Juletravlheden har indfundet sig for mange af os, og vi iler afsted for at nå vores gøremål. Gøremål på arbejdet og på hjemmefronten. Gøremål, vi gerne vil have af vejen, så vi kan lade freden sænke sig og tilbringe tiden med dem, der står os nær. Med julens komme nærmer sig et nyt år og tid til refleksion over året, der gik.

 

Vi har haft folketingsvalg og har fået valgt ny regering. Denne gang en mindretalsregering. Den 25. juni indgik Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten en politisk forståelse om ’en retfærdig retning for Danmark’.

 

Regeringen er trådt i arbejdstøjet og klør på med nye retninger og forandringer. Som efter stort set alle folketingsvalg er der sket ressortomlægninger. En af de lidt større forandringer er, at dele af Moderniseringsstyrelsen er blevet udskilt og er blevet til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som skal varetage overenskomsten og medarbejderne i staten og nu hører under Skatteministeriet.

 

Forandringens vinde blæser stadig kraftigt på det danske arbejdsmarked, og det statslige arbejdsmarked er ingen undtagelse. Digitaliseringen vinder frem på mange arbejdspladser og sætter sine spor. Den enkeltes mindset kan blive sat på prøve. Skal man arbejde med forandringerne, eller skal man arbejde imod? Det er i hvert fald et spørgsmål, man med fordel kan stille sig selv.

 

Uanset hvor svært det kan være at se på, at opgaver bliver digitaliseret, må vi nok sande, at det ikke går væk. Det nytter sjældent at kæmpe imod forandringerne på den lange bane, og langt hen ad vejen er det fint, at der digitaliseres – altså under forudsætning af, at systemerne er afprøvet, før man sætter gang i processerne. For vi har alt for ofte set, hvad det gør, når man implementerer nye systemer uden at være sikker på, at de fungerer.

 

Hvilken retning skal jeg arbejde hen imod

I HK Stat har vi i oktober måned søsat en ny kampagne ’I form til fremtidens job’. Det har vi gjort, fordi der er rigtig mange medlemmer, der spørger ind til, hvilken retning de skal udvikle sig. Det har vi et bud på i vores kampagne. Kampagnen skal inspirere til, hvordan du kan gøre dig uundværlig på et arbejdsmarked under konstant forandring. Nogle gange handler det om at tage det første skridt, også selv om man føler, at man mister fodfæstet en kort overgang. Du kan læse meget mere om de 6 jobfelter på HK Stats hjemmeside.

 

Den 19. februar holder vi et medlemsarrangement, hvor motivationscoach Ulrik Lynge sætter motivation på dagsordenen. Du kan tilmelde dig via dette link: https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292224043.

 

Kompetenceudvikling

Når vi taler forandringer, taler vi også ofte om kompetenceudvikling. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev der indgået en aftale om en ny, statslig kompetencefond på 172,3 millioner kroner. Som udgangspunkt kan der søges op til 25.000 kr. pr kalenderår pr. ansøger og det er der allerede en del af HK’erne, der har benyttet sig af.

 

Generalforsamling 2020

Generalforsamlingen i HK Stat Sydjylland er allerede planlagt og afholdes den 12. marts 2020. Vi begynder med, at Nikolaj Sonne holder sit foredrag ”Teknologistorm med udsigt til orkan”. Efter foredraget er der spisning, og selve generalforsamlingen begynder kl. 19.15.

På generalforsamlingen vil der også være valg af delegerede til HK Stats kongres.

 

Vi glæder os til at se rigtig mange af jer til generalforsamlingen.

 

HK Stats kongres

 

I juni måned holder vil kongres i HK Stat, hvor der skal vælge ny næstformand i stedet for Peter Raben, der ikke længere kan genvælges. Vi tager også hul på optakt til OK21. Her er det vigtigt, at I som medlemmer deltager aktivt, så vi kan få alle jeres ønsker ind, så sektorbestyrelsen kan arbejde med forslagene og bringe dem godt videre til forhandlingsfællesskabet. Vi skal fortsætte med at stå sammen om at styrke arbejdsmarkedet generelt og især sammenholdet på den enkelte arbejdsplads.

 

Jeg vil slutte af med at ønske jer en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.