Velfærdsforringelser skævvrider arbejdsmarked og samfundsmodel
Kronik af Lene Roed, formand HK Kommunal. Regeringen sidder ikke bare helt åbenbare udgiftsbehov overhørig. Nej, den opererer også med direkte milliardbesparelser på de administrative funktioner og på beskæftigelsesindsatsen. Med den ringere velfærd vil borgerne billedligt talt stemme med fødderne og søge private løsninger. En ond, ulighedsskabende spiral. På det mere strukturelle plan betyder velfærdsforringelserne for det første, at borgernes tillid til hele vores samfundsmodel lider skade. For det andet vil manglen på kvalificeret arbejdskraft i den offentlige velfærdsproduktion blive forstærket. Medarbejderne i kommuner og regioner presses, bliver syge eller forlader det offentlige arbejdsmarked og søger over i det mere attraktive private. Det vil yderligere skævvride arbejdsmarkedet. Det offentlige og det private er hinandens forudsætninger. Det er en del af samfundskontrakten. Regeringen bør genforhandle økonomiaftalerne og indgå i en seriøs drøftelse af, hvordan vi på den lange bane kan sikre finansieringen af en tidssvarende velfærd. Endelig bør regeringen stoppe med at nedgøre og udsulte væsentlige dele af velfærdens fundament, som det er tilfældet med de administrative funktioner.
Kommunen
24-09-23
Kommunalt ansatte frøs sidste år: Odense Kommune sætter igen temperaturen til 19 grader
Byrådet i Odense Kommune har besluttet, at termometret skal stå på 19 grader, hvis man arbejder i kommunens bygninger. Det samme skete sidste år. Og flere medarbejdere arbejdede faktisk med handsker på og med tæpper på benene for at holde varmen. Formand for HK Kommunal Midt, Karina Skovgaard Jørgensen, var en af dem, der sad med tæppe på. – Problemet er, at når man arbejder ved et skrivebord, så sidder man stille, og så fryser man. 19 grader lyder ifølge Karina Skovgaard Jørgensen ikke voldsomt. – Men hvis man sidder i nogle af kommunens ældre bygninger, der ikke er godt isolerede, så bliver jeg også bekymret for indeklimaet. For fx skimmelsvamp eller lignende, for det er jo ikke fordi, man er særligt tilbøjelig til at lufte ud, hvis man i øvrigt sidder og fryser. Så jeg håber virkelig, at arbejdsgiverne påtager sig ansvaret for arbejdsmiljøet og holder øje med de her ting, siger Karina Skovgaard Jørgensen. Hun tilføjer, at hun er sikker på, at mange er parate til at tage en ekstra sweater på, hvis man som modydelse kan få lov til at beholde en HK-kollega.
Radio 4
22-09-23
Børnehaveledere og skolesekretærer skal betale Mette Frederiksens lønløfte til pædagoger og sygeplejersker
Plejehjemsledere, socialrådgivere, viceskoleinspektører og sagsbehandlere i jobcentrene er nogle af de offentligt ansatte, der står til at blive ramt af sparekniven, hvis regeringen indfrier løftet om ekstraordinære lønstigninger til pædagoger, sygeplejersker, sosu'er og fængselsbetjente. Lønløftet på tre milliarder kroner skal nemlig betales af besparelser på kommuners og regioners administration og ledelse, og det kan dække en bred vifte af velfærdsopgaver. - Man kan let få det indtryk, at kommuners udgifter til administration og ledelse ikke har noget med velfærd at gøre. Men i virkeligheden kan det dække det over mange velfærdsfunktioner med tæt borgerkontakt, uanset hvilken opgørelsesmetode, man bruger, forklarer Kurt Houlberg, der er professor og ekspert i kommunal økonomi på VIVE. Hos HK Kommunal er kritikken særlig skarp. - Det er jo ikke et lønløft, men en omfordeling, som er yderst problematisk. Selvfølgelig burde midlerne tages fra råderummet. Det er svært at forklare, at administrative medarbejdere, der også løser mange velfærdsopgaver for borgere, skal afskediges for at andre faggrupper kan få mere i løn, siger Lene Roed, der er formand for HK Kommunal.
Altinget
22-09-23
Topforhandlere afviser sammenkædning før trepart
HK Kommunal og FOA vil ikke gå med til at stække deres strejkevåben som modydelse for de tre ekstra milliarder i løn til sygeplejersker og pædagoger. FOA og HK Kommunal skal forhandle nye overenskomster på plads for en mere end en halv million offentligt ansatte i kølvandet på trepartsforhandlingerne. I HK Kommunal siger formand Lene Roed, der samtidig er næstformand i Forhandlingsfællesskabet: - Hvis vi accepterer sammenkædning, vil det efterlade de små organisationer på perronen. De står til at blive forbigået ved trepartsforhandlingerne, men kan samtidig blive tvunget til enten at æde en overenskomst, som de ikke ønsker eller blive kastet ud i en storkonflikt, hvis de store organisationer stemmer nej, siger hun. I Forhandlingsfællesskabet er man enige om for enhver pris at undgå sammenkædning fremover. Regeringen lægger op til, at fx pædagoger og sygeplejersker skal have en lønstigning, hvorimod grupper som socialrådgivere og HK'ere skal være med til at betale for de andres lønstigning, da trepartsmilliarderne bliver finansieret ved besparelser på den offentlige administration. - Vi mister vores legitimitet overfor vores medlemmer, hvis vi accepterer sammenkædning, siger Lene Roed.
Altinget
20-09-23
Vi er bekymrede
Debatindlæg af Henrik Marckmann Hansen, HK-FTR Bornholms Regionskommune og Reno Marcher Jørgensen, DS. DS og HK Kommunal ser med bekymring på det nyligt indgåede budget 24 i Bornholms Regionskommune. Vi anerkender, at der er behov for besparelser på kommunens budget, men når medarbejdere, der i forvejen er pressede, risikerer at opleve et større pres, er vi nødt til at råbe op. Besparelserne på det sociale- og beskæftigelsesmæssige område, vil have indflydelse på medarbejdernes arbejdsmiljø og vilkår. Det er medarbejdere, borgere søger til, når der sker ændringer i de tilbud de modtager. Lukning af tilbud eller fratagelse af hjælp vil altid skabe utryghed for borgeren. Ønsket om afklaring til, hvor hjælpen så kan ydes, vil skulle afklares af medarbejdere, der i forvejen løber stærkt og er presset. De følelsesmæssige krav til medarbejderne vil blive endnu mere udfordrende. I mange tilfælde er det disse krav sammenholdt med det økonomiske perspektiv, som får sygefraværet for medarbejdergruppen til at stige.
Bornholms Tidende, TV2 Bornholm
20-09-23
332 tillidsrepræsentanter i HK Kommunal Hovedstaden i opråb over velfærdsbesparelse
Debatindlæg af 332 tillidsrepræsentanter i HK Kommunal Hovedstaden. Budskabet fra demonstrationen på slotspladsen den 3. oktober er: ’I skærer for dybt i vores velfærd, og det er uacceptabelt’. For regeringen har hidtil afvist at bruge det svulmende økonomiske råderum til at komme kommuner og regioner til undsætning. I kommuner og regioner kan borgerne se frem til alvorlige velfærdsforringelser. Det kan folk simpelthen ikke forstå. Den ene ekstra milliard, regeringen har lovet til kommuner og regioner, er en dråbe i havet sammenlignet med det underskud, som kommunerne og regionerne slås med. Milliarden er Anders And-penge, som kommuner og regioner selv skal stampe op af jorden ved at spare på administration. Sparekrav på administration fjerner ikke administrative arbejdsopgaver, men blot tvinger opgaverne over til andre faggrupper, som ikke er uddannet til det, og som herefter ikke kan bruge tid på det, de selv er bedst til. Kære regering. I kan beskære vores velfærd synder og sammen – men I bør sige højt, at det er det, I gør, i stedet for at sende spareaben videre til kommunerne og regionerne.
A4 Medier
20-09-23
Systemet og de alvorligt syge
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen inviterede til stormøde om de alvorligt syge på sygedagpenge. På scenen var der flere oplæg med rørende eksempler fra virkelighedens verden. Fx en selvstændig, der fortalte om sit forløb med både kræft og sygedagpenge, hvor han måtte igennem en klagesag. Folketingspolitikeren Karsten Hønge kunne ikke forstå, hvorfor vi i systemet ikke bare brugte vores sunde fornuft. Men det er Folketinget, der har skabt en lovgivning, som først og fremmest er baseret på mistillid til borgeren, til den jobcenteransatte og til kommunerne. Landspolitikerne er nødt til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst: At forhindre al form for snyd ved at sætte så mange kontrolmekanismer op som muligt eller at skabe et system, der bedre end i dag kan gribe mennesker, når de er i dyb krise pga. sygdom. Og er vi sikre på, at de lange udmarvende forløb i realiteten sparer noget på den lange bane? En anden vigtig pointe er, at vi skal tale ordentligt til og om hinanden. Ellers graver vi grøfter, som den syge risikerer at falde ned i.
NB Medier
19-09-23
Er der en voksen til stede i regeringen?
Debatindlæg af Lene Roed og Pia Lund Jeppesen, hhv formand og næstformand i HK Kommunal. Trods for en ifølge Finansministeren sund og stærk økonomi er kommuner og regioner i gang med at spare vigtige områder som børn, handicappede og ældre i stumper og stykker. Lyder det tosset? Ja, det gør. Regionerne mangler 2,5 mia.kr. for at kunne få enderne til at mødes. Det betyder besparelser og i sidste ende afskedigelser af de personalegrupper, der i forvejen er mangel på. Lyder det tosset? Ja, det gør. Kommunerne må også ud i massive besparelser, der kommer oveni besparelserne på tre mia.kr. på beskæftigelsesområdet og tre andre milliarder på det administrative område. De administrative opgaver skal så udføres af nogle andre end de administrative medarbejdere. For eksempel af sygeplejersker, SOSU'er og pædagoger, som der i forvejen er for få af. Lyder det også tosset? Ja, det gør det. Vi troede i vores åbenbare naivitet, at politikerne havde lært noget af, hvor dyrt det er at udsulte fundamentale institutioner som SKAT. For der er altid en regning at betale bagefter. Og den regning bliver langt større, end det, der bliver sparet lige nu.
Politiken
18-09-23
- Det er ikke de unge på førtidspension, der skal have et wakeup-call. Det er os som samfund
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. Beskæftigelsesministeren kalder det et wakeup-call, at der igen bliver flere førtidspensionister under 40 år. Noget kan gøres: En tidligere indsats for unge med behandlingskrævende psykiatriske lidelser, og vi skal have løst epidemien med børn, der ikke kommer i skole. Og så håber jeg ikke, at man med jobcenterreformen smider den tværfaglige, koordinerende indsats i ressourceforløbene ud, for det har især de unge med psykiske lidelser stadig i høj grad behov for. Jeg håber også, at man ser på, at der gives de koordinerende medarbejdere nogle nye værktøjer i værktøjskassen, så fx borgers deltagelse i psykologbehandling ikke bliver et spørgsmål om penge. Og så håber jeg inderligt, at man ikke laver en straffeaktion mod de unge, der tillader sig at være så uheldige i livets lotteri, at de ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet. Det er ikke de unge på førtidspension, der skal have et wakeup-call. Det er os som samfund, der skal have det for ikke at hjælpe dem bedre, hvor bedre hjælp kunne have givet et andet resultat.
A4 Medier
18-09-23
Kommunens egne ansatte kritiserer spareforslag
Mange af Fredericia Kommunes egne ansatte retter kars kritik mod sparekataloget på 94 millioner kroner. Arbejdspres og manglende hænder vil kun blive værre, hvis besparelserne rammer. Bekymringerne er blandt andet italesat af Sekretariat for Beskæftigelse og Velfærd: - Helt generelt er der et højt arbejdspres, og en besparelse uden reduktion i opgaver vil betyde et forringet arbejdsmiljø. Derudover vil der være en række konkrete konsekvenser af en administrativ besparelse, lyder det. Også de HK-ansatte i Borgerservicecenteret har indsendt et betvivlende fælles-skriv. - Hvis spareforslaget vedrørende reduktion af tilgængelighed og personalereduktion på tre årsværk netop i fronten bliver vedtaget, kan det blive vanskeligt at udvikle i en i forvejen presset arbejdsdag, skriver de blandt andet og minder samtidig om, at de forskellige afdelinger har forskellige evner, kendskab og opgaver.
Fredericia Dagblad, Fyens Amts Avis m.fl.
15-09-23
En uge efter bekymringsbrev: - I sidste uge var jeg sur, nu er jeg glad
Klokken 11 præsenterede Søren Brostrøm i dag Robusthedskommissionen bud på, hvordan sundhedsvæsenet i fremtiden skal se ud. Problemer der atter kom op til overfladen i sidste uge, da 14.000 ansatte fra Region Nordjylland sendte regeringen et bekymringsbrev, hvori budskabet var soleklart ’I spiller hasardspil med vores sundhedsvæsen’. Formanden for HK Kommunal, Katharina Hauge Antonsen dengang med følgende udtalelse: - Hvis vi siger, vi for nogle måneder siden var i knæ - så ligger vi ned nu. Efter dagens pressemøde er hun imidlertid anderledes positiv. - I sidste uge var jeg sur, nu er jeg glad. Det er positiv læsning. Det glæder mig, at kommissionen sætter fokus på at bruge de rette kompetencer til de rette opgaver, siger hun og tilføjer: - For eksempel at lægesekretærer og sundhedsadministrativt personale løser de nødvendige koordinerende, administrative opgaver på sygehusene, fordi de er mere effektive til det, i stedet for at dem med patientkontakt skal gøre det. Ifølge HK Kommunal-formanden er det opløftende, at de relevante faggrupper dermed får mere tid til deres kerneopgaver.
TV2Nord.dk
12-09-23
Et robust sundhedsvæsen kræver professionelle administrative kompetencer
Lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer bør få en central placering i fremtidens sundhedsvæsen, mener Robusthedskommissionen. I HK Kommunal glæder formand, Lene Roed, sig over, at kommissionen sætter fokus på, at de rette kompetencer skal løse de rette opgaver. - I dag løses mange administrative opgaver af faggrupper, der har deres kompetencer på helt andre områder. Det er helt hul i hovedet, når man tænker på den mangel, der er på især sygeplejersker og sosu-ansatte. Vi har brug for en bedre arbejdsdeling, så det behandlende personale kan få frigjort nødvendig patienttid, siger Lene Roed. På den måde sikrer man i følge HK Kommunals formand også, at de administrative opgaver bliver løst mere effektivt og med en høj kvalitet. I Danske Sundhedsadministratorers Landsforening mener formand, Nathali Schaap Degn, at det er helt afgørende, at de kliniske fagligheder går hånd i hånd med de sundhedsadministrative kompetencer. - Kun på den måde får vi udnyttet de forskellige personaleresurser optimalt, siger hun. Hun peger samtidigt på behovet for, at man på landets professionshøjskoler øger optaget af nye studerende på den nye Sundhedsadministrative Koordinator-uddannelse (SAK).
Ritzau, Altinget, Politiken m.fl.
11-09-23
Beskæftigelsespolitik kører fast i mangel på ambitioner
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden. Regeringens ’ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats’ skal forvalte en besparelse på 3 mia. kr. Den skal ikke realisere den lange række gode anbefalinger fra den langt mere indsigtsfulde Reformkommission. Vi bliver ved med at tabe alt for mange børn og unge på gulvet, og vi langtidsparkerer alt for mange unge og voksne på midlertidig forsørgelse, fordi Christiansborg mangler politisk mod til at tænke nyt. Men intet tyder på, at ekspertgruppen vil lytte til Reformkommissionens anbefalinger. Hovedmålet bliver at spare 3 mia. på de jobcentre, som Folketinget selv har gjort til prygleobjekt på grund af et disrespektfuldt, old school regeltyranni. HK Kommunal og vores medlemmer i jobcentrene har løbende budt ind med andre og bedre måder at arbejde på. Nu er vi så alle vidner til, at regeringen igen vægter uambitiøs spareiver. Nu har vi ellers en gylden mulighed for at gå forrest og vise, at et veldrevet samfund faktisk kan få de sidste med ved at tænke nyt og ud af boksen. Det er i sidste ende et politisk valg. Lyt til Reformkommissionen.
Jyllands-Posten
11-09-23
Akademikere og kontoransatte vil have mulighed for at skrue ned for arbejdstiden
Drømmen om en firedages arbejdsuge trives i stor stil ved OK24 og blandt mange lønmodtagere. 63-årige Tenna Koppel, der er HK’er og jobkonsulent i Jobcenter Esbjerg, arbejder fire dage om ugen. Det har givet hende mere trivsel. - Jeg synes, at de lange arbejdsdage giver mere effektiv arbejdstid, og når jeg har fri torsdag, så er det weekend, siger Tenna Koppel. Hun tilføjer, at firedagesugen ikke passer til alle herunder dem med små børn. Netop derfor er det vigtigt, at firedages arbejdsuger aftales lokalt, og at det er frivilligt, understreger Lene Roed, formand for HK Kommunal. - Vores medlemmer er optaget af fleksibilitet, og på vores område er det allerede blomstret med lokale tiltag i indeværende overenskomstperiode. Især efter corona er der fundet løsninger på, hvordan man bl.a. kan løse sine opgaver hjemmefra, siger Lene Roed. Ifølge HK Kommunals formand er mange af seniorerne på HK-området villige til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, hvis de får mere fleksibilitet og nedsat tid. - Vi skal i det hele taget tænke mere i, at man ikke bliver ansat til 37 timer hele livet. At der kan være livsfaser, med små børn f.eks., hvor man kan have brug for at arbejde mindre, siger Lene Roed.
Børsen
08-09-23
Budgetforhandlinger. Kære politikere, I har allerede skåret ind til benet
Debatindlæg af Hanne Vinther, Helle Rix, Ole Sønderup, Veli Metin m.fl., HK-FTR’ere i Aarhus Kommune. Vi vil på vegne af vores medlemmer og byens borgere udtrykke bekymring for, at der fra 2024 skal findes reduktioner i administrative opgaver og årsværk for 50 millioner kroner stigende til 150 millioner kroner i 2030. Det bør være åbenlyst for de fleste, at besparelser i den størrelsesorden ikke kan gennemføres uden, at det kan mærkes på serviceniveauet for byens borgere, for deres retssikkerhed og for de nødvendige interne procedurer i Aarhus Kommune. Aarhus Byråd må være skarpe på konsekvenserne af besparelserne både i forhold til medarbejdernes arbejdsmiljø og i forhold til byens borgere, der har krav på at vide, hvad de fremover kan forvente af kommunen. Politikere skal leve op til deres ansvar, så alle borgere kan være trygge ved, at deres retssikkerhed ikke bliver trådt under fode, og at der er styr på de kommunale processer både internt i kommunen og i relation til borgerne. Administrationen holder sammen på alle kommunale opgaver.
Århus Stiftstidende m.fl.
08-09-23
Nordjyske fagforeninger sender bekymringsbrev til Christiansborg
Ni nordjyske fagforeninger har i dag sendt et bekymringsbrev til politikerne på Christiansborg. De kritiserer de store besparelser i regionerne i landet har kæmpet med i de seneste ugers budgetforhandlinger, og regionerne har brug for en pengeindsprøjtning nu, mener Katarina Hauge Antonsen, formand for HK Kommunal Nordjylland og initiativtager på brevet. – Det er ikke næste år, vi skal have penge. Det er altså nu. Her i Nordjylland skal vi spare 300 millioner kroner i år, og det kommer til at gå ud over patienterne, siger Katarina Hauge Antonsen. - Det handler om arbejdsmiljø, og det handler om patientsikkerheden, som vi er alvorligt bekymrede for. Det kan vi ikke gå på kompromis med, siger Katarina Hauge Antonsen og fortsætter: - Folketingspolitikerne siger, at vi er et rigt land og der er penge i kassen. Derfor bekymrer det mig, at politikerne er så virkelighedsfjerne, for ude hos os er der brug for penge her og nu. Vi har et sundhedssystem i kaos. - Vi har nået et punkt, hvor samtlige personalegrupper og medarbejdere er alvorligt bekymrede over de beslutninger, I træffer som øverste ansvarlige for vores blødende sundhedsvæsen, lyder det i brevet fra de nu nordjyske fagforeninger.
DR Radioavisen, Politiken.dk, TV2 Nord, DR.dk m.fl.
08-09-23
Ensidigt administrative besparelser svækker kommunal service på Ærø
Debatindlæg af Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt. Visionsløse Ærø-politikere har besluttet, at Ærø Kommune skal spare fem millioner kroner på administration. Problemet her er ikke kun, at de overser, hvordan effektiv administration og dygtige HK'ere netop styrker andre faggrupper. Sørger for den mest effektive udnyttelse af de kommunale ressourcer, når der er allermest brug for det. Borgerne vil med den her besparelse stort set aldrig møde en HK'er, når de har brug for en service fra kommunen. Ærø Kommune burde måske prøve at lade de rette kompetencer udføre de rette opgaver. På sigt vil det bare ikke give besparelser, hvis der pilles for mange administrative tandhjul ud af det kommunale servicemaskineri. Det gør det igen mindre attraktivt at bosætte sig eller starte virksomhed på Ærø, og så vil det betyde, at de ramte HK'ere skal finde indkomstgrundlag andre steder. Dermed flytter der flere ressourcer ud af kommunen. Det er en ond cirkel, som jeg synes, at politikerne på Ærø skal forsøge at bryde med klogere besparelser, end der her er lagt op til. I holder kun maskinen (og den borger- og virksomhedsnære service) effektivt kørende, hvis alle tandhjul er der.
Fyns Amts Avis m.fl.
07-09-23
Her regner man med flere gevinster ved en fire dages arbejdsuge
Nu får medarbejderne indflydelse på arbejdsugen, så man kan arbejde fire dage om ugen i stedet for fem på Nordjyllands største arbejdsplads, Aalborg Kommune. Forsøget løbet et år og er frivilligt for den enkelte medarbejder at deltage i. Men det er ikke meningen, at der samlet set skal arbejdes færre timer. På borgmesterkontoret er der store forventninger til, hvad den nye mulighed kan medføre i forhold til medarbejdernes planlægning af deres arbejdsliv, og hvad angår sygefravær og trivsel. Fællestillidsmand for de HK-ansatte i Aalborg Kommune, Susanne Thorsø, ikke et bud på, hvor mange der vi arbejde fire dage. - Jeg lytter mig til, at mange af de unge mennesker siger tak men nej tak. Specielt børnefamilierne synes, at så får de slet ikke deres børn at se, siger Susanne Thorsø. Hun tror omvendt, at nogle af de ansatte, der har langt til arbejde måske vil tage imod tilbuddet. - Jeg vil ikke afvise, at det kan være en effekt af det, men jeg tror også, at der er mange, der er rigtig glade for, at de 37 timer er placeret på fem dage, så dagene ikke er så lange, så der er mulighed for andet i sit liv end blot arbejde, siger Susanne Thorsø.
Nordjyske m.fl.
07-09-23
Kære arbejdsgiver: Vil du gerne have din seniormedarbejder til at blive lidt længere?
Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal MidtVest m.fl. Vil du som arbejdsgiver i kommune, region og stat gerne have din seniormedarbejder til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, så skal du give ham eller hende fleksibilitet, indflydelse og mulighed for udvikling. Det siger Lars Louis Andersen, forskningsleder på forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv. Ifølge Lars Louis Andersen er der tre nøgler til at holde seniorer aktive på arbejdsmarkedet: 1. Fleksibilitet og bedre balance mellem arbejde og fritid. 2. Økonomi. Her er det overraskende, at lønnen for de fleste ikke vil være det vigtigste. Et godt arbejdsmiljø og fleksibilitet tæller mere. 3. Arbejdsmiljøet har stor betydning. Lige om lidt er der rigtigt mange af medarbejderne på de offentlige arbejdspladser, der når efterløns- og pensionsalderen. Flere seniordage, mere hjemmearbejde eller nedsat tid er muligheder. Også arbejdsmiljøet bør ses efter i sømmene. Med den mangel på arbejdskraft, der ser ud til at blive de kommende år, kunne arbejdsmiljø såvel som fleksibilitet sagtens blive et konkurrenceparameter - både til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Folkebladet Lemvig m.fl.
07-09-23
Bekymrende mange råber ad og truer kommunalt ansatte
Når borgere i stigende grad intimiderer, chikanerer og truer kommunalt ansatte, skyldes det, at de føler sig uretfærdigt behandlet og har svært ved at finde rundt i og leve op til de regler og krav, der er, forklarer Merete Monrad, der er forsker hos Aalborg Universitet. Det går ud over de ansatte på for eksempel jobcenteret, fordi de er ansigtet på systemet. Hos HK Kommunal genkender næstformand Pia Lund Jeppesen, at det er borgere, der føler sig mødt med mistillid og mangel på hjælp. Hun kan også godt forstå, at borgerne har svært ved at finde rundt i og leve op til de krav og regler, der er. Men hun mener også, at chikanen er et udtryk for den måde, folketingspolitikerne taler på. Det er hendes oplevelse, at politikere taler negativt om de opgaver, kommunerne varetager. Det kan få borgerne til at føle, at politikerne deler deres vrede, og at den er berettiget, mener Pia Lund Jeppesen. - Deres nedsættende tale om administrative opgaver og visse grupper af offentligt ansatte kan brede sig til en legitimering af, ’hvis de kan, så kan jeg også’, siger hun. Det giver Merete Monrad hende ret i. Ifølge kommuner og fagforeninger er det særligt de ansatte, der er i tæt kontakt med borgerne som på jobcentre og borgerservicecentre, der i stigende grad bliver chikaneret.
TV-Avisen, Radioavisen, DR.dk m.fl.
02-09-23
Digital chikane. Ingen må opleve at stå alene med problemet
Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal MidtVest. Vores medlemmer bliver i stigende grad bliver udsat for digital chikane eller trusler fra utilfredse borgere. DR har sat spot på problemerne. Her var bl.a. et eksempel med en lokal beskæftigelsesfaglig medarbejder, der fik sit fulde navn og e-mailadresse lagt ud på de sociale medier. I det konkrete tilfælde tog ledelsen med det samme vare på medarbejderen. Og sådan bør det være. Men langtfra alle medarbejdere kender desværre til arbejdspladsens strategi, hvis en medarbejder bliver udsat for chikane. For os at se har cheferne en opgave i at gøre handleplaner og retningslinjer synlige og kendte for medarbejderne. Det er hele arbejdspladsens - og mest af alt ledelsens - ansvar at stille sig imellem borgeren og den ansatte. Det er afgørende, at den ansatte i pressede og truende situationer altid kan hente supervision hos ledelse og tillidsrepræsentant. Derfor bør den politiske eller administrative ledelse mindst én gang om året gennemgå arbejdspladsens retningslinjer for forebyggelse og håndtering af chikane og trusler med medarbejderne. Ingen, der bliver chikaneret, må opleve at stå alene med problemet.
Dagbladet Holstebro, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Horsens Folkeblad m.fl.
02-09-23
Lægesekretærer. Uholdbar situation på sygehusene
Debatindlæg af Dorthe Vestergaard Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland. Sygehusvæsenet er under pres. Personalet løber alt for stærkt, og mange patienter venter for længe på udredning og behandling. Men ved du hvad? Nu bliver det hele lige en tand værre, fortæller de fem regionsformænd. Stigende medicinudgifter i kombination med sommerens alt for stramme regionsaftale betyder, at der nu skal spares rundt om på sygehusene. Medarbejdere kan risikere at blive fyret. Ventelister vil blive længere. Patienterne kommer til at betale prisen. For os og lægesekretærerne i HK Kommunal står det helt klart, at situationen både er uholdbar og uacceptabel. Derfor opfordrer vi på det kraftigste regeringen til at genåbne regionsaftalen, så der kan komme flere ressourcer i retning af sygehusene. Som formand her i Sydjylland vil jeg desuden sende en opfordring til de lokale sygehuse om at passe på lægesekretærerne i de muligt kommende sparerunder. Der er allerede varslet kæmpe administrative besparelser til næste år. Det kan ikke blive ved. Husk, at lægesekretærerne udgør fundamentet for, at de øvrige medarbejdere på sygehuset kan passe deres arbejde.
Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad m.fl.
02-09-23
Stigende problem vækker bekymring: Ansatte får dødstrusler, ridser i bilen og hænges ud offentligt
Kommunalt ansatte får trusler, ridset deres biler og bliver hængt ud på sociale medier. De bliver også chikaneret og intimideret. Og det i en grad der bekymrer mere end nogensinde før. Det fortæller flere kommuner og fagforeninger. Det samme vidner antallet af politianmeldelser om. Et af de steder, der har problemet, er på jobcenteret i Esbjerg. Det fortæller arbejdsmiljørepræsentant Søren Willadsen. - Det kan være svært at gå på arbejde. Der kan komme sygemeldinger. Folk kan have svært ved at sove. Og i værste fald kan der være behov for psykologisk behandling, siger han. Det er særlig de medarbejdere, der har borgerkontakt, som det fx er tilfældet på jobcentre og borgerservicecentre, der bliver ramt. Men de kommunalt ansatte bliver sandsynligvis udsat for endnu mere, end de anmelder. Det vurderer næstformanden i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen. - Omfanget er svært at blive klog på, for det er svært at dokumentere. Det er både ubehageligt at blive udsat for og gøre noget ved for eksempel ved at indberette og anmelde det, siger hun. Indberetningerne fra ansatte om chikane, krænkelser og trusler var sidste år steget på alle landsdelens jobcentre og på fem af dem var det ligefrem en fordobling sammenlignet med 2021.
DR Radioavisen, TV-Avisen, DR.dk m.fl.
01-09-23
Stigende antal chikanesager i kommunerne
Trods gentagne indsatser på området oplever de kommunalt ansatte i stigende grad digital chikane, intimideringer og trusler om vold: En af dem er beskæftigelsesfaglig medarbejder på Jobcenter Viborg, Karina Bertelsen: - Jeg havde en episode, hvor en borger ikke var enig i den afgørelse, jeg havde vurderet, var den rigtige. Herefter vælger borgeren at offentliggøre mit navn og min mailadresse og nogle korrespondancer, vi havde haft, på de sociale medier. Karina Bertelsens sag er langt fra den eneste. Fagforeninger beretter, at man landet over oplever et stigende problem. Og Karina Bertelsens sag stoppede ikke her. Efterfølgende modtog hun en ubehagelig besked fra den pågældende borgers pårørende. – Den pågældende udtaler sig om, hvordan jeg kan leve med mig selv, og oplyser også om nogle private forhold omkring mig, som jeg ikke ved, hvor personen har fra, fortæller Karina Bertelsen.
TV-Avisen
01-09-23
Velfærd eller skattelettelser?
Debatindlæg af Katharina Hauge Antonsen, formand HK Kommunal Nordjylland. Samtidig med at regioner og kommunerne bløder besparelser, så planlægger Regeringen at åbne en gavebod med skattelettelser. Når jeg besøger HK Kommunals medlemmer på arbejdspladserne, så er budskabet klart: Vi er presset som aldrig før. Borgerne får ikke den service, som de fortjener. Medarbejderne bliver ramt af stress og sygemeldinger i et stadig mere presset arbejdsmiljø. Fortsatte besparelser på vores velfærd kan ikke bare rettes op igen på kort tid. Erfarne og dygtige medarbejdere, der bliver fyret som et led i besparelser, kan være tabt for altid - hele det faglige miljø, der er opbygget i årtier, kan visne bort. Som formand for HK Kommunal Nordjylland er valget mellem velfærd og skattelettelser nemt. Jeg vælger velfærden. Alt andet bliver alt for dyrt for samfundet både på kort og på langt sigt. Vi kan nemlig risikere, at hele grundlaget for velfærden i mellemtiden har udviklet sig til en ruin uden hverken dygtige medarbejdere eller moderne faciliteter. Derfor opfordrer jeg Regering og Folketing til at stoppe sparekravene og i stedet investere nogle af samfundets milliarder i den fælles velfærd frem for kortsigtede individuelle skattelettelser.
Nordjyske Stiftstidende
01-09-23
Myndighed, kontrol og rådgivning - hverdagen for jobcenterets sygedagpengemedarbejdere
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. Sygedagpengeområdet er (igen) en varm kartoffel. Senest har 3F fremsat kritik af praksis i forhold til raskmelding af sygedagpengemodtagere. Jobcentrene er i den specielle tredobbelte rolle, at man både skal agere myndighed med forvaltning af love og regler, og vejleder og guide for mennesker i krise, der skal hjælpes videre. Det er altid problematisk, når administration af lovgivning på to forskellige områder, kan føre til, at en borger bliver fanget mellem to stole. Derfor lægger HK Kommunal i sin anbefaling til reform af beskæftigelsesområdet også så stor vægt på borgerens retssikkerhed. Det kræver kompetenceudvikling af både medarbejdere og ledere. Der vil stadig være ansatte på det danske arbejdsmarked, som rammes af ulykker eller kronisk sygdom midt i arbejdslivet, og som ikke kan vende tilbage til det job, de kender. Jeg håber, at beskæftigelsesministerens eksperter kan samle de gode eksempler på samarbejde og individuelle hensyn, som aldrig kommer frem til mediernes overskrifter og give alle medarbejdere på landets jobcentre de bedst mulige rammer for at lykkes med et utroligt vigtigt arbejde.
NB Medier
29-08-23
Frygter besparelser: Politikere overrasket af demonstranter
Politikerne i Aalborg Byråd var langt fra de eneste, der troppede op til budgetseminar på Hotel Scandic ved Gigantium tirsdag morgen klokken 8. Det gjorde også en større samling borgere, der vil vise deres utilfredshed med de kommende millionbesparelser på især skole-, børne- og ungeområdet. - Det er noget makværk, lyd kritikken af besparelserne. Demonstranterne kommer fra både forældrebevægelsen ’Hvorerderenvoksen’ samt 23 forskellige foreninger - blandt andre FOA, Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, Skole og forældre samt Dansk Sygeplejeråd. Aalborg Kommune skal spare op mod 300 millioner kroner. Der er lagt op til besparelser på flere områder i hele kommunen – blandt andet reduktion af medarbejdere og lukninger af flere skoler.
TV2Nord.dk
29-08-23
Lægesekretærer. Uholdbar situation på sygehusene
Debatindlæg af Dorthe Vestergaard Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland. Sygehusvæsenet er under pres. Personalet løber alt for stærkt, og mange patienter venter for længe på udredning og behandling. Men ved du hvad? Nu bliver det hele lige en tand værre, fortæller de fem regionsformænd. Stigende medicinudgifter i kombination med sommerens alt for stramme regionsaftale betyder, at der nu skal spares rundt om på sygehusene. Medarbejdere kan risikere at blive fyret. Ventelister vil blive længere. Patienterne kommer til at betale prisen. For os og lægesekretærerne i HK Kommunal står det helt klart, at situationen både er uholdbar og uacceptabel. Derfor opfordrer vi på det kraftigste regeringen til at genåbne regionsaftalen, så der kan komme flere ressourcer i retning af sygehusene. Som formand her i Sydjylland vil jeg desuden sende en opfordring til de lokale sygehuse om at passe på lægesekretærerne i de muligt kommende sparerunder. Der er allerede varslet kæmpe administrative besparelser til næste år. Det kan ikke blive ved. Husk, at lægesekretærerne udgør fundamentet for, at de øvrige medarbejdere på sygehuset kan passe deres arbejde.
JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad m.fl.
29-08-23
Tillidsmand: - Gratis kaffe bliver værdsat meget
Blandt de ansatte i Ringsted Kommune får direktionens forslag om at afskaffe gratis kaffe en mildt sagt lunken modtagelse. - Jeg ved at mange af mine kolleger sætter stor pris på at kunne hente sig en kop kaffe i løbet af arbejdsdagen, siger Lis Schmidt Hansen, som er HK-fællestillidsmand og ansat som administrativ koordinator. - Jeg anser ordningen som et vigtigt personalegode, og jeg finder forslaget modsatrettet i bestræbelserne på at tiltrække og tilknytte ansatte til Ringsted Kommune, fortsætter hun. Lis Schmidt Hansen understreger, at medarbejderne ikke har holdt formelle møder om forslaget, men at snakken derimod mere er gået hen over en kop kaffe. - Det er klart, at jeg snakker med mange mennesker. Folk synes, det er en dårlig idé, siger hun. - Jeg ved ikke, om der er nogen, der vil sige, at de ikke vil ansættes i Ringsted Kommune, hvis ikke de kan få gratis kaffe. Det tror jeg altså ikke, der er. I gamle dage var der også aviser, og nogle steder havde de frugtordninger. Det er også væk mange steder, siger hun.
Dagbladet Ringsted m.fl.
25-08-23
HK Kommunal: Velkomment men utilstrækkeligt velfærdsløft
- Serviceforringelser for borgerne og fyringer af medarbejdere vil også efter regeringens udspil desværre stadig være uundgåelige. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand Lene Roed, efter at regeringen har bebudet, at den vil tilføre kommunerne ekstra 650 millioner kroner og regionerne ekstra 350 millioner kroner i 2024. Det nytter ifølge HK Kommunals formand ikke, at skiftende regeringer drypvist sender halve løsninger afsted i kommunernes og regionernes retning. - Vi har brug for en seriøs drøftelse af, hvordan vi på den lange bane kan sikre den finansiering, der skal til, for at vi som samfund kan efterkomme borgernes og patienternes berettigede forventninger til en tidssvarende velfærd, siger Lene Roed. Samtidig med tilførslen af de ekstra penge så fastholder regeringen, at der bare i 2024 skal spares i alt én milliard kroner på de administrative funktioner i kommuner og regioner. - Hvis regeringen fastholder den ambition, bliver værdien af det nye økonomiske løft så meget desto mindre værd. For de administrative kompetencer er i den grad forudsætningen for, at alle medarbejdere i den kommunale og regionale velfærdsproduktion kan udnytte deres fagligheder med høj kvalitet.
Ritzau m.fl.
24-08-23
Til møde hos ekspertgruppen: Her er deres budskaber til fremtidens beskæftigelsesindsats
Fagforeninger, arbejdsgivere og private aktører var i denne uge inviteret til møde hos den ekspertgruppe, der skal levere bud på en helt ny indretning af beskæftigelsesindsatsen. Hos HK Kommunal mener næstformand Pia Lund Jeppesen, at ekspertgruppen bør gå varsomt til værks, når de skal komme med anbefalinger til en helt ny indretning af beskæftigelsessystemet. - Jeg lagde vægt på, at vi på mange måder allerede har et system, som fungerer godt. Vi er tæt på fuld beskæftigelse, vi har en høj erhvervsfrekvens, og vi er de hurtigste i Europa til at få folk i arbejde, siger Pia Lund Jeppesen. Ifølge hendes skyldes opdraget til ekspertgruppen, hvor jobcentrene nedlægges, og hvor der findes besparelser på tre milliarder kroner, først og fremmest en række uheldige enkeltsager. - Derfor skal vi passe på, at vi ikke kasserer det, der virker, i iveren på at justere området en smule, fastslår næstformanden i HK Kommunal. Pia Lund Jeppesen er særligt bekymret over udsigten til de massive besparelser. - Man risikerer, at besparelserne kommer til at give bagslag i form af ekstra udgifter til ydelser. Beregninger har tidligere vist, at en stigning på en procent i den strukturelle ledighed vil koste 8 milliarder, siger Pia Lund Jeppesen.
NB Medier
24-08-23
Solrød vil fortsætte succesfuld fredag
De administrative medarbejdere i Solrød Kommune får fortsat mulighed for at holde fleksibel fredag, hvor de selv kan bestemme, om de arbejder, og om de er på kontoret. Kommunen har netop gjort ordningen permanent. Udover den fleksible fredag har økonomiudvalget besluttet at give kommunens administrative medarbejdere mulighed for endnu en hjemmearbejdsdag om ugen. At den fleksible fredag har været populær blandt medarbejderne, kan Bettina Kraul, der arbejder i kommunens jobcenter og er tillidsrepræsentant for HK, nikke genkendende til. - Det var et kærkomment ønske, da vi fik sat forsøget i gang. Det giver rigtig meget fleksibilitet, at du helt selv kan vælge, hvad der passer dig bedst. Nu kan vi så yderligere give mulighed for en ugentlig hjemmearbejdsdag. Der er ingen tvivl om, at folk er så dedikerede til deres arbejde, at de er helt med på, at tingene skal hænge sammen, siger hun. Bettina Kraul mener, at selv arbejder mere end tidligere. - Det der med ikke at skulle ud ad døren gør, at du kan starte lidt tidligere med nogle telefonmøder, eller du kan fortsætte til lidt senere på dagen, konstaterer hun.
Danske Kommuner m.fl.
24-08-23
HK Kommunal: Regionsaftale skal genforhandles nu
Regionernes økonomi er alvorligt truet, og der er udsigt til fyringer af personale og længere ventetider for patienterne. Situationen er alarmerende, og HK Kommunal opfordrer regeringen til omgående at tage initiativ til, at økonomien for regionerne genforhandles. - Der er udsigt til, at ventetiderne stiger, og at medarbejdere afskediges, fordi økonomien i regionerne ikke hænger sammen. Pilen peger udelukkende på regeringen, og vi håber, at regeringen er lydhør og vil handle straks. Det er der brug for, siger HK Kommunals formand Lene Roed. HK Kommunals forbundssektorbestyrelse opfordrer til, at regeringen lytter til kritikken og genåbner økonomiaftalen. - Det her handler om vores sygehuse over hele landet. Der må handles nu. Oven i den kritiske økonomi er der også lagt op til store besparelser på det administrative personale på 300 millioner kroner næste år, hvilket også vil gå ud over de øvrige personalegrupper. Det kan ikke blive ved, udtaler HK Kommunals bestyrelse. Situationen blev aktualiseret af et fælles opråb fra de fem regioner, der i år skal finde besparelser for 2,5 milliarder kroner på grund af den høje inflation og ekstraudgifter til medicin.
Ritzau m.fl.
23-08-23
Til audiens hos regeringens jobcenter-vismænd: Her er centrale aktørers budskaber til eksperterne
Fagforeninger og arbejdsgivere har budskaberne klar, når de skal i dialog med regeringens ekspertgruppe, der skal nytænke beskæftigelsesindsatsen. Opdraget er, at jobcentrene, som vi kender dem i dag, nedlægges. Og der skal findes besparelser på tre milliarder kroner. I HK Kommunal, der har jobformidlere som medlemmer, vil næstformand Pia Lund Jeppesen understrege, at mange ting i den danske beskæftigelsesindsats faktisk fungerer upåklageligt i dag. - Den her reform bliver sat i gang, fordi der er nogle enkeltsager. Man vil lave store ændringer i beskæftigelsessystemet på grund af nogle få sager, hvor folk er kommet i klemme. Jeg vil ikke underkende de borgeres oplevelser, men de sager er i fåtal. Man vil skrue på den store reformknap, men det er der ikke behov for, siger Pia Lund Jeppesen. HK-næstformanden er særligt bekymret over udsigten til de massive milliardbesparelser. - Til lønninger og administration af jobcentrene bruges der godt fem milliarder kroner, og hvis der skal spares tre milliarder på den del, bliver det godt nok omfattende. Det bekymrer mig. Jeg håber, at eksperterne vil lytte til os, der har fingrene i bolledejen til daglig, siger Pia Lund Jeppesen.
A4 Medier
21-08-23