
Adskillige stridsspørgsmål tårner sig op på vejen til en ny overenskomst. Ikke mindst sikring af reallønnen kan blive en af de alvorlige knaster, der forhindrer, at repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere på det offentlige arbejdsmarked når frem til et forlig i de forhandlinger, der begynder lige efter nytår.
Bliver parterne ikke enige, kan der udbryde konflikt fra 1. april 2024. Som det var tilfældet i 2018, kan arbejdsgiverne varsle lockout, og de faglige organisationer kan tage strejkevåbnet i brug.
Begge metoder er fuldstændig traditionelle overenskomstmæssige midler. Lidt mere utraditionelt er det, at man som fagforeningsmedlem er sikret fuld løn i tilfælde af begge konfliktformer, men sådan er det i HK Kommunal, der har det stærke HK-fællesskab i ryggen.
HK-medlemmer behøver altså ikke at være nervøse for lønindtægten, hvis der udbryder konflikt. Man vil i så tilfælde få sin sædvanlige løn, dog fratrukket arbejdsgivers pensions- og arbejdsmarkedsbidrag.
Krav om indmeldelse senest 29. februar
Som TR vil du i begyndelsen af december modtage et brev fra HK Kommunal. Det indeholder nogle kort, der fortæller potentielle medlemmer om muligheden for fuld konflikt-understøttelse. Det fremhæver, at man skal være indmeldt senest 29. februar 2024 for at være berettiget til konfliktstøtten.
For at nå ud til så mange som muligt spredes budskabet også via andre kanaler. På HK Kommunals sider på Instagram og Facebook deles denne animationsfilm med en tekst, der fortæller om OK-forhandlingerne, risikoen for lockout og strejke samt garantien for fuld løn som medlem af HK Kommunal:
Det vil en stor hjælp, hvis du bidrager ved at omdele kortet og dele videoerne. Får du brug for flere trykte kort, kan du hente dem i din HK-afdeling. Du kan også hente en digital udgave af kortet her.
