioanalytiker melder sig ind i HK efter velkomstmødet.

Organisering og klubaktiviteter

Klubben har holdt disse arrangementer i det foregående år:
Frokostmøde omkring diplomuddannelsen for laboranter med studievejleder fra Københavns Professionshøjskole.
Frokostmøde med information vedrørende lønregulering og forhandlingerne.
Rundvisning i Aboretet.
Generalforsamling på Comwell Borupgaard og spisning efterfølgende.

Vi holder stadig fast i vores årlige tradition med at dele en lille julegave ud til medlemmerne, hvilket var en god mulighed for at sige god jul til medlemmerne og komme rundt i afdelingerne.
Vi kommer også rundt med HK-julekalender til medlemmer.
Vi giver også en gave til vores laborantpraktikanter, når de er uddannet. Samt gaver ved 25-års jubilæum.

Løn


Vores årlige lønprocesmøder med tillidsrepræsentanter for laboranterne (Avedøre/Roskilde/Hørsholm) startede sent efter flere mails til PO/HR.  De gik først i gang i september/oktober 2024.

Vi holdt flere korte møder, hvor vi gav vores inputs og gjorde rede for vores utilfredshed. Lønrammen blev 1/11-2024 1%, og da rammen er så lille, blev det bestemt at udmønte den som et fast kronebeløb til alle medarbejdere under IFO. Beløbet vil være 377,04 kr. pr. medarbejder.  Der vil ske en lønproces i 2025 – forhåbentlig i foråret.

Novonesis

Forhandlingerne vedrørende samme vilkår for laboranter for Novozymes and Chr. Hansen startede i oktober 2024, og der bliver holdt møder hver fredag eftermiddag. De er stadig i gang og forhåbentlig afsluttet i 2025.
Processen er god. Der deltager to tillidsrepræsentanter fra Chr. Hansen og to fra Novozymes.

Klubbens arbejde i øvrigt

Vi har holdt frokostmøder i bestyrelsen, hvor der gives informationer, og de forskellige arrangementer planlægges. SU (samarbejdsudvalget) i Chr. Hansen kører stadig, og Novozymes har deres egen SU.

Planen er en delvis sammenlægning af de to SU.

Særlige initiativer/begivenheder 


Vi har fået et samarbejde op at køre med de andre tillidsrepræsentanter for laboranter i Novozymes.
Der er tre i Novozymes og tre i Chr. Hansen. Vi skal lære hinandens kultur at kende, dele erfaringer og blive kloge på, hvorledes vores arbejdsstrukturer er som tillidsrepræsentanter.

 

Lab-Tek klubben Lundbeck ( Klub 1002)

Indberettet af tillidsrepræsentant Rikke Kruse Andreasen

Hvad var det vigtigste, der skete i jeres klub i 2024?

Vores klub havde 50-års jubilæum i december 2024, som blev fejret med en brunch i kantinen for alle medlemmer. Der var stort fremmøde fra medlemmerne. H. Lundbeck og HK gav tilskud til brunch, og DL-F Hovedstaden havde doneret gaver til lodtrækning blandt medlemmerne.

Ved vores generalforsamling i oktober fik vi valgt flere medlemmer til klubbestyrelsen. Det var tiltrængt, så vi bedre kan lave arrangementer for medlemmerne.

Hvad husker du 2024 for som tillidsrepræsentant?

I starten af 2024 kom der et notat fra ledelsen om, hvor meget tid TR må bruge og til hvad. Det har givet mange diskussioner, og flere organisationer er med inde over nu.

Hvad er den vigtigste opgave for jer som klub/dig som tillidsrepræsentant i 2025?

Der vil blive arrangeret flere gå-hjem-møder med fagligt indhold, uddannelse og selvfølgelig sociale arrangementer for at få flere til at interessere sig for uddannelse og skabe mere synlighed og sammenhold i klubben.

Klubbestyrelsen vil skabe mere synlighed omkring klubarbejdet i håb om, der bliver større interesse for bestyrelsesarbejde blandt medlemmerne.
 

Brancheklub

DL-F Hovedstaden

Generalforsamling

Vores generalforsamling i 2024 startede med et foredrag om PFAS-forbindelser, og hvor de findes i vores hverdag.

Delegeretmøde

Delegeretmødet 16-17. marts 2024 blev i år afholdt på Christiansminde. Det var en dejlig weekend fyldt med gode debatter, netværk og hyggeligt samvær. Forinden havde DL-F hovedstaden afholdt formøder, hvor medlemmerne kom med forslag til den nye hovedbestyrelses arbejde de næste tre år. Under den indledende brainstorm kom der mange gode forslag, som endte med at blive delt ind i fire emner: 

• Uddannelse
• Synlighed og PR for laborantfaget og praktikanter
• Bæredygtighed og grøn omstilling
• Arbejdsmiljø

Under disse fire overskrifter indsendte vi seks forslag, hvoraf fire blev vedtaget til hovedbestyrelsens videre arbejde.

Arrangementer


Det forgangne år har ikke budt på mange arrangementer, da der har været travlt med formøder til delegeretmødet, men det er blevet til to populære virksomhedsbesøg med mange deltagere:

• Besøg på Københavns Professionshøjskole 13. juni 2024
• Besøg på Hillerød Centralrenseanlæg Syd 10. september 2024

Kursus


Brancheklubben vil stadig gøre opmærksom på, at når man tilmelder sig arrangementer, er det en personlig tilmelding.  Medmindre andet er nævnt, er det kun for medlemmer af brancheklubben. Adgang til arrangementerne fås ved tilmelding og efterfølgende bekræftelse.

Vi oplever naturligvis, at folk kan blive forhindret i at deltage. Derfor vil vi samtidig opfordre til, at bliver man forhindret, melder man afbud. Derved kan et andet medlem – fra ventelisten – få mulighed for at komme med.

Kommunikation

Det seneste år har DL-F Hovedstaden udelukkende benyttet sig af DL-Fs nyhedsmail, LABORANTEN og afdelingernes hjemmeside til udsendelse af vores invitationer til arrangementer.

Husk derfor at tjekke LABORANTEN og din mail for kommende arrangementer. Samtidig kan man tilmelde sig direkte på HK’s hjemmeside under MITHK.

Kontakt til Dansk Laborant-Forening

Brancheklubtræf var den 21. september 2024 i Middelfart i år. DL-F Hovedstaden var desværre forhindret i at deltage i år. Det giver ellers en god mulighed for at høre fra de andre brancheklubber og lære af hinanden. 

DL-F Hovedstaden har en kontaktperson i DL-F bestyrelsen. Dette gør, at vi har en god kontakt og indblik i, hvad der sker i Dansk Laborant-Forening.

Kontakt til laborantskolerne

I DL-F Hovedstaden besøger vi med stor succes laborantskolerne i København og Hillerød. Vi besøger de to skoler både på 1. og 3. semester. Vi gør det i samarbejde med den lokale faglige afdeling: HK it, medie & industri Hovedstaden. Vores mål er, at sikre, en så høj organisationsprocent som muligt. 

Vi har altid en bestyrelsesrepræsentant eller formanden for DL-F med på det første skolebesøg på 1. semester, hvor vi foran de studerende beretter om vores arbejdsliv som laborant. 

Vores erfaring er, at stort set alle de studerende tager imod tilbuddet om medlemskab til 30 kr. i forbindelse med vores skolebesøg. Den statistik er brancheklubben stolt af, og det viser, at personlig kontakt stadig virker. 

I 2024 er der stadig interesse for at blive laborant.  Det er regeringen, som i samarbejde med skolerne regulerer optaget. Samtidig er der stadig brug for at få uddannet laborantpraktikanter. 

Medlemsudviklingen

Det seneste år har vi stort set fastholdt vores medlemmer. Vi vil som brancheklub stadig yde al den bistand og ekspertise, som er til vores rådighed overfor medlemmerne i samarbejde med de lokale faglige afdelinger i HK Hovedstaden, alt efter hvilket behov medlemmerne skulle have.

Vi vil også gerne opfordre til, at man ude på arbejdspladserne er med til at sikre, at de studerende kan færdiggøre deres uddannelse med en praktikplads.

En lille opfordring skal derfor lyde til jer medlemmer: Kæmp for at fastholde jeres praktikpladskvote. Forsvinder de, kan de være svære at skabe igen – når de gode tider vender tilbage!

Bestyrelsens daglige virke

Brancheklubben består af 5.000 medlemmer fra vidt forskellige brancher og fra et geografisk område, der strækker sig fra Helsingør til Bornholm. Det siger sig selv, at bestyrelsen kun består af et udsnit af denne brede skare.

Det er bestyrelsens ønske, at vi kan dække så alsidigt som muligt. Vi hører meget gerne fra vores medlemmer, hvis de har ønsker eller forslag til arrangementer eller nye tiltag. 

Der er altid behov for yderligere arbejdskraft i bestyrelsen. Derfor vil vi også opfordre alle til at overveje en post i bestyrelsen.

Udover bestyrelsesmøder afholdes også en bestyrelseskonference en gang imellem, der i vid udstrækning danner grundlaget for bestyrelsesarbejdet. 
 

Laborantklubben Topsoe

Indberettet af tillidsrepræsentant Lisbeth Olsen

Klubarrangementer i 2025:

Julekaffe, julekalender
OK25-kaffe
Is ved Mølleåen

Bestyrelsesmøder og LSU/HSU:

10 bestyrelsesmøder. 
Desuden så har der været afholdt to HSU-møder og to LSU-møder. 
Fællesmøder med de andre tillidsrepræsentanter.

Tillidsrepræsentanten
 
Lønforhandlingen var udskudt fra ledelsen siden, første møde var i februar. Ved dette første møde blev det hurtig klart, at der ikke blev nogen forhandling. Jeg/vi fik den besked, at de ikke behøver at lønforhandle med HK, TL og 3F. De skal kun forhandle med Metal og Dansk El-Forbund.

Den samlede lønstigning var fastsat til 3,5% inklusiv de 2% på fritvalg. Vi havde flere møder, meget af tiden gik med at diskutere løndata: Hvad vi gerne vil se, og hvad de vil dele med os. 

Der blev også talt om, hvornår og hvad er en forhandling. Jeg mener jo, det er kutyme at have lønforhandlinger på Topsoe, en forhandling på lønsummen samt at det er muligt at pege på dem, som ligger lavt på lønkurven og få fastsat startløn for nyuddannede og praktikantløn. Nu vil de have, at vi kommer med argumenter, tendenser mm., som de så bringer videre op i systemet i forbindelse med, at budgettet bliver lagt. Det er jo også en forhandling om, hvad der er vigtigt set med laboranternes øjne. Men ikke med dem, der har sidste ord. Vi har ikke en chance for at vide, hvordan det bliver givet videre.

Ved de seneste laborantpraktikantansættelser har jeg opdaget en løndifference. Det er der rettet op på med tilbagevirkende kraft.
 
Sikkerhedssko er påkrævet i næste alle vores arbejdssituationer, og derfor kan det gøre en stor forskel, hvilken sko du har på. Fødder er forskellige, derfor skal der også være flere sko at vælge imellem. Flere med deres gang på fabrikken har mulighed for at kunne vælge Airtox. Der gik ikke længe, før kollegerne i RVN også gerne ville have den mulighed. Det var ikke var helt så let, så TR-gruppen tog det op i LSU, her blev det sendt videre til HSE. HSE mener, at udbuddet af sko var fint her i RVN. Det til trods for, at de der bruger Airtox siger, at det gør en himmel til forskel at gå i en så meget lettere sko. 

Så jeg inviterede mig selv til møde hos JEN om sikkerhedssko og AIRTOX, da endnu en kollega havde fået skoen i FrS, men ikke kunne få skoen her i RVN. JEN havde tilfældigvis lige været i FrS og set med egne øjne, at næsten alle bruger Airtox. Som JEN sagde: Der skal ikke være forskel, vi skal have den samme valgmulighed i RVN. Allerede dagen efter blev det meddelt tøjgruppen, at Airtox fremover vil være en del af sikkerhedsskosortimentet.

Medarbejderhåndbogen blev lagt på Globe i januar. Der har været nogle møder om opdateringer. Jeg synes, det er rigtig godt, at mange ting bliver samlet ét sted. Det kan være svært nok at finde rundt på Globe. 

IKUF: Topsoe vil gerne have, at vi efteruddanner og dygtiggør os. Der var været inviteret til infomøde om teknikerkurser sidste efterår med kursusstart i foråret 2024. Jeg har ikke hørt, om nogen har tilmeldt sig forårskurset. Der var andre kurser med senere start. Jeg kan kun opfordre til at gøre brug af rettigheden til efteruddannelse, som er to uger pr. år. 
 

HK Klubben Øst KMD

Indberettet af tillidsrepræsentant Jess Nielsen Bang

Året der gik

På generalforsamlingen 2023 blev vedtægterne ændret, så bestyrelsen består af tre tillidsrepræsentanter + fire bestyrelsesmedlemmer og én suppleant. Dermed er bestyrelsen fuldtallig, hvilket den ikke har været i flere år.

I december 2023 delte vi kalendere fra Summerbird ud til medlemmerne sammen med en HK Privat-julekalender. Desværre var der ikke nogen gavekort på HK Privat-julekalenderen.

Den 13. december 2023 afholdt vi et velbesøgt og vellykket Banko med 38 deltager.

I løbet af november/december kom vi på plads i KBS, og i januar åbnede den genetablerede og nyrenoverede kantine. Og der kom nyt fitnessrum i printcentret.

Som en konsekvens af tiden efter corona og KMD-Life var der mange, som valgte at arbejde hjemme mere end to dage om ugen. I slutningen af marts meldte ledelsen i KMD ud, at vi nu skal møde ind på lokationen mindst 3 dage om ugen. Dette skabte en del uro blandt medarbejderne, men nu ser det ud til, at hjemmearbejdet har fundet et nyt leje, og det har givet mere liv på lokationen.

Den 1. marts gik vi fra 7% til 9% fritvalg af den ferieberettede løn. Dette betød, at de såkaldte lønforhandlinger/løndiktat i juni ikke gav noget til ret mange, da de sagde, at vi allerede havde fået 2%. 

I slutningen af maj meddelte ledelsen, at de outsourcer Printcentret til InterMail A/S, og at 19 medarbejdere overdrages til InterMail A/S i henhold til loven om virksomhedsoverdragelse. Det blev et langt forløb, inden selve overdragelsen trådte i kraft den 16. september 2024. Undervejs var der mange spørgsmål, som vi/HK ikke kunne svare på, før de berørte 19 medarbejdere havde fået et varslingsbrev fra KMD. Det brev blev sendt fredag aften den 13. september. Desværre beskytter virksomhedsoverdragelsesloven ikke de overdragne medarbejdere mod fyring, hvis der ikke er arbejde til dem i InterMail A/S, så allerede den 22. september 2024 blev de første fyringer effektueret, og indtil nu er syv af de overdragne blevet opsagt. Heldigvis med de samme rettigheder, som de havde i KMD.

Sagen mod Sampension er nu gået ind i en ny fase, da det efter flere omgange i byretten og landsretten nu er bestemt, at sagerne ikke skal behandles enkeltvis, men som en gruppe. Vi ved dog ikke, hvornår sagerne så skal behandles, og vi kan få en afgørelse.

Opsigelser

Selv om vi igen i år fik en KMD-bonus på 10.000 kr., mente ledelsen, at det var nødvendigt at slanke staben og finans ekstraordinært, både i Danmark og i Polen. Derudover er der opsigelser, men ikke flere end hvad der er normalt for en virksomhed som vores. 

Arbejdsmiljø

Vi er stadig to arbejdsmiljørepræsentanter i KBS og en i Printcenteret indtil den 16. september 2024. 

Den 19. september var der Årsmøde i AMO, og her var det ”støj”, som igen blev valgt som det kommende års fokus på landsplan. Der blive lavet en handlingsplan lokalt, hvor vi vil arbejde på at få reduceret støjen samt at få lavet nogle runderinger.

HK

HK Privat/IMI Hovedstaden har arbejdet på at hjælpe tillidsrepræsentanterne med at forhandle løn og indsamle regnskabsoplysninger, så de har et bedre forhandlingsgrundlag. Og så har de arbejdet med at indsamle overenskomstønsker til overenskomstforhandlingerne i 2025 (OK25). Alt i alt blev der næsten indsamlet næste 20.000 ønsker, som vi tillidsrepræsentanter behandlede på TR-konference den 2.-3. september. 

I slutningen af september har HK Privat udvalgt følgende 3 hovedkrav: mere i løn, mere i pension og mere fleksibilitet i arbejdslivet. Derudover vil vi arbejde for, at 50%-reglen bliver fjernet.

I Overenskomstgruppen Service er jeg igen blevet udtaget til at være med ved forhandlingerne af IT-overenskomsten.
 

HK-LAB Radiometer

Indberettet af tillidsrepræsentant Ann Troelsen

Af de vigtigste begivenheder i 2024 vil jeg nævne:

Lønforhandling

Den samlede lønstigning for gruppen for 2024 er endt på 1,96 % på lønnen, så 0,21% mere end det forhandlede – samt 2% på fritvalgskontoen. Lønforhandlinger for 2025: 3,6 % hvoraf de 2% er reserveret til det, der kommer fra overenskomsten. Så fik vi rykket seniordagene, så de starter ved 58 år. Der er proces i gang med individuelle reguleringer, og der er lovet et forløb, hvor vi kigger på det løn-gap, der er ved at være mellem PRO og R&D. Der var afstemning, og forhandlingen blev stemt hjem.
 
SU

Der er blevet afholdt fem SU-møder. Vi har fra B-siden igen kommenteret, at vi synes, det er blevet et informationsforum, og det ønsker vi skal ændres, så vi bliver medtaget i beslutningsprocesser tidligere, så der er mulighed for at komme med ændringsforslag. 

Vi har startet en møderække med HR og ledelsen, hvor vi drøfter emner, som vedrører HK/TL-gruppen. Det kommer af, at andre grupper tit fylder meget på andre møder.

Generelt

Vi har afholdt ganske få møder i bestyrelsen i løbet af året, men vi vil gerne blive bedre til det.

Vi har flyttet vores klubkonto til HK, da det administrativt blev besværligt hos Nordea.

Festudvalget gennemførte en hyggelig tur med rundvisning på Rosenborg. Fantastisk tur og hyggelig middag bagefter. Tak for den oplevelse.

Håber at vi i det nye år kommer til at deltage i HK’s bestyrelsesweekend, så vi kan lægge planer for vores bestyrelse og klub.

Laborantressourcer

Dejligt med en tilgang i antallet af laboranter. Samt en tilgang her i laborantklubben.

Andet

Vi har igen i år udannet en laborantpraktikant, som er blevet ansat efter endt uddannelse. I år startede to praktikanter, og der er planer om endnu en praktikant i R&D, og til næste år også en i Solution igen. Velkommen til dem. Så dejligt at vi bidrager til laborantpuljen

HK: Vores kontakt er Rikke Skjoldemose, og tak til hende for altid hurtige svar, og hun kommer her på adressen, når der er brug for det.
 

Ferring Pharmaceuticals

Indberettet af tillidsrepræsentant Nina Skou Jensen

Det vigtigste har været at fokusere på fællesskabet, og vi har vægtet højt at involvere medlemmerne og lave arrangementer, som har formål og interesse.

Blandt andet havde vi socialt/fagligt møde med vores organiser samt et onlinemøde med HK-repræsentanter specielt minded på Ferrings medlemmer bosat i Sverige. Det var en stor succes! 

I november 2024 afsluttede jeg fjerde modul på TR uddannelsen, og jeg føler mig godt klædt på. Traditionen tro deltog bestyrelsen sammen med klubbens medlemmer som ledsagere til årets Nytårskur i HK it, medie & industri Hovedstaden.

2025 skal byde på fælles aktiviteter, og der skal formidles ny overenskomst. Vi skal fortsætte med vores fælles frokoster og gerne med flere nye tiltag.

Min vigtigste opgave er at holde TR-rollen synlig for alle og huske på, at fællesskabet er forudsætningen for fagforeningen – og ikke omvendt.
 

Agilent

Indberettet af tillidsrepræsentant Randi Høiagaard-Sørensen

I 2024 fik vi afsluttet en række større og mindre opgaver:

Vi fik endelig indgået en arbejdstidsaftale om overarbejde i forbindelse med audits og status.

Vi kom til enighed om, at alle - også hvis man er uden for overenskomst – skal inviteres til kaffemøder med tillidsrepræsentanten.

Rapport om IFO-ansatte kommer nu til tillidsrepræsentanten hvert kvartal, hvilket giver os overblik over det aktuelle omfang. Vi arbejder stadig på at få direkte besked fra recruiter ved ansættelse. Dette løser dog ikke problemet med aftrædelse.

Vores HK-organiser, Thor, har været ude at holde foredrag om ”Grænseløse arbejdstider”.

Vi har lavet en kontingentstigning fra 10 kr. til i alt 20 kr. om måneden.

Vores julegaveuddeling var en succes.

Vi havde en nedlukning af ventilation i vores produktionsbygning, der afstedkom, at vi ikke kunne arbejde i laboratorierne. Reparationen var lagt en hverdag i dagtimerne og da vi protesterede via ledelsen, fik vi deres arbejde/reparation flyttet til et mere hensigtsmæssigt tidspunkt.

Disse projekter er vi stadig i gang med:

Vi arbejder med rammen for forfremmelser af laboranter.

Jævnligt vedligehold af Sharepoint-gruppen samt måske løbende orientering til medlemmerne.

Vi skal havde gjort klart for vores medlemmer, at der dels er en side med info fra klubben, dels en firmaside med oplysninger for øvrige Agilent.

Indspark fra IKUF/medlemsmøde. Vi har fået tilbud og skal give tilbagemelding.

Vi har en ambition om at træne bestyrelsen i samarbejde og gang i et projekt omkring dette.

 

Brancheklub

HK grafisk kommunikation Hovedstaden

Indberettet af forperson Christa Puch Nielsen

Hvad var det vigtigste, der skete i jeres brancheklub i 2024?

Det har været et meget travlt år. Vi har haft hele 31 arrangementer i kalenderen, så der er lagt mange frivillige timer fra de aktive i bestyrelsen. Virkelig godt gået! Der har været en god blanding af faglige kurser med fx AI, og kreative kurser med håndværket i fokus Blandt andet var ”Akvarel” og ”Bogstavbroderi” meget populære.
 
Hvad husker du først og fremmest 2024 for som aktiv i HK?

Vi har fået nye medlemmer i bestyrelsen, og det giver nye kræfter og en masse skønne idéer og perspektiver. Vores medlemmer har et berigende fagligt fællesskab, og det gælder endnu mere for os i bestyrelsen. Der er en fantastisk energi og et helt unikt sammenhold, fuldt af faglig nysgerrighed.
 
Hvad er den vigtigste læring fra 2024, I tager med jer ind i det nye år?

Det er vigtigt at stoppe op – trække vejret og lige se sig omkring. I år tog vi emnet ”Pause” op. For lever du af din kreative hjerne og evnen til at få idéer, er pauser faktisk enormt vigtige. Det kommer vi også til at tage mere fat på i 2025.
 

AJ ProLab

Indberettet af tillidsrepræsentant Marianne Trans

Vi har haft fornøjelsen af at få valgt en TR-suppleant. Det er virkelig godt for os, da hun bibringer ny energi og tager ansvar med både engagement og dedikation. Hun har også gennemført størstedelen af TR-grunduddannelsen, så hun er godt rustet til at hjælpe os i det daglige.

En anden nyhed er, at vores klub har skiftet navn og nu hedder AJ Prolab, hvilket blev vedtaget ved sidste GF. Det har vist sig at være lettere i daglig tale og er et skridt i den rigtige retning for at gøre os mere synlige og genkendelige.

Årets Arrangementer


Forårstur: Vores sædvanlige forårstur var en rundtur på Amager med "Gadens Stemmer". En fantastisk oplevelse med masser af spændende indsigter og gode samtaler.

Efterårstur: Turen gik i år til Frederiksberg, hvor vi havde en rundtur om det uhyggelige Frederiksberg. Efterfølgende var vi ude at spise. En rigtig hyggelig og lærerig tur.

Julehygge: Vores julehygge med gløgg og æbleskiver var endnu en stor succes. Der blev hygget og snakket på tværs, og julegaver blev uddelt. En rigtig dejlig tradition, som vi forventer at gentage senere i år.

Adventskonkurrence: Som sædvanlig havde vi vores adventskonkurrence, der var med fin deltagelse og med til at skabe ekstra julestemning.

Teatertur: Vi startede det nye år med en teatertur, hvor vi mødtes på Nyhavnskroen og spiste sammen før forestillingen. 

Diverse andet

OK25-forberedelserne er i gang, og vi har deltaget i flere møder om dette.

IKUF-uddannelse: Vi har løbende reklameret for muligheden for at tage IKUF-uddannelse, som alle medlemmer har ret til. Desværre er der ikke mange, der har benyttet sig af tilbuddet, så vi vil endnu en gang opfordre vores medlemmer til at gøre brug af muligheden.

Ny Mailboks: Vi har fået oprettet vores egen mailboks, hvilket gør det lettere for os at kommunikere uden at være afhængige af én enkelt person. 

Valg til SU: Vi havde også valg til SU, og her kunne vi sætte vores præg. Vores to anbefalede kandidater blev valgt!

Lokalaftale 2: Vores ”Lokalaftale 2” har fyldt rigtig meget i årets løb. Vi har været til flere møder med både HK og Dansk Industri, men desværre er vi ikke i mål endnu. Vi håber dog, at vi snart kan få lavet en aftale, som er tilpasset det team, hvor der har været udfordringer.

Lønstatistikindsamling: Traditionen tro har vi også haft indsamling til lønstatistik. Vores medlemmer har været rigtig gode til at bidrage med besvarelser, og vi fik et rigtig godt resultat. 
 

Laborantklubben på Novo Nordisk

Indberettet af tillidsrepræsentant Elisabeth Dahl Christensen

Hvad var det vigtigste, der skete i jeres klub i 2024?

Vores lønforhandling, der skulle gælde fra vores normale lønregulering 1. juli 2024, afsluttede vi inden sommerferien med 1,7% på den samlede lønsum til individuel fordeling. Vi har hele tiden forholdt os til de forventninger, der blev meldt ud efter OK23. Her blev det meldt ud fra hovedforhandlerne i CO-Industri, at de 2% på pension pr. 1. juni 2023 og de 2% pr. 1.marts 2024 på fritvalg forventedes at skulle udgøre 1/3 af den samlede OK23-forhandling. Vi har forhandlet 2 % ekstra på pension, så vi nu har 12% i alt som arbejdsgiverbetalt, og Fritvalg er steget fra 7 % til 9 % af den ferieberettigede løn med virkning fra 1. marts 2024. 

Samtidig fik vi lavet en lokalaftale om at få en bonus for alle, hvis vi opnår en såkaldt ”Company-factor” på 140, der så vil udløse en bonus på 10.000 kr. til alle på vores lønaftale. I år kan vi dog, hvis ”Company-factor” kommer på 120, få udbetalt 5.000 kr. Kun hvis den kommer på 140 eller derover får vi udbetalt 10.000 kr.

Hvad husker du 2024 for som tillidsrepræsentant?

Firmaet har forandret sig meget og vi er nu mere end 30.000 ansatte i Danmark. Fra 15. september 2023 til 15. september 2024 er der ansat 329 nye kolleger på vores lønaftale – det er i snit 27 nye kolleger om måneden. Med den store tilgang af nye kollegaer har vi prøvet at tænke en anden måde at byde velkommen på.

Indtil foråret 2024 var vores arbejdsgang omkring velkomst af nye medarbejdere, at vi var ude at hilse på hver enkelt nyansat. Fra maj 2024 har vi indkaldt til velkomstmøde over Teams for de medarbejdere, der er startet den pågældende måned. Vi holder nu et velkomstmøde hver måned. 

Vi vægter dog at være mere synlige, da den tætte dialog er sværere at have med de nye kolleger. Da der er en opbremsning i ansættelserne generelt i firmaet kan vi derved have en tættere og mere synlig dialog og går tilbage til de individuelle møder. 

Der er ingen tvivl om, at vi som tillidsrepræsentanter oplever, at flere medlemmer har brug for vores hjælp i det daglige. Men det er et arbejde, som ikke er så synligt pga. tavshedspligten. 

Hvad er den vigtigste opgave for jer som klub/dig som tillidsrepræsentant i 2025?

Vi har rigtig mange vigtige opgaver, men vil først og fremmest have fokus på organisering og går igen tilbage til den form, hvor vi fysisk vil møde alle vores nyansatte. 

Vi vil ydermere være synlige for medlemmerne. Blandt andet med vores 10 årlige aktiviteter, som samler omkring 1.000 deltager hvert år.

Vi vil altid prioritere at være kontaktbare for vores medlemmer og altid være parate, når akutte sager opstår.

Ud over lønforhandlinger og tilpasningsforhandlinger af OK25 skal vi have kigget på muligheden for flere praktikanter, bedre seniorbetingelser, bedre vilkår for alle og ikke mindst, at vi fortsat har de rette kompetencer.

Der er masser af tage fat på :)