Butiksdør med skilt henover, hvor der står Closed.

 

Som formand for HK Handel MidtVest blev jeg noget harm, da jeg op til påske læste chefredaktør Søren Egebjerg Pedersens leder i Dagbladet Holstebro-Struer/Folkebladet Lemvig:

 

”Tidligere styrede lukkeloven ret detaljeret handlen – nu støder vi kun på den ved helligdagene. Den sidste rest burde vi for længst have gjort op med”, lød det.

 

Har Søren Egebjerg Pedersen tænkt på medarbejderne i butikkerne?

 

Hvis lukkeloven bliver fjernet, og det modsat i dag bliver muligt at have åbent i butikkerne på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag samt efter klokken 15.00 på nytårsaftensdag, vil de store tabere blive de ansatte.

 

Der vil ikke længere være nogen øvre grænse for, hvor længe og hvornår butikkerne kan have åbent. Og det vil betyde, at de butiksansatte kan risikere at miste de ganske få tidspunkter på året, hvor de kan tage et velfortjent hvil og sammen med familie og venner koble af fra en travl hverdag.

 

En fjernelse af lukkeloven vil i den grad forringe arbejdslivet for de mange butiksansatte i Danmark – og også for medarbejderne på lagrene, for der skal jo også på helligdage være nogle, der får varerne afsted til butikkerne.

 

Der er i forvejen meget få regler på området, efter lukkeloven senest blev ændret i 2012. Og spørgsmålet er, om det er nødvendigt, at Netto har åbent til kl. 23 juleaften? Der er mange indkøbsmuligheder i hverdagene og weekenderne, så med en ganske lille indsats skulle det være muligt at planlægge sine indkøb.

 

Og hvem vinder ved forslaget? Den stigende inflation har fået kunderne til at søge mod discountbutikkerne, og de ændrede indkøbsvaner resulterede sammen med høje energipriser eksempelvis for nylig i, at Coop Danmark måtte lukke 12 Dagli’Brugser. Måske flere butikker bliver nødt til at følge trop?

 

Danskerne vil næppe bruge flere penge, bare fordi der er åbent i butikkerne flere dage om året. I stedet tænker jeg, at butikkerne vil få en højere lønomkostning, hvilket kan komme til at betyde butiksdød i det midt- og vestjyske.

 

De små- og mellemstore butikker med relativt få ansatte vil tabe til de store og skabe en glidebane mod færre butikker og dårligere dækning, hvis man ukritisk afskaffer lukkeloven.

Artiklen er opdateret 12. april 2023

Din stemme bliver hørt

Vi er med til at påvirke den politiske dagsorden – og husk det er din sag, vi taler. Vi har tæt kontakt med politikere både lokalt og på landsplan. Hvad end det handler om uddannelsesmuligheder eller pensionsalder, om børnepasning eller offentlig transport, så sikrer vi, at politikerne får viden om, hvordan vores medlemmer bliver påvirket af konkrete politiske forslag. Vi arbejder hver dag for at give dig de bedste muligheder i dit arbejdsliv.