Lad os se på tallene: Kvinder tjener i gennemsnit stadig omkring 12 % mindre end mænd. Det er ikke marginalt, det er konkret og mærkbart.

Så selvom ligelønsloven har 50-års jubilæum, er ligeløn stadig ikke en realitet i praksis.

En del af lønforskellen kan forklares med erfaring, fravær og et kønsopdelt arbejdsmarked. Men netop de forklaringer peger på noget større: Forskellen opstår ikke tilfældigt. Den hænger sammen med, hvem der tager barsel, hvem der tager barnets sygedage, og hvem der står for hovedparten af omsorgsopgaverne i hjemmet.

Uligheden gemmer sig altså i strukturelle forhold og gamle normer, der stadig præger vores arbejdsmarked.

Og det har konsekvenser. Når kvinder i højere grad tager ansvar for omsorgen, påvirker det deres karriereforløb, lønudvikling og pension.

Der er heldigvis taget skridt i den rigtige retning. Kvinder i Danmark har nogle af verdens højeste beskæftigelsesrater og formel ligestilling er grundfæstet i lovgivningen. Men formel ligestilling fjerner ikke strukturelle barrierer.

Derfor er det ikke nostalgi at fortsætte kampen på Kvindernes Internationale Kampdag. Det er realisme. Arbejdslivets strukturer ændrer sig ikke af sig selv, bare fordi ligeløn står skrevet i loven.

Det kræver, at vi som samfund taler om det, handler på det - og at fællesskabet står sammen om at tage ansvar.

I fagforeningen ser vi det hver dag: Fællesskab i form at stærke overenskomster er et redskab til at sikre bedre vilkår for alle.

Og så skal vi tænke bredere: Det arbejde, der ofte ikke aflønnes – som omsorg og praktiske opgaver i hjemmet – bliver ikke anerkendt som en del af økonomien. Men det bør det. Når det laves, skaber det værdi – både for familielivet og vores samfund. Ligestilling er ikke kun arbejdsmarkedets ansvar, men hele samfundets.

Så nej! Vi er ikke færdige med ligestilling.

Og derfor markerer vi dagen. Ikke som en fejring af, at alt er løst. Men som en påmindelse om, at ligestilling er en proces, der stadig kræver opmærksomhed og handling i dagligdagen.