Som du måske har hørt, blev der i weekenden indgået en ny overenskomst på industriområdet. Det får også betydning for dig som medlem af HK Handel, for industriforliget er det, vi bygger videre på, når det er vores tur til at møde arbejdsgiverne ved forhandlingsbordet.

Formentlig sidder vi allerede bænket om netop forhandlingsbordet, når dette nyhedsbrev lander i din indbakke. Her skal vi diskutere løn, fleksibilitet, pension og mange af de andre ting, som rører sig ude på handelsarbejdspladserne. 

Sidste gang, vi forhandlede din overenskomst, stod Danmark midt i en galopperende inflationskrise. Det besværliggjorde – for at sige det mildt – vores forhandlingsposition. Alligevel lykkedes det at forhandle nogle rigtig gode aftaler på plads, hvilket mange af jer da også kvitterede for, da I skulle stemme om resultatet. 

Denne gang arter samfundsøkonomien sig langt bedre end sidst. Til gengæld er der kommet en ny præsident i USA, som med sine trusler om straftold har skabt usikkerhed om den økonomiske fremtid. Med andre ord: Det bliver heller ikke nemme forhandlinger denne gang, men jeg går til opgaven med gåpåmod og stålsathed. Det kan jeg, fordi jeg har tusindvis af ønsker i ryggen fra jer medlemmer – tak for det, jeg lover, at jeg og resten af HK Handel gør alt, hvad vi kan for at leve op til jeres tillid.