I 27-årige Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensens blå bog fra efterskolen står der, at ”hvis du ikke bliver computerspiller, så bliver du noget inden for computere”. Det skulle vise sig at ramme hovedet på sømmet. Foto: Carsten Snejbjerg.

Du har ikke lyst til at møde 27-årige Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen i et spil CS:GO. Han er bedre end de fleste, lad os bare sige det sådan. 

Men omvendt, så er han ikke i den absolutte top. Ikke helt deroppe, hvor pengene er.

Mark troede på et tidspunkt, han kunne komme derop. Satsede på det allerede som teenager, hvor han en overgang spillede på kontrakt og blev aflønnet med én 50 cl Cocio-kakaomælk pr. turnering samt en ny musemåtte i ny og næ.

Han troede igen på det – ”100 procent”, som han siger – i 2012-2013, hvor det nye Counter-Strike-spil CS:GO kom på markedet og tiltrak millioner af nye spillere. Dengang investerede Mark i en ny computer og lagde en plan:

- Målet var at blive en af de første, der var rigtig god. Jeg var også med til at vinde en turnering med mit hold, og jeg var vel som en god 1. divisionsspiller i fodbold. Men vi fik aldrig en kontrakt, fortæller han. 

- Vi manglede lige det sidste.

Kimen lagt med logodesign

Vi møder Mark i Slagelse – i Sørby Esports luftige lokaler, hvor rækkerne af sorte gamingcomputere står snorlige, og der på tværbjælkerne under loftet med store bogstaver står #MEREENDESPORT. Det er klubbens motto, fordi de i Sørby tror på at give de unge meget mere end gaming. 

Sørby Esport er i øvrigt Danmarks største e-sportsforening, og Mark er formand og medstifter.

Vi sidder og taler ved et bord i den ene ende af lokalet, hvor endevæggen er udsmykke med et stort banner prydet med klubbens logo. En blå tyr med ring i næsen – designet af Mark.

Da Mark købte sin nye computer i 2012 og gik i krig med CS:GO, brugte han den nemlig ikke kun til at spille. Han begyndte også at lave logoer til sit hold og designe profiler i spillet.

- Jeg tænkte, det her, det er fandme fedt, husker han.

- Vi kom også altid til turneringer i trøjer, vi selv havde designet, i stedet for i en eller anden grim hoodie. Senere begyndte jeg også at lave hjemmesider. Mange af mine kompetencer er selvlært fra den tid. 

Aldrig sket uden e-sport

Da drømmen om en tilværelse som professionel CS:GO-spiller langsomt, men sikkert blev skudt i sænk, begyndte Mark at tænke på, hvad han så skulle lave. 

- Jeg ville gerne leve af at spille. Men jeg er også en realistisk mulighedernes mand, siger han.

Da han så sig omkring i uddannelseslandskabet, faldt hans blik ret naturligt på uddannelsen som multimediedesigner. 

- Jeg havde lyst til at arbejde med grafik og med marketing. Det havde jeg altid gjort, da jeg dyrkede esport. Jeg elskede det grafiske arbejde – processen med at få en idé og sidde og lege med den og skabe noget. Men havde det ikke været for e-sport, så havde jeg aldrig tænkt på at vælge den uddannelse, siger han.

Han gennemførte uddannelsen på Selandia (i dag ZBC Slagelse), men var dog ved at knække halsen på kodning, som han slet ikke havde tålmodighed til. Derfor var han bagefter også i tvivl, om han nogensinde ville få brugt sin uddannelse. 

Men det ændrede sig, da han var med til at stifte Sørby Esport i 2016.

- Da vi startede Sørby op, fik jeg for alvor brugt uddannelsen. Jeg skulle designe et logo, skabe et brand og en grafisk identitet, lave marketingplaner og partnernetværk, opbygge vores website og optimere hjemmesiden, forklarer han.

Hjælp til uslebne diamanter

Ambitionen er nu at blive Skandinaviens største e-sportsforening. Der er kun lige en svensk klub, der skal overhales. Men vigtigst af alt er ambitionen at tage hånd om de unge, der er med i klubben, fortæller Mark. Og mens han i sin tid opbyggede kompetencer gennem e-sporten på egen hånd, så sker det mere fokuseret i Sørby Esport i dag.

- Vi havde for eksempel en dreng, der startede her som 16-årig og var ret usikker og socialt akavet. Han prøvede at tage et mekanikerforløb, men sprang fra. Så opdagede vi, at han har en helt hjernedød kompetence inden for it. Hvis der var problemer med et netværk eller en server, så fiksede han det – og det var altid på få sekunder. Jeg spurgte ham, hvad han skulle lave efter sommerferien, det vidste han ikke. Så talte vi om, hvad han var god til, og nu han kommet ind i et elevforløb i Forsvaret inden for cyberkriminalitet, siger Mark.

- Der er mange af den slags uslebne diamanter hernede. Vi havde også en pige, som elskede at tegne og tegnede figurer i spillene, og hun er i dag optaget på en meget anerkendt 3D-tegneskole i New York, som de færreste kan komme ind på.

Han læner sig frem for at sætte tingene i perspektiv:

- Hver uge er der over 600.000, der gamer i Danmark. Men ligesom i fodbold, hvor man taler om, at der kommer én på landsholdet pr. årgang, så er det forsvindende få, der bliver professionelle gamere. Vi har 500 medlemmer i Sørby. Der er måske ét dem, der kan blive professionel. Vi skal fokusere på, hvad de 499 andre er gode til.