
Stress er et udbredt sundhedsproblem på danske arbejdspladser, som vi skal tage alvorligt. Også fra politisk hold. Vi har brug for fælles løsninger – en national handlingsplan – og her har vi i HK 15 konkrete forslag til handling, hvor flere af dem er lige til at gå til.
I dag har under halvdelen af de danske arbejdspladser en stresspolitik, og belastningsreaktionerne, som kommer af stress, bliver ikke betragtet som en sygdom af systemet. Der er noget at tage fat på omkring alle aspekter af stress, og derfor drejer de 15 forslag sig om indsatser, der kan hjælpe både før, under og efter en stresssygemelding.
Lige som med alle mulige andre sygdomme har vi brug for en fælles handleplan for, hvordan vi håndterer stress. Og et af vores forslag er netop, at vi anerkender stress som en sygdom, så det bliver lettere at få den rette hjælp, hvis uheldet er ude. Men vi skal også blive meget bedre til at forebygge stress. For eksempel ved at uddanne ledere i psykisk arbejdsmiljø og kræve, at alle arbejdspladser har en stresspolitik.
I HK mener vi, at der er flere samfundsmæssige gevinster ved at mindske stress. Men løsningerne skal findes i fællesskab blandt politikere, arbejdsgivere og fagbevægelsen, og de 15 forslag er vores bidrag til den samlede indsats mod stress.
Hvis vi som samfund lykkes med at reducere stress med bare 20 procent om året, kan vi øge det effektive arbejdsudbud med 11.100 fuldtidsstillinger og forbedre de offentlige finanser med 1.5 mia. kr. ifølge de seneste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og det er blot de økonomiske gevinster. For det vigtigste er jo, at vi formår at nedbringe stress, så vi undgår, at alt for mange mennesker må sygemelde sig med stress hvert år.
Vi har afleveret de 15 forslag til beskæftigelsesministeren, sundhedsministeren og Folketingets medlemmer af beskæftigelses- og sundhedsudvalget, og håbet er, at det kan blive første skridt mod en fælles stresspakke, der skal sætte en stopper for den stressepidemi, som hærger på arbejdspladserne.