Fremover vil der nemlig være langt færre penge at gøre godt med til den slags indsatser. Med den beskæftigelsesreform, Folketinget vedtog lige før sommerferien, følger nemlig en af de største offentlige nedskæringer i nyere tid: Der skal – af for mig uforståelige grunde - spares 2,7 milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen frem mod 2030. Alene her i det midt- og vestjyske område betyder det besparelser på næsten 300 millioner kroner på indsatsen for vores ledige og sygemeldte.
Reformen betyder også, at hele beskæftigelsesområdet bliver ’frisat’. Som repræsentant for hovedparten af vores jobcentermedarbejdere kan jeg kun være tilfreds med, at frisættelsen vil give færre rigide dokumentationskrav og mere tillid til vores medarbejderes faglighed. Men frisættelsen betyder også, at unge, depressionsramte og stresssygemeldte ikke længere vil have sikkerhed for at blive hjulpet tilbage på arbejdsmarkedssporet. Fremover vil det i stor udstrækning være op til de enkelte kommunalbestyrelser at beslutte, om kommunen skal afsætte de nødvendige midler til indsatsen.
Det giver mig umiddelbart bange anelser på de udsatte lediges vegne. Det er mit klare indtryk, at jobindsatsen vil blive nedprioriteret.
Mange midt- og vestjyske kommuner må i forvejen kigge dybt i kommunekassen for at kunne levere en bare nogenlunde anstændig velfærd til deres borgere.
Og beskæftigelsesindsatsen har tydeligvis bare ikke samme appel til politikerne sammenlignet med andre velfærdsområder, som for eksempel børne-, ældre- og skoleområdet. Det er måske forståeligt, men ikke desto mindre helt uholdbart på den lange bane.
Vores kommende borgmestre, udvalgsformænd og byrådsmedlemmer går efter kommunalvalget den 18. november en enorm men bunden opgave i møde med at få prioriteret og investeret i beskæftigelsesindsatsen. I modsat fald vil konsekvenserne ramme os alle. Ikke bare de ledige. Men hele samfundet – økonomisk og menneskeligt. Vi risikerer, at titusindvis af borgere bliver efterladt i systemet uden de redskaber, som tidligere har hjulpet dem videre i job og uddannelse. Vejledere, mentorer, virksomhedskonsulenter og ungemedarbejdere er blandt nogle af de medarbejdere, der også fremover er brug for, hvis vi skal tage hånd om de borgere, der har allermest brug for hjælp.
Fjerner man de indsatser, øger man også risikoen for, at flere havner i langvarig offentlig forsørgelse. Og det bliver dyrt. Også meget dyrere end det, man fra Christiansborgs side forsøger at spare.
Afgørende er det, at vores kommuner her i det midt- og vestjyske også fremover prioriterer det tætte og frugtbare samarbejde med virksomhederne, der er i dag. Det samarbejde er rygraden i vores fleksible arbejdsmarked og en hjørnesten i den danske model. Det vil i den grad give bagslag, hvis man skiller sig af med de medarbejdere, der via deres tætte kontakter til ansvarlige virksomheder giver udsatte ledige nyt håb om en plads på arbejdsmarkedet.
Ved kommunalvalget den 18. november har vi brug for at få valgt nogle politikere, der vil holde hånden under vores ledige medborgere. For uden de nødvendige ressourcer kan hverken kommunerne eller de ansatte tage hånd om de udsatte ledige, der så gerne igen vil tage del i vores arbejdsfællesskab. Husk nu vores ledige medborgere, når I går i stemmeboksen til november. Det handler ikke bare om penge. Det handler om mennesker. Giv vores ledige borgere en stemme ved valget.