I august 2024 skrev Finn Jenne et indlæg om regeringens forslag om at nedlægge de Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR). Et forslag jeg selvfølgelig ikke ønsker bliver en realitet.
Lad os lige starte med en kort forklaring af, hvad de Regionale Arbejdsmarkedsråd er. Regionale Arbejdsmarkedsråd ”(…) koordinerer beskæftigelsesindsatsen, virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed.”
RAR har mange forskellige opgaver, og én af de opgaver er arbejdet med positivlisten: ”Positivlister viser jobrettede kurser og uddannelser inden for fag med gode jobmuligheder”
Positivlisten giver ikke mulighed for lang uddannelse, men derimod mulighed for opkvalificering som for eksempel kurser og fag, der skal bruges til at udføre en specifik opgave eller varetage en bestemt jobfunktion. Målet er at opkvalificere potentielle medarbejdere til områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.
Den regionale positivliste i Nordjylland dækker alle 11 kommuner i Nordjylland, og den godkendes af repræsentanter fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Kommunernes Landsforening (KL), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Akademikerne, Lederne, Danske Handicaporganisationer (DH) og Regionsrådet.
Nordjyllands Regionale Arbejdsmarkedsråd drøfter og godkender, hvilke kurser og uddannelser der skal være på positivlisten i Nordjylland. Vi drøfter, hvilke uddannelser der blandt andet er på HK’s område, og hvordan vi kan omskole eller uddanne nordjyder til arbejde, der potentielt er mangel på. Derudover identificerer vi, hvilke jobstillinger der kunne være mangel på i hele FH, herunder blandt andet stillinger indenfor faggrupper repræsenteret af for eksempel 3F, Dansk Metal og FOA.
Det kan blive en regnearksøvelse, hvor vi kigger ind i data, men det er også vigtigt, vi tager højde for individet. Vi kan ikke skære alle over én kam. Hvis man ikke brænder for det, man laver, så brænder man ud. Hvis man brænder helt ud, så er det ikke sikkert, man kan ’omskoles’ til en anden jobtitel, stilling eller fag, og så kan det for nogle individer ende i en tidlig pension. Det bliver ikke en god oplevelse, hvis det er den vej, udviklingen går.
Det er nødvendigt med en agil og omstillingsparat arbejdsstyrke, mens vi selvfølgelig ikke uddanner til ledighed. Der er utrolig mange, der finder en stor del af deres identitet i deres arbejde. Derfor skal vi ikke presse en uddannelse eller kursus ned over hovedet på folk, for så bliver det ikke en god oplevelse.
Det er blandt andet her, positivlisten og RAR gør sin indflydelse gældende, når RAR arbejder med beskæftigelsesindsatsen, virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft. Arbejdet med positivlisten er blot én af mange værktøjer i de Regionale Arbejdsmarkedsråds værktøjskasser.
Nedlæggelsen af RAR har indflydelse på den Danske Model, sammenhængskraften mellem regioner, kommuner, jobcentre og meget mere. Det kommer til at påvirke alt det, RAR arbejder for: Et godt og sammenhørende arbejdsmarked for nordjyderne. Derfor er jeg selvfølgelig uenig i, at RAR skal udfases.
Det er blot et lille indblik i min tilgang til RAR, når jeg sidder i udvalget som repræsentant for FH, men det er ikke alle, der er enige i mit ønske om at bevare vores Regionale Arbejdsmarkedsråd. Det aspekt kan du blive klogere på her. Hvad tænker du?