Reformer der former Danmark

Et nyt år er begyndt, og igen i år taler vi selvfølgelig om en række reformer, der kommer til at påvirke vores medlemmer. Det gælder blandt andet beskæftigelses- og sundhedsreformen. Vi kommer ikke udenom, at reformerne er med til at forme vores medlemmers arbejdsliv og de vilkår, de arbejder under.

Det kan være utrolig svært at navigere i, og vi står klar til at gribe og støtte vores medlemmer med lige netop dét, de har brug for.

Selvom det ikke omhandler reformer, så kan den seneste udmelding fra EU’s generaladvokat også være med til at forme fremtiden i Danmark. Generaladvokaten støtter nemlig Danmark om at annullere direktivet, og det er vi selvfølgelig meget glade for. Udmeldingen kommer på baggrund af EU’s mindstelønsdirektiv, der ville sætte en kæp i hjulet på det I herhjemme kender som den danske model.

På nuværende tidspunkt forhandles løn og arbejdsvilkår mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationen, og et mindstelønsdirektiv ville selvfølgelig påvirke denne forhandlingsmodel, da lønnen dermed ikke ligger hos arbejdsmarkedets parter, men derimod er bestemt fra EU. Det kan blandt andet betyde en markant lavere løn til en lang række danskere, og det er vi selvfølgelig heller ikke interesseret i.

Vi følger udviklingen nøje, og vi glæder os til at høre resultatet.

 

Danmark har stress

Det er titlen på HK Danmarks seneste stresskampagne, der kører i januar. Stress er forbundet med høje menneskelige omkostninger, og i en række videoer taler HK’ere og kendte politikere om, hvad stress har betydet for dem. Det er rørende, inspirerende og tankevækkende videoer, og jeg beundrer deltagernes mod og lyst til at stå frem og fortælle så sårbart om deres oplevelse.

Vi kan alle blive bedre til at nedbryde tabuer, og stress er ingen undtagelse. Det kan være ekstremt svært at tale om, men tallene viser, at utrolig mange af os bliver ramt. Det er tid til handling, og det er én af de primære budskaber med kampagnen.

Læs mere lige her: https://www.hk.dk/stress

 

Mærkedage

Med et nyt år kommer også en række mærkedage. Nogle af dem, der fylder mest i HK Nordjylland, er selvfølgelig Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj, Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, Mændenes Internationale Kampdag den 19. november samt Kvindernes Sidste Arbejdsdag. Sidstnævntes dato fastsættes år for år baseret på de seneste analyser for kvinders og mænds gennemsnitlige indkomst i Danmark.

1. maj markeres i år endnu engang med optog og tilstedeværelse i Kildeparken. Som altid er det et samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), og vi glæder os igen i år til at høre en række spændende taler og møde så mange af vores medlemmer som muligt.

Har du bud på, hvordan vi skal markere diverse mærkedage i 2025? Skriv til mig på christina.madsen.kristiansen@hk.dk – så kigger jeg på det.

 

Få indflydelse i HK Nordjylland

Hvert år afholder de fire sektorer – Kommunal, Stat, Handel og Privat – også deres generalforsamlinger. Det er her, du som medlem kan give din mening til kende og fortælle, hvordan du ser fremtiden for lige netop din sektor. Det er også i forbindelse med generalforsamlingerne, vi vælger delegerede til repræsentantskabsgeneralforsamlingen, hvilket er HK Nordjyllands øverste myndighed. Sådan foregår det til HK Handel Nordjylland, HK Stat Nordjylland og HK Privat Nordjyllands generalforsamlinger. For at blive valgt som delegerede for HK Kommunal Nordjylland skal du vælges til de lokale klubgeneralforsamlinger. Til repræsentantskabsgeneralforsamlingen taler vi nemlig også, i hvilken retning HK Nordjylland som helhed skal bevæge sig i. Tilmeld dig generalforsamlingerne lige her:

Privat onsdag den 5. marts à https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292272204

Kommunal onsdag den 12. marts à https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292272195

Stat torsdag den 13. marts à https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292272196
Handel onsdag den 19. marts
à https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292272131

I år skal både HK Handel og HK Privat også forhandle overenskomster, og resultatet af disse forhandlinger bliver utrolig spændende at følge.

I slutningen af året skal HK Ungdom Nordjylland også afholde deres årsmøde, hvor de blandt andet vælger formand, taler om året, der er gået, og hvad de kigger ind i i 2026 for ungdommen i Nordjylland.

I år kommer ungdommen til at have fokus på sociale arrangementer med henblik på at styrke fællesskabet og sammenholdet blandt unge i Nordjylland. Dertil vil bestyrelsen have fokus på aktuelle og faglige udfordringer for unge, herunder planlægge en række faglige arrangementer. Jeg glæder mig selvfølgelig til at høre beretningen, når formand for HK Ungdom Nordjylland, Julie Tuelund, skal holde den igen til december.

 

HK Danmarks kongres

Til november skal vi endnu engang afholde kongres i HK Danmark. Det er den øverste myndighed for HK’s forbund og for hver af de fire sektorer. Her bliver der valgt formandskab, der bliver aflagt beretning og regnskab, vedtaget mål for den næste 4-årige periode samt behandlet eventuelle forslag.

Den seneste kongres i 2021 blev historisk, da nuværende Forbundsformand, Anja C. Jensen, blev valgt som den første kvindelige formand. I år bliver kongressen afholdt fra og med den 3. november til og med den 5. november, og denne gang bliver det sågar afholdt i Nordjylland i Aalborg Kongres & Kultur Center i Aalborg midtby.

Hvis du ønsker at få indflydelse på kongressen, skal du vælges som delegeret til en af sektorgeneralforsamlingerne. Derfor, hvis du ønsker national indflydelse, skal du først vælges lokalt som delegeret.

Bliv klogere på de tidligere kongresser her: https://www.hk.dk/omhk/kongresser

Har du kommentarer eller input til, hvad vi i HK Nordjylland skal bruge 2025 på? Deltag i generalforsamlingerne for din sektor, og giv din mening til kende. Du er også altid velkommen til at skrive til mig på christina.madsen.kristiansen@hk.dk.