Har du ret til løn under sygdom?

Retten til løn under sygdom er reguleret i funktionærloven, sygedagpengeloven og overenskomsterne. Få styr på, hvordan du er stillet, hvis du bliver syg.

Om du har ret til at få løn fra din arbejdsgiver, hvis du bliver syg, afhænger af, hvordan du er ansat. Og i særlige tilfælde, hvorfor du er blevet syg (se afsnit om selvforskyldt sygdom).

Hvis du er ansat som funktionær eller på funktionærlignende vilkår

Uanset hvor længe du har været ansat, eller hvor lang tid du er syg, har du ret til fuld løn under sygdom.

Fuld løn er inklusive dine tillæg. Fx kvalifikations-, funktions- og personlige tillæg. Tillæg for arbejde på forskudt tid, tælles med, hvis du fast arbejder på forskudte tidspunkter.

Er du varslet på overarbejde, men må sygemelde dig, får du ikke løn for de timer.


Hvis du er timelønnet og ikke-funktionær

Du har som minimum ret til en løn, der svarer til sygedagpenge, hvis du

  • har været ansat i 8 uger
  • har arbejdet 74 timer inden for de 8 uger

 

Om du har ret til yderligere løn (sygeløn), fra din arbejdsgiver, afhænger af, hvad der står i din overenskomst.

I de store timelønsoverenskomster inden for HK’s område skal du opfylde nogle krav, før du har ret til sygeløn. Fx anciennitet på arbejdspladsen og x antal arbejdstimer.

Timelønsoverenskomsterne har som regel også bestemmelser om, hvilke dele af din løn, du kan få sygeløn for, og et maksimum for, hvor længe du kan få sygeløn.

Du kan finde din overenskomst under din profil på Mit HK.

Hvis du er ansat som vikar

Om du har ret til løn under sygdom som vikar afhænger af, hvordan du er ansat.

Hvis du er

  • tilknyttet et vikarbureau, der har overenskomst med HK, og udsendt til en virksomhed, har du ikke ret til løn under sygdom. Vikarer fra bureauer med overenskomst er ikke omfattet af funktionærloven, så kun i de tilfælde, hvor overenskomsten har bestemmelser om løn under sygdom, vil du få glæde af dem.
  • tilknyttet et vikarbureau, der ikke har overenskomst med HK, har du samme rettigheder som de fastansatte kolleger i den virksomhed, du er udsendt til. Er du funktionær, vil du altid have ret til fuld løn under sygdom.
    OBS! Desværre er det meget let at skille sig af med en vikar, der er blevet syg og er udsendt fra et bureau uden overenskomst, fordi han eller hun sjældent har et særligt langt opsigelsesvarsel.
  • ansat direkte i en virksomhed, har du de rettigheder som følger af lov eller overenskomst. Er du funktionær, vil du altid have ret til fuld løn under sygdom.

Hvis du er fritidsjobber

Som fritidsjobber har du ret til løn under sygdom efter samme regler som alle andre. Reglerne afhænger af, hvad dit fritidsjob er.

Hvis du følger funktionærloven, skal du

  • arbejde på kontor, lager eller i butik
  • have mere end 8 timer om ugen i gennemsnit
Funktionærloven giver dig ret til fuld løn under sygdom, og du skal have løn for de timer, du ville have været på arbejde, hvis du ikke var blevet syg

Du følger ikke funktionærloven, hvis du har et fritidsjob inden for alle andre brancher, fx restauration, rengøring, udbringning af aviser og reklamer, landbrug, produktionsvirksomheder m.m.

For at have ret til løn under sygdom som ikke-funktionær, skal du have

  • været ansat i mindst 8 uger
  • arbejdet mindst 74 timer i alt inden for de seneste 8 uger

Du skal have løn for de timer, du ville have været på arbejde, hvis du ikke var blevet syg. Sygepengene er din normale timeløn gange det antal timer, du skulle have arbejdet (dog højst sygedagpengesatsen, som er 111,76 kr. pr. time).

Selvforskyldt sygdom

Er du omfattet af funktionærloven, har du ikke ret til fuld løn, hvis du har handlet groft uagtsomt, eller din sygdom er selvforskyldt.

Eksempler på uagtsomt eller selvforskyldt:

  • Skader i forbindelse med grove overtrædelser af færdselsloven, fx spirituskørsel eller manglende brug af sikkerhedsudstyr.
  • Skader i forbindelse med vold, hvor du har provokeret.
  • Skader i forbindelse med ekstremsport, hvor du ikke har overholdt sikkerhedsreglerne.

Men kommer du til skade ved fx havearbejde, under sportsudøvelse eller andre aktiviteter, som hører under almindelig livsudfoldelse, har du ret til løn under sygdom.

OBS! Du kan dog have ret til sygedagpenge fra din kommune.