Tusindvis af ansatte i Salling Group har så usikre arbejdsforhold, at det kan trække tæppet væk under dem selv og deres familie. Det kan ske, hvis de bliver gravide, sygemeldt over en længere periode eller pludselig ikke kan få de ekstra timer, de plejer.
I HK Handel vurderer vi, at over halvdelen af de ansatte i Salling Groups kæder som Bilka, Føtex, Netto, BR og Salling arbejder på en kontrakt uden fast arbejdstid.
Som ansat med en variabel arbejdstid er man ofte kun garanteret et beskedent antal arbejdstimer på papiret. I realiteten knokler man dog ofte langt mere, ofte på fuldtid. Timetallet kan svinge fra uge til uge, og derfor er det vanskeligt at forudsige den månedlige indkomst.
Fordi man ifølge kontrakten kun har et mindre antal timer, optjener man desuden ikke den højeste dagpengesats, man får færre penge ved længere tids sygdom eller graviditet, og det er svært at overbevise en bankrådgiver om, at man er værd at låne penge ud til i forbindelse med eksempelvis boligkøb. Man bærer med andre ord selv ulemperne ved sådan en kontrakt. Men for arbejdsgiverne er gevinsten klar: De får en fleksibel og timesulten medarbejderskare, som ovenikøbet er billig at fyre, for de skal ofte ikke have tre måneders løn med sig ud ad døren. Det kan vi ikke leve med i HK Handel.
Sagen er principiel for os og ikke mindst for mange af vores medlemmer. Det er en af de vigtigste arbejdskampe i vores samfund lige nu, og for os er det afgørende, at vores medlemmer får sikkerhed om deres ansættelsesvilkår.
Derfor har vi besluttet at rejse en sag om overenskomstbrud mod Salling Group – en såkaldt faglig voldgift – for at sætte en stopper for virksomhedens misbrug af variable kontrakter. Får vi medhold får det enorm betydning for alle de medlemmer, der bliver spist af med den type kontakter – uanset om man er ansat i Salling Group eller en af de andre virksomheder, som benytter den ansættelsesform.