Fleksibel arbejdstid tiltrækker medarbejdere

Kronik af Lene Roed, formand HK Kommunal. Ifølge mange medarbejdere står fleksibilitet højt på dagsordenen. Selvtilrettelæggelse, indflydelse og frihed vigtige parametre. Men HK Kommunals undersøgelse viser, at der ikke er en one-size-fits-all løsning til alle medarbejdere. Medarbejderne er forskellige, arbejdspladserne er forskellige og opgaver og muligheder er forskellige. Så derfor er mit klare budskab her forud for overenskomstforhandlingerne 2024, at der er behov for, at vi styrker de overordnede rammer, så der bliver bedre og mere forpligtende muligheder for at lave lokale aftaler om fleksibilitet på de enkelte arbejdspladser. Det er vigtigt, at løsningerne findes lokalt i tæt samspil og i dialog med medarbejderne. Jo større indflydelse, man har som medarbejder, jo mere trives man, og jo større er oplevelsen af, at man selv har kontrol over sin tilværelse. Men man skal selvfølgelig være opmærksomme på, at fleksibiliteten for den enkelte kan skabe grænseløshed i forhold til arbejdet. Og mange seniorer vil ifølge vores undersøgelse faktisk gerne arbejde lidt længere, hvis de rigtige, fleksible muligheder findes. Fleksibilitet i arbejdslivet er ikke til at komme udenom ved OK24. Så jeg håber, at arbejdsgiverne er klar til sammen med os at finde gode løsninger.

Kommunen
21-11-23

Tal din løn op

Debatindlæg af Katharina Hauge Antonsen, formand HK Kommunal Nordjylland, Jon Harild, formand HK Handel Nordjylland m.fl. Når det kommer til vores løn, så hører åbenheden hos mange op, og en mur af tavshed rejser sig mellem medarbejdere. Og det er ærgerligt. For hvis vi bryder muren af tavshed ned og åbent taler om vores løn, så stiger lønnen - og den faglige stolthed. Det lyder næsten som magi, men det virker: På arbejdspladser med en åben løndialog er lønnen generelt bedre end på arbejdspladser, hvor medarbejderne hemmeligholder deres løn. Hertil kommer, at åbenhed kan forebygge usaglige lønforskelle mellem kvinder og mænd - og skæv honorering af arbejdsopgaver. Endelig medvirker åbenhed faktisk også til et bedre arbejdsmiljø. Værdier som retfærdighed og tillid er ifølge forskning afgørende for et godt arbejdsmiljø. Derfor skal budskabet fra vores side være: Et løft af lønnen starter med, at I som kolleger tager en åben dialog om, hvordan jeres løn er sammensat, og hvad I får for hvilke opgaver. Med støtte fra jeres tillidsrepræsentanter kan I lægge en plan for at udvikle jeres løn ved at samarbejde. Lønudvikling kan nemlig presses nedad med tavshed og tales opad i fælles dialog.

Nordjyske Stiftstidende m.fl.
17-11-23

- Beskæftigelsessystemet er tudetosset bygget op i dag

Både HK Kommunal og DS tror ligesom KL på, at det vil gavne at rydde ud i regler og krav på beskæftigelsesområdet og give mere plads til faglighed. Men regeringen starter et helt forkert sted med en besparelse på tre milliarder kroner, lyder det. Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal: - Vi mener, at indsatserne skal bygge på tillid til borgerne, til de ansatte og til organisationen. Det komplekse regelsæt, der er i dag, ødelægger muligheden for at gøre det rigtige for den enkelte, siger Pia Lund Jeppesen. Men frisættelse kan ikke stå alene. - Borgerne skal også vide, hvad det er for en ramme, de befinder sig i, siger hun. Pia Lund Jeppesen lægger vægt på, at hovedparten af både borgere og virksomheder er godt tilfredse med jobcentrene, og at der generelt er meget, der går godt. Hun oplever dog, at ulykkelige enkeltsager er blevet drivkraft for regeringens mål. - Vi har stor fleksibilitet på arbejdsmarkedet, et socialt sikkerhedsnet og en aktiv beskæftigelsesindsats. Hvis man begynder at save i det ene af de tre ben, så vælter skamlen, og det kan komme til at koste forfærdeligt mange penge, siger Pia Lund Jeppesen. Med henvisning til SKAT opfordrer hun kraftigt til, at man ikke ødelægger det, der fungerer.

Danske Kommuner
15-11-23

Skoleelever skal igen forberede sig på 19 grader i klassen

Selvom verden ser anderledes ud nu, bliver termostaterne også i år sat lavere end normalt flere steder i Lejre Kommune. Stramme kommunale budgetter gør nemlig, at man skal spare. Derfor bliver temperaturen holdt på 19 grader på blandt andet rådhuset i Lejre og kommunens skoler. Sidste års anbefaling fra regeringen var en øjenåbner i Lejre, hvor man i kommunen sparede 2,4 millioner kroner på at sænke temperaturen i mange kommunale bygninger, fortæller Tina Mandrup (V), borgmester i Lejre Kommune. - Medarbejderne ved, at de som ansatte i Lejre Kommune er en del af klimaomstillingen. Vi siger, vi alle er klimamedarbejdere. Vi gør alle det, vi kan, siger hun. Forholdet mellem visionen om en grøn omstilling og de ansattes komfort bør følges ad, mener Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal. - Alle kan tage en ekstra trøje på, men det er jo ikke meningen, at man skal sidde med skibukser og fingervanter. Grænsen går der, hvor man ikke kan udføre sit arbejde eller føler ubehag. Arbejdsmiljøloven skal overholdes. Det skal være muligt at udføre sit arbejde, mens man har et rimeligt velbefindende, siger Pia Lund Jeppesen.

Netavisen m.fl.
14-11-23

7.000 medarbejdere i opråb mod besparelser i Københavns Kommune

Regeringen og politikerne i Københavns Kommune har i dag modtaget et opråb fra organisationerne bag 7.000 medarbejdere i kommunens socialforvaltning. Forvaltningen lægger op til at skulle spare 85 millioner kroner næste år. Der lægges op til, at 100 sociale tilbud enten skal skæres ned eller væk. Men det kan blive dyrt for samfundet, fordi vi taber borgerne på sigt, mener formand for HK Kommunal Hovedstaden og talspersonen bag opråbet, Ditte Gottlieb Bredahl. Hun håber, opråbet får regeringen til at afsætte flere penge til velfærden. – Vi vil gerne have, at regeringen og politikerne inde på Christiansborg med åbne øjne ser, hvad der er gang i. Der mangler penge. Der mangler resurser, og vi vil meget gerne stille spørgsmålet om, hvem der vil tage det politiske ansvar for den sociale katastrofe, der lige nu er på vej i København, siger Ditte Gottlieb Bredahl. Helt konkret håber Ditte Gottlieb Bredahl på, at politikerne lytter, så der på finansloven 2024 bliver sat penge af til den velfærd i kommuner og regioner, som politikerne går og lover befolkningen.

DR P4 Nyheder, Ritzau, A4 Medier m.fl.
08-11-23

HK vil hellere have velfærd end skattelettelser

Regeringens skattelettelser rammer helt skævt. Sådan lyder meldingen fra HK Kommunal Sjælland. Beregninger fra den borgerlige tænketank, Cepos, viser, at højtlønnede får op til seks gange mere ud af skattelettelserne end mere almindelige lønmodtagere. En kassemedarbejder vil for eksempel kun få 150 kroner mere om måneden. - Skattelettelserne er helt skæve. For velfærden er under pres. Ude på de offentlige arbejdspladser, jeg repræsenterer, vil man hellere have en ny kollega, der kan være med til at løfte de opgaver, der er derude blandt vores borgere og vores patienter, end man vil have 150 kroner i skattelettelse, siger formand for HK Kommunal Sjælland, Michael Rosenberg. Michael Rosenberg peger på, at man ude i kommuner og regioner vil fyre mange administrative medarbejdere. – Men de opgaver forsvinder jo ikke, og besparelserne vil gå ud over borgere og patienter, så jeg er sikker på, at mine medlemmer hellere vil have velfærd end en lille skattelettelse. De får måske 150 kroner mere i lommen om måneden, men så skal løbe stærkere ude på arbejdspladserne, og det er skævt, siger Michael Rosenberg.

DR P4 Sjælland
07-11-23

Prikkerunde har efterladt erfarne ansatte på rådhuset i chok

En ubehagelig prikkerunde er overstået i Fredericia Kommune. Ud af 330 HK-ansatte har 10 fået en fyreseddel - mange af dem har tjent kommunen loyalt i deres arbejdsliv. Formand for HK-klubben i Fredericia Kommune Marlene Svane er chokeret. - Mange af de opsagte har været her over 17 år. Vi har gjort helt klart overfor alle, at de ikke er valgt fra, fordi de ikke er gode nok. Det er deres opgaver, som, politikerne har ment, ikke skal løses. Men opgaverne forsvinder netop ikke - nu skal de bare løses af andre, påpeger Marlene Svane. Hun mener, at politikerne bør have øje for konsekvenserne, når det er de administrative HK'ere, der skal væk. - HK'erne laver det usynlige arbejde - driften af kommunen. Vi føler, at man glemmer, hvor vigtige de borgernære funktioner er, siger Marlene Svane. Hun henviser til høringssvaret, hvor HK netop påpegede det dilemma. ’HK'erne er guld værd for ledelsen, og vi hører, at mange ledere er overbebyrdede med administrative opgaver, der tager deres kostbare tid fra den egentlige, værdiskabende ledelsesopgave’, lyder det blandt andet i høringssvaret. Hos HK har man i flere år kigget bekymret til, at antallet af HK'ere er faldet, mens antallet af akademiske medarbejdere er steget i samme takt.

Fyns Amts Avis, Fredericia Dagblad, Jydske Vestkysten m.fl.
02-11-23

Stop chikanen af offentligt ansatte!

Debatindlæg af Pia Lund Jeppesen, næstformand HK Kommunal. Karina er HK’er og blev hængt ud på sociale medier af en borger. Det er bare en af de historier om digital chikane, som vores medlemmer i stigende grad oplever. I værste fald fører det til opsigelser eller sygemeldinger. Ved de seneste overenskomster i 2018 og 2021 har vi sikret tilbud til både kommuner og regioner med bistand til tillidsvalgte til at forebygge og håndtere digital chikane på arbejdspladserne. Derudover sætter vi på vores grunduddannelser for tillidsvalgte fokus på vold, mobning og chikane. Men det kan ikke stå alene. Derfor er det også min pligt igen at påpege udfordringerne. Derfor er det også beskæmmende at være vidne til, at vores folketingspolitikere er dem, som ofte går forrest, når det kommer til at tale negativt om visse grupper af offentligt ansatte. For hvis dem med magten og mest taletid her i landet taler nedsættende om fx administrative medarbejdere og jobcentermedarbejdere, så er det klart, det smitter af på resten af befolkningen. Nogen vil sikkert tænke: ’Var Karina ikke selv ude om det?’ Det er man aldrig. Det er lige netop den tankegang, vi skal væk fra. Chikane er aldrig okay. Vi bliver nødt til at ændre vores retorik overfor offentligt ansatte. Og det starter hos vores folkevalgte.

Jyllands-Posten
31-10-23

Det er uklogt, når kommuner vælger akademikere til HK-job

Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand for HK Kommunal Sydjylland. De sydjyske kommuner ansætter flere og flere akademikere. Samtidig ansættes der færre HK'ere. Den logiske konklusion er, at akademikere mange steder overtager HK-job. Det er ikke fordi, vi veluddannede HK’erne mangler kompetencer til at løse opgaverne? Opfylder arbejdspladsen sin pligt til kompetenceudvikling, kan de sagtens følge med udviklingen i opgaver. Jeg kan frygte, at udviklingen i højere grad dækker over uddannelsessnobberi. Der udklækkes mange akademikere, der ofte vil tage job, de egentlig er overkvalificerede til. Problemet er bare, at de løntunge akademikere typisk hurtigt forsvinder, når der dukker et job op, der matcher deres kompetenceprofil bedre. Og så står kommunen med en masse udgifter til rekruttering og oplæring, og det er en udfordring i en tid, hvor kommunerne skal spare endog mange penge på administration. I en tid, hvor velfærden halter på mange områder, må enhver kommunal krone bruges klogt. Det kan altid bedst betale sig at vælge de rette hænder til rette opgaver. Så kære kommuner: Ansæt nogle flere HK'ere.

Jyske Vestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad m.fl.
27-10-23

Artiklen er opdateret 21. november 2023