I HK Handel forbereder vi os derfor også på, at løn bliver et helt centralt tema, når vi skal forhandle nye overenskomster i 2023. Men det er ikke ensbetydende med, at du som medlem skal gå og vente på, at din løn stiger. Du skal tværtimod bede om en lønsamtale med din arbejdsgiver nu, hvis du ikke allerede har haft en for nylig. Det er nemlig et oplagt tidspunkt at tale løn på. Der er højkonjunktur i økonomien og mangel på arbejdskraft. Det betyder, at du har gode kort på hånden, når du taler løn med din arbejdsgiver, fordi du har samfundsudviklingen på din side.
Der er mange, der synes, at lønsamtaler er ubehagelige og akavede. Der er også en del, der er bange for at blive affejet af chefen. Det skal du ikke være. Du har ret til en årlig lønsamtale, det er du sikret gennem HK Handels overenskomster, uanset om du arbejder på lager, kontor eller i butik. Brug din ret til at bede om en lønsamtale og fortæl din chef om, hvorfor du fortjener mere i løn. Og husk, at din løn bl.a. skal afspejle dine kvalifikationer, indsats, uddannelse, fleksibilitet, ansvar og jobbets indhold samt arbejde på særlige tidspunkter.
Det er vigtigt at forstå, at den lønsammensætning, vi har på vores område, betyder, at HK Handels satser for mindsteløn netop er det mindste, du skal have i løn. Det betyder, at langt de fleste af vores medlemmer får mere end mindstelønnen, fordi de har forhandlet personlige tillæg oveni. Jeg har selv været med til at forberede mange medlemmer på lønsamtalen i min tid i HK Handel. Derfor ved jeg også, hvor vigtigt det er, at du har tænkt dine argumenter for en lønstigning igennem, inden du står foran chefen. God forberedelse er nemlig nøglen til at stige i løn. Træn dine argumenter alene foran spejlet, med en kollega eller din tillidsrepræsentant, før du går ind og beder om en lønstigning. Du skal kunne svare på, hvorfor du skal stige i løn og hvor meget. Og hvis din arbejdsgiver siger nej, så må du gerne udfordre det afslag med gode, gennemtænkte argumenter.
Du behøver ikke at elske at gå til lønsamtaler, men gør det til en god vane at få det gjort alligevel, så du ikke snyder dig selv. Det er lidt ligesom at gå til tandlæge – det skal gøres mindst en gang om året, og det føles ofte som en lettelse bagefter. Men i modsætning til tandlægebesøget, er der en god chance for, at du går rigere ud, end da du kom ind.
Forbered dig på lønsamtalen
- Som lønmodtager er der ingen regler, der forhindrer dig i at tale løn med dine kolleger. Det kan tværtimod være en god idé, så I kan modvirke urimelige lønforskelle. Læs også, hvad du skal gøre før lønsamtalen her.
- Overvej alternativer til lønstigning, hvis du får nej fra chefen. Det kan fx være mere uddannelse, betalt frokost, fridage el.lign. Læs om fem gode alternativer til løn her.
- Vi uddanner din tillidsrepræsentant i lønforhandling, så han eller hun kan hjælpe dig, når du skal til lønsamtale. Det kan derfor være en god idé at spørge din tillidsrepræsentant til råds inden lønsamtalen.
- Du kan også vælge at tage en snak med HK Handels gratis løncoach. Du kan få løncoaching ved at kontakte din lokale afdeling på 7011 4545.
- Tjek vores lønstatistik og se, hvad andre medlemmer af HK Handel med samme funktioner som dig får i løn. Så kan du fortælle chefen om lønnen for andre i lignende jobs.