Flere end 8 ud af 10 virksomheder er stadig meget tilfredse med jobcentrenes service. Det viser en ny undersøgelse fra KL’s nyhedsbrev Momentum med udgangspunkt i næsten 4.600 besvarelser fra virksomheder, der har været i kontakt med et jobcenter i løbet af det seneste år.
De markant positive resultater fra den nye undersøgelse matcher tidligere tilsvarende undersøgelser, der også viser bred virksomhedsopbakning til jobcentrenes indsats – coronanedlukning eller ej.
83 procent af virksomhederne har samlet set været tilfredse eller meget tilfredse med jobcenteret, mens kun 4 procent har været decideret utilfredse, viser undersøgelsen. Den markante tilfredshed gælder på områder som samarbejde, forståelse for virksomhedens behov, responstid og kommunikation.
Jobcentre finder kandidater
Blandt andre af undersøgelsens mere markante resultater kan nævnes:
60 procent af virksomhederne angiver, at de i 2020 har fået fremsendt kandidater af jobcentret. 75 procent af virksomhederne var tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets evne til at finde en kandidat, der passede til virksomhedens behov. Og 49 procent har ansat en medarbejder som følge af samarbejdet med jobcentret omkring rekruttering.
I Dansk Industri er det vicedirektør Steen Nielsens indtryk, at virksomhedskontakten bliver prioriteret meget højt i de fleste kommuner, og også er blevet det i 2020.
- Det er rigtig glædeligt, at kommunerne prioriterer det og har en god forbindelse til det lokale erhvervsliv og et blik for, hvad erhvervslivet har behov for. For jo bedre viden man har om jobmulighederne i lokalområdet, jo bedre kan man hjælpe de ledige videre, siger Steen Nielsen til Momentum.
Også formanden for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL, Thomas Kastrup-Larsen (S), glæder sig over, at virksomhedernes tilfredshed trods coronarestriktioner over tid er fastholdt på det samme høje niveau.