Vil du gerne bidrage til den grønne omstilling, men er du i tvivl om hvordan? Fylder digitalisering mere og mere på din arbejdsplads, men savner du at kunne byde ind med det, du kan? Eller har du brug for at få opdateret din viden om dansk og matematik? Så brug din ret til to ugers gratis uddannelse i arbejdstiden, som din overenskomst sikrer dig hvert år, uanset hvor du arbejder.

Som din formand er det afgørende for mig, at vi gør uddannelse tilgængeligt for alle HK Handels medlemmer. Ligegyldigt om man har en ungdomsuddannelse, en videregående uddannelse eller har opnået stor praktisk viden på en arbejdsplads.

Hvis du er ufaglært, sidder du måske tilbage med en følelse af, at uddannelsestoget allerede er kørt forbi dig, og at du umuligt kan nå at komme ombord. Det er heldigvis ikke rigtigt. Det er aldrig for sent at uddanne sig, og spørger du nogle af de medlemmer af HK Handel, som er blevet faglærte inden for de senere år, er de ikke i tvivl: Over halvdelen svarer, at de har fået mere i løn, styrket anerkendelse og større faglig selvtillid, fordi de har brugt deres ret til uddannelse.

Når du uddanner dig, bliver du ganske enkelt sværere at komme udenom. Både når det gælder mere ansvar, mere interessante opgaver og når der skal forhandles løn. Hvis din chef siger, at vagtplanen ikke kan hænge sammen, hvis du er væk på uddannelse, så husk, at du har ret til videre- og efteruddannelse hvert år. Så må I finde et andet tidspunkt, hvor det er muligt. Tag fat i din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling og hør mere om dine muligheder – det er den bedste måde, du kan fremtidssikre dig selv og vores fag på.