Men 1. maj er også en dag, hvor vi ser frem og spørger: Hvad er det for et arbejdsliv, vi er ved at skabe?
For lige nu står vi midt i store forandringer.
Kunstig intelligens bliver fremhævet som løsningen, der kan gøre arbejdet mere effektivt. Og samtidig har vi netop haft et folketingsvalg, hvor partierne stod i kø for at finde nye besparelser.
Alt for ofte med samme løsning: Skær ned på administrationen.
Men erfaringen viser noget andet.
Når man skærer ned på administrationen, forsvinder opgaverne ikke. De flytter bare.
Vi har set det før. Færre administrative medarbejdere betyder, at andre faggrupper må bruge tid på opgaver, de ikke er uddannet til.
Det er ineffektivt. Og det går ud over kvaliteten.
Alligevel bliver der igen og igen peget på administrationen, når der skal findes penge.
Samtidig udvikler teknologien sig hurtigt. Men én ting ændrer sig ikke: Der er stadig brug for mennesker med de rette kompetencer.
Kunstig intelligens kan være et stærkt redskab. Men det kræver faglighed, tid og mulighed for at udvikle kompetencer at bruge det rigtigt.
Hvis vi både skærer ned og forventer mere, risikerer vi at gentage de samme fejl, bare i en endnu mere presset hverdag.
Det er ikke vejen frem.
Administration er ikke en modsætning til velfærd. Det er en forudsætning.
Det er medarbejderne, der får systemerne til at fungerer og sikrer, at lønninger bliver udbetalt, sager bliver behandlet, og at borgere og virksomheder får den service, de har brug for.
Det er også dem, der skal være med til at få ny teknologi til at fungere i praksis.
Derfor handler fremtidens arbejdsmarked ikke om færre hænder, men om de rigtige hænder.
Det kræver investeringer. Ikke besparelser.
Og det kræver fællesskab.
For når arbejdslivet forandrer sig, bliver det endnu vigtigere, at vi står sammen, taler om vores vilkår og insisterer på en udvikling, hvor alle kan være med.
1. maj minder os om, at fremskridt ikke kommer af sig selv.
Og den minder os om, at det heller ikke er givet i fremtiden.
Derfor står vi her i dag.
Ikke kun for at fejre det, vi har opnået, men for at sikre det, vi skal have i morgen.
