I dag faldt hammeren over omkring 70 sagesløse medarbejdere i Landbrugsstyrelsen. Fyresedlerne blev delt ud i formiddags til medarbejdere i Augustenborg, Tønder og København – ikke fordi, de på nogen måde er udygtige eller ugidelige, og ikke fordi der er underskud. Årsagen er regeringens grønthøsterbesparelse på 2% om året, det såkaldte omprioriteringsbidrag, og den manglende finansiering af de ambitiøse udflytningsplaner.
Servicen og kontrollen bliver dårligere, arbejdsmiljøet for de tilbageværende bliver ringere, og 70 dygtige medarbejdere mister arbejdet, enten ved at blive fyret, eller fordi de vælger frivillig fratrædelse for at komme sparekniven i forkøbet. Det kalder regeringen for omprioritering, men vi andre kender godt det rigtige ord: Nedprioritering.
Mange af de fyrede medarbejdere er ansat i forbindelse med den nylige udflytning fra København. Jeg kan godt forstå, hvis de har en sur smag i munden. Især dem, som er flyttet eller har sagt jobs op i forventning om, at et jobopslag betød, at der faktisk ville være et job at passe. Nogen af de nyansatte havde første arbejdsdag den dag, hvor fyringsrunden blev meddelt om formiddagen! Nu kan de tage hjem og tænke over, hvor lidt man kan stole på regeringens retorik.
Regeringen synger nu den samme sang, som dengang SKAT blev sparet i stykker. De hævder, at effektiviseringer vil sikre, at arbejdet bliver udført i samme omfang og standard. Se hvordan det gik sidste gang: SKAT blev så hårdt ramt, at svindlere kunne snyde for et tocifret antal milliarder, og Statsrevisorerne har placeret hele skylden for miseren hos den spareivrige regering.
Når grønthøsteren kører denne gang, er ofrene er ikke kun de sædvanlige, nemlig medarbejderne. Også landmænd og andre, som bruger Landbrugsstyrelsens ydelser, vil blive ramt af de blinde nedskæringer. Der er ingen vindere i dette nedskæringsvanvid, og jo før, det bliver stoppet, jo bedre.
Dette blogindlæg er også sendt til medierne.