Jeg håber, at du har haft en rigtig god sommerferie. Det er velfortjent, for efter et travlt og anderledes forår har vi alle haft brug for at trække stikket og få fornyet energien til det efterår, der venter rundt om hjørnet.
Nu er vi forhåbentlig friske til at kigge på de arrangementer, vi har på programmet, hvor ikke mindst den udskudte generalforsamling tilbage i marts måned nu bliver afholdt onsdag den 2. september 2020 på Hotel Scandic i Kolding. Jeg håber du har tilmeldt dig, og ellers kan du nå det endnu – sidste frist er den 26. august på mithk.dk. Der er ligeledes mulighed for at deltage i afdelingens generalforsamling, som også afholdes den 2. september 2020 samme sted.
I de enkelte kommuner og regioner arbejder HK hele tiden på at udbrede kendskabet til kompetenceprofiler inden for flere fagområder, og der vil i løbet af efteråret blive arrangeret medlemsmøder, som jeg håber, du vil støtte op om, når din TR indkalder.
Det er også i september måned, at vi igangsætter kampagnen vedrørende OK21. Det er overenskomsten, der bestemmer dine løn og ansættelsesvilkår. Det er her, du kan komme med dit forslag til, hvad vores forhandlere skal kæmpe for, når vi i foråret 2021 skal forhandle en ny overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte din TR eller faglige konsulent, hvis du har spørgsmål.
Derudover ved jeg, at arbejdspladserne afholder de udskudte lokale generalforsamlinger. Jeg håber, så mange som muligt deltager og på den måde støtter op om jeres lokale TR. Jeg vil deltage, i det omfang jeg har mulighed for det, og jeg glæder mig til at hilse på så mange som muligt.
Med alt det gode i vente er vi nødt til at huske på, at Corona ikke er forsvundet i løbet af sommeren, og vi må indstille os på, at den kan blive ved med at spille os et puds i forhold til afholdelse af vores planlagte arrangementer. Vi følger altid situationen nøje og forholder os til de retningslinjer og anbefalinger, som myndighederne oplyser. Betyder det, at vi er nødt til at aflyse et planlagt arrangement, vil I naturligvis blive informeret hurtigst muligt.