Sådan sygemelder du dig som freelancer, vikar eller selvstændig

Har du ret til sygedagpenge, og hvordan sygemelder du dig? Bliv klogere på, hvad du gør, hvis du bliver syg som freelancer. Hvis du arbejder som freelancer, selvstændig eller ansat i egen virksomhed, kan du have krav på sygedagpenge, hvis du bliver syg. Satsen er den samme som satsen for dagpenge fra A-kassen, men det er kommunen og Udbetaling Danmark, der vurderer, om du opfylder betingelserne for at få sygedagpenge.

Fristen for at anmelde sygdom er otte dage fra første sygedag. Du kan stadig anmelde din sygdom efter otte dage, men så får du ikke sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Reglerne er mange og kan være svære at gennemskue, og dine rettigheder afhænger af, hvordan du arbejder, og hvordan du bliver betalt, og derfor har vi lavet en række guides til dig. Vælg den i menuen, der passer på din situation.

Din maksimale sats på sygedagpenge er det samme beløb, som dagpenge ved ledighed. I 2025 er det 4865 kr. om ugen før skat. Om du er berettiget til sygedagpenge afhænger af, hvordan og hvor meget du har arbejdet. Følg den guide i menuen, der passer på din situation.

Hvis din sygdom gør, at du ikke kan levere som aftalt, så kontakt dine kunder hurtigst muligt og forklar dem, at du er blevet syg. Hav en plan klar for, hvad der skal ske med evt. aftalte opgaver/leverancer, hvis du bliver syg. 

Kan leverancen udskydes? Har du en kontakt, du kan stå inde for, og som kan fuldføre i dit sted? I så fald kan du foreslå kunden, at opgaven løses til samme pris af vedkommende. Mange freelancere har en gensidig aftale med en kontakt om at dække hinanden ind i tilfælde af sygdom uden efterfølgende at forsøge at tage hinandens kunder. 

Sørg for at have et bredt netværk, så du kan hyre andre ind til at fuldføre, hvis du er kontraktligt forpligtet til at levere ydelsen.

Hvis du kan genoptage arbejdet delvist, har du mulighed for at være sygemeldt på deltid. Det benytter mange freelancere sig af, fordi det mindsker risikoen for at miste opgaver/kunder ved længerevarende sygdom.
Hvis lægen vurderer, at du kun er delvist arbejdsdygtig, kan du begynde at arbejde igen og så få nedsat dine sygedagpenge til enten 75 % eller 50 % som lønmodtager afhængig af lægens vurdering. Hvis du genoptager arbejdet med mere end 50 %, bortfalder sygedagpengene. 

Din sygemelding kan ikke klares med et telefonopkald. Men hvis du er for syg til selv at kunne sygemelde dig, kan du overdrage en fuldmagt, så en anden kan ordne din sygemelding og varetage dine interesser i forhold til sygemeldingen. 

BESTIL FULDMAGT TIL UDBETALING DANMARK PÅ BORGER.DK

Selvstændig med CVR (faktura + moms)

Denne guide til sygemelding gælder for selvstændige freelancere med cvr-nummer, der arbejder efter faktura med moms i enkeltmandsvirksomhed uden selskabsform.

Hvis du bliver syg, kan du søge om sygedagpenge, hvis du opfylder lovens krav om beskæftigelse. Du skal inden for 12 måneder have drevet selvstændig virksomhed i mindst seks måneder med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 18½ time om ugen. Den ene af de seks måneder skal ligge lige op til sygefraværet. 

Hvis du er nystartet og ikke har været selvstændig i 12 måneder endnu, kan det lønarbejde, der lå forud for din virksomhed, tælle med. 

Selvstændige kan først få sygedagpenge efter 14 dages sygdom, medmindre de har tilkøbt ekstraforsikring via virk.dk, som administreres af Udbetaling Danmark. HK anbefaler selvstændige at tegne forsikringen, som du kan læse mere om her

Hvis du har selskabsform og dermed er ansat i egen virksomhed (ApS, IVS, A/S), skal du i stedet følge guiden for ansatte i egen virksomhed. Hvis du er selvstændig, men ikke momspligtig, skal du i stedet følge guiden for selvstændige uden CVR

Sådan sygemelder du dig

Sygemeld dig på virk.dk via NemRefusion. Log ind med din NemID eller din medarbejdersignatur og anmod om refusion af sygedagpenge. Vær opmærksom på papirer i din eboks fra kommunen.

Gå til sygemelding på virk.dk


Selvstændig uden momspligt (faktura uden moms)

Hvis du arbejder på faktura, men ikke opkræver moms, fordi du kun sælger momsfritagede ydelser (som fx visse former for oversættelse, undervisning, journalistik, kunst mm), har du typisk ikke et CVR-nummer.

Du kan søge om sygedagpenge, hvis du inden for 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i mindst seks måneder med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 18½ time om ugen. Den ene af de seks måneder skal ligge lige op til sygefraværet. Hvis du ikke har et helt regnskabsår bag dig, kan perioden, før du blev selvstændig, tælle med.

Selvstændige kan først få sygedagpenge efter 14 dages sygdom, medmindre de har tilkøbt ekstraforsikring via virk.dk, som administreres af Udbetaling Danmark. HK anbefaler selvstændige at tegne forsikringen, som du kan læse mere om her

Sådan sygemelder du dig

  • Uden et CVR-nummer kan du ikke sygemelde dig digitalt. HK anbefaler derfor, at du får en såkaldt PMV-registrering (Personligt ejet Mindre Virksomhed). Så får du som momsfritaget virksomhed et nummer svarende til CVR -  blot uden momspligt -  så du kan anvende den digitale sygemelding og alle de øvrige digitale selvbetjeningsløsninger. Du kan gratis registrere dig som PMV på virk.dk 

  • Følg herefter vejledning i sygemelding for selvstændige med cvr-nummer.

  • Hvis du som selvstændig uden CVR-nummer ikke er PMV-registreret, skal du via KL’s hjemmeside benytte et særligt skema for at indberette sygdom – blanket NR 104C – Anmodning om sygedagpenge (05/2014). Find skemaet på KLs hjemmeside her. Udfyld blanketten og indsend den til kommunen.

Vikar, timelønnet, fast tilknyttet freelancer (lønseddel, lønopgørelse, honoraropgørelse)

Hvis du som freelancer eller vikar arbejder mere eller mindre fast for en eller ganske få opdragsgivere, vil kommunen henvise dig til at sygemelde dig hos dem, du arbejder for. Også selv om du ikke er fastansat. For at være berettiget til sygedagpenge, er det et krav, at du

  • har været tilknyttet arbejdsmarkedet i mindst 240 timer inden for de seneste 6 afsluttede kalendermåneder. I mindst 5 af månederne skal du som minimum have været beskæftiget i 40 timer om måneden
  • eller ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis du ikke var blevet syg (dagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, efter lov om arbejdsløshedsforsikring eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser)
  • eller har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder inden for den seneste måned
  • eller er ansat i fleksjob.

Sådan sygemelder du dig

Din(e) arbejdsgiver(e) har kun pligt til at betale dig sygedagpenge eller løn under sygdom, hvis du opfylder de her betingelser:

  • Du har været beskæftiget uafbrudt de seneste otte uger, før du blev syg
  • I denne periode har du mindst haft 74 timers beskæftigelse hos arbejdsgiver
  • Du arbejdede eller skulle have arbejdet for arbejdsgiveren den dag, du blev syg.

Hvis du opfylder betingelserne, skal du sygemelde dig hos arbejdsgiver, selv om du ikke er fastansat. Du kan læse mere om sygemelding for timelønnede og vikarer her

Hvis arbejdsgiver nægter at være forpligtet til at betale løn eller sygedagpenge under sygdom, skal du henvende dig til kommunen, der så vil starte din sygemelding op og kontakte arbejdsgiver - også selv om du ikke måtte ønske det.

Hvis du ikke opfylder de tre betingelser, skal du i stedet følge vejledningen i at sygemelde dig som lønmodtagerfreelancer. Hvis kommunen forsøger at henvise til arbejdsgiver, skal du henvise til, at de tre oventstående forhold ikke gør sig gældende og følge HK's guide til sygemelding for lønmodtagerfreelancere.

Blandet freelancer (både løn og faktura)

Hvis du både arbejder som lønmodtager (lønopgørelser/lønsedler) og som selvstændig (faktura, regning) og bliver syg, skal du sygemeldes særskilt som lønmodtager og som selvstændig.

I praksis betyder det, at hvis du opfylder beskæftigelseskravet som lønmodtager, skal du sygemeldes som lønmodtager. I udgangspunktet vil du blive betragtet som lønmodtager, hvis du har over 18,5 timers lønarbejde om ugen.

Hvis du ikke opfylder beskæftigelseskravet som lønmodtager, skal du sygemeldes som selvstændig. Hvis du er i tvivl om, om du er lønmodtager eller selvstændig, kan HK hjælpe dig med at afklare det.

Du skal være opmærksom på, at du ikke - som lovgivningen er i dag - kan lægge dine indkomster sammen. Så hvis du sideløbende tjener 150.000 som lønmodtager og 150.000 som selvstændig, vil du skulle søge sygedagpenge på baggrund af kun halvdelen af din indkomst. 

Resultatet er ofte, at du så enten kun får en nedsat sats eller slet ikke kan opfylde beskæftigelseskravet. Hvis du er i en situation, hvor du tjener lige meget som lønmodtager og som selvstændig, så kontakt HK, så vi sammen kan kigge på, hvordan du kan ændre balancen.

Sådan sygemelder du dig

  • Du skal afklare, om du betragtes som lønmodtager eller selvstændig
  • Følg vejledningen i sygemelding for lønmodtager eller for selvstændig

Freelancer som lønmodtager (lønseddel, lønopgørelse, honoraropgørelse)

Hvis du arbejder som lønmodtager-freelancer, sender du ikke fakturaer, men arbejder og får løn udbetalt enten med skattetræk (A) eller brutto uden skattetræk (B). Du arbejder for forskellige skiftende arbejdsgivere som freelancer. Som lønmodtager-freelancer kan du søge sygedagpenge fra første sygedag. For at få sygedagpenge skal du opfylde ét af de her beskæftigelseskrav:

  • Du skal have været tilknyttet arbejdsmarkedet i mindst 240 timer inden for de seneste 6 afsluttede kalendermåneder. I mindst 5 af månederne skal du som minimum have været beskæftiget i 40 timer om måneden.
  • Du ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge (eller anden ydelse i stedet herfor), hvis du ikke var blevet syg.
  • Du har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder inden for den seneste måned.
  • Du er ansat i fleksjob.

NB: Hvis du arbejder mere fast for en eller få arbejdsgivere, skal du i stedet følge guiden til vikarer eller fastlancere.
Hvis du sender faktura, skal du i stedet følge vejledningen for selvstændige. Hvis du er delvist ledigmeldt, skal du følge guiden til delvist ledige.

Vigtigt: Hvis du er lønmodtagerfreelancer, er der pt. et særligt problem i forhold til sygemelding. Der ligger desværre en kendelse fra Ankestyrelsen, der kræver, at du mellem ALLE dine opgaver som freelancer ledigmelder dig på jobnet, hver gang du har et ”hul” mellem to opgaver. Eller sagt på en anden måde: Hvis du ikke bliver syg, mens du er på en opgave, så SKAL du være ledigmeldt for at kunne sygemelde dig hos kommunen. HK Privat kæmper for at få ændret dette krav.

Sådan sygemelder du dig

  • Kontakt kommunen og bed om den såkaldte skuffeblanket – NR 004 – Anmodning om sygedagpenge (05/2014), fordi du hverken er ledig, har en arbejdsgiver til at sygemelde dig eller er selvstændig. Blanketten ligger ikke til download og kan kun fås ved personlig henvendelse til kommunen.

  • Indberet din faktuelle arbejdstid som freelancer.
  • Saml dokumentation for din indtjening de seneste 26 uger og suppler op, da der kan være tilfælde, hvor ikke al din indtjening er indberettet rettidigt fra arbejdsgiverne til indkomstregistret (som kommunen tager udgangspunkt i).
 

Ansat i eget selskab (IVS, APS, A/S)

Hvis du er ansat i et IVS, APS eller A/S, som du ejer, er du i forhold til sygedagpengeloven lønmodtager, selv om du over for A-kassen er selvstændig. Du skal derfor sygemelde dig efter reglerne som lønmodtager – og dit selskab vil kunne søge refusion af sygedagpenge efter de første 30 dages sygdom.

Du kan som virksomhed tegne en forsikring mod tab i forbindelse med ansattes sygdom – og altså i denne sammenhæng for din egen sygdom som ansat i virksomheden. Du kan læse mere om sygedagpengeforsikringen på virk.dk.

Sådan sygemelder du dig

  • Du skal have en aktiveret digital medarbejdersignatur klar
  • Du sygemelder dig i virksomheden (dig selv), og virksomheden søger refusion af sygedagpenge via virk.dk og nemrefusion.

Læs mere om sygedagpengeforsikringen på virk.dk

Gå til sygemelding af medarbejder på virk.dk

Helt eller delvist ledig

Hvis du på sygdomstidspunktet er helt eller delvist ledigmeldt, skal du sygemelde dig på jobnet.dk og i A-kassen, der udbetaler sygedagpenge til ledige i de første 14 dage. Er du stadig syg efter 14 dage, får du herefter sygedagpenge fra kommunen eller via Udbetaling Danmark.

Du skal huske at ledigmelde dig på jobnet, hvis du afslutter en opgave og ikke har aftalt en ny. For selv om langt de fleste freelancere har huller mellem opgaverne, så er reglerne i dag sådan, at du ikke kan ledigmelde dig, hvis du først er blevet syg. Man skal på tidspunktet, hvor man melder sig ledig, være til rådighed for fuldtidsarbejde, og det er man ikke, hvis man er syg. Så hvis ikke du er ledigmeldt på det tidspunkt, hvor du bliver syg, kan A-kassen ikke hjælpe dig med din sygemelding.

Sådan sygemelder du dig

  • Hvis du er delvist ledigmeldt og bliver syg, skal du melde din sygdom til jobnet.dk under "min side". Jobnet giver besked til A-kassen om din sygemelding.
  • Hvis du bliver syg uden at have aftalt en opgave, skal du sygemelde dig som lønmodtagerfreelancer – følg guiden her på siden.
  • Husk at raskmelde dig igen på jobnet.dk

Mere om sygemelding for helt eller delvist ledige i HKA