Lasse Bisted er på forældreorlov med sine tvillingesønner.Langt fra alle HK/Privat-medlemmer med børn har styr på, hvor meget barsel faderen egentlig har mulighed for at holde, når der kommer en lille ny i familien. 13 procent mener, at det alene drejer sig om 0-2 uger. Mens hver fjerde blot erkender, at de slet ikke ved det. Og den manglende viden gælder både mænd og kvinder.

Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Epinion har lavet for HK/Privat blandt 1.467 medlemmer mellem 25 og 45 år.

Svaret er naturligvis langt mere end 0-2 uger. Såfremt familien vælger, at far skal tage al forældreorloven, der ligger til deling, kan han som udgangspunkt tage i alt 34 ugers barsel (med mulighed for yderligere forlængelse).

Mænd vil gerne holde mere barsel
Så meget holder HK/Privats mandlige medlemmer langt fra. Over halvdelen af de mandlige medlemmer med børn mellem 25 og 45 år holdt under en måneds orlov i forbindelse med deres yngste barn.

Men de ville gerne have holdt mere. Godt halvdelen af de adspurgte fædre ville gerne have holdt en længere barsel, end de gjorde.

Derfor har vi lavet en liste over de vigtigste rettigheder til farmand:

  • Faderen har ret til 14 dages fædreorlov straks efter fødslen. De kan altså holdes med det samme, men skal bare være afholdt inden for de første 14 uger efter fødslen.

  • Moderen har 14 ugers øremærket barsel. Herefter har forældrene 32 uger til deling, som kan fordeles som man vil. Det er det, der kaldes forældreorlov. Inklusiv de 14 dages færdreorlov har faderen altså mulighed for at holde i alt 34 ugers orlov.

  • Hvis du holder hele forældreorloven i træk, kan du lægge din barsel, hvornår du har lyst – uden at arbejdsgiveren skal godkende det. Hvis du splitter den op i adskilte perioder, skal det derimod planlægges med arbejdsgiveren.

  • Både faderen og moderen kan forlænge de 32 ugers delte forældreorlov. Det er nemlig muligt at forlænge barslen samlet 8 eller 14 uger, som kan fordeles, som man vil. Man kan dog ikke få flere barselsdagpenge, end hvad der svarer til de 32 uger – så pengene skal række til det længere forløb. Man kan også – efter aftale med arbejdsgiveren – lave en aftale om en mere fleksibel forlængelse af barslen, hvor man fx arbejder deltid i en periode.

  • I langt de fleste af HK/Privats landsoverenskomster får du fuld løn under de 14 dages fædreorlov, plus op til 8 ugers forældreorlov. Her er nemlig 13 ugers fuldt betalt forældreorlov med 5 uger øremærket til moderen, fem uger øremærket til faderen og tre uger til deling. Er du ikke dækket af en overenskomst, kommer betalingen an på, hvad der står i din ansættelseskontrakt.

  • Man skal have afholdt al barselsorlov, inden barnet bliver 9 år.