Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de seneste par uger har været krævende. Til langt ude på natten har vi i HK Handel i flere dage i streg forhandlet den ene overenskomst efter den anden. Jeres overenskomster.

Men selvom det er de sværeste overenskomstforhandlinger, jeg har været med til, så har jeg bestemt ikke manglet gåpåmod. For noget, der virkelig har givet mig energi og vilje til at blive ved, er al den fantastiske opbakning, jeg har fået fra alle jer medlemmer.

Først viste I jeres kæmpe engagement ved at sende over 17.000 krav ind til de nye overenskomster. Det var et rygstød, jeg i den grad godt kunne mærke, da jeg satte mig ved forhandlingsbordet for at forhandle den første overenskomst – landsoverenskomsten for butik.

Men I har også overalt på sociale medier bakket op om os forhandlere. Den støtte har været så givende for os, når vi sad inde i forhandlingslokalet og havde voldsomme hovedbrud over, hvordan vi kunne komme i mål med aftalerne.

Det skal I have virkelig stor tak for. For de resultater, vi har nået at forhandle hjem, var ikke landet, hvis vi i HK Handel ikke vidste, at vi havde jer i ryggen.

Jeg håber, at I forsat vil bakke os op med samme styrke, når vi i det næste stykke tid fortsætter med at forhandle de sidste overenskomster på plads. Det vil betyde alverden for os.

Og så håber jeg, at I vil bruge jeres demokratiske ret til at stemme om overenskomsterne, når urafstemningen går i gang.