- Det allerbedste ved mit job er, når vi løser en opgave i fællesskab, og bagefter klapper hinanden på skulderen og siger: Det var fed opgave, forklarer Trine Glendrup.

Trine Glendrup på sin plads bag skærmen. Foto: privat

Hun er uddannet tandklinikassistent og har både været ansat i den kommunale tandpleje, på en privat tandklinik og så tilbage til den kommunale tandpleje. Alle årene har hun været på gulvet og assisteret tandlægen, mens hun sideløbende også har været en del af tandlægevagten. For godt et år siden besluttede hun dog, at hun ikke længere ville virke som klassisk tandklinikassistent længere. I stedet blev hun ansat som specialist i Københavns Kommune, hvor hun dog stadig sidder på tand-området, men i en ren administrativ stilling.

- Jeg har ikke længere patientkontakt. Det er nok den største forskel. Jeg laver rent administrative opgaver, servicerer mine kolleger med f.eks. it-opgaver. Jeg sidder også med alt, der handler om frit valg og de børn, der ønsker en anden tandlæge end den kommunale. Der laver jeg kontrakterne, det er nærmest et deltidsarbejde i sig selv, fortæller Trine Glendrup.

Vigtigt at have lyst til at gå på arbejde hver dag

Over de seneste 25 år som tandklinikassistent, føler Trine Glendrup, at der er sket et skred i forhold til kontakten til patienter og især forældre.
- Jeg synes forældrene har mange, ofte store krav til tandplejen. Derfor er jeg godt tilfreds med, at jeg nu udelukkende er administrativ, forklarer Trine Glendrup.

Det vigtigste i Trine Glendrups arbejdsliv er at være glad og have lyst til at gå på arbejde hver dag. Og det har hun.
- Det er især mine kolleger, men også opgaverne, der gør det værd at gå på arbejde. Det giver en anden frihed at sidde på kontor, frem for at være fast som klinikassistent på gulvet. For eksempel kan jeg gå ud og tisse, når jeg skal. En lille detalje, griner hun.

Hvis hun skal give et godt råd til andre, så er det, at man skal tage uddannelse:
- Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Gør noget for at dygtiggøre dig, så du kan få opgaver, du brænder for og måske endda mere i løn, lyder det fra Trine Glendrup.