Det er vigtigt at vide, hvordan du er stillet, når du er syg.
Hvornår er det okay at melde mig syg?
Er en snotnæse nok til at melde sig syg fra arbejde, eller skal du være på dødens rand, inden du bliver under dynen? Det findes ingen faste regler for, hvor grænsen går, men HK Handels holdning er:
- Hvis du føler dig for syg til at passe dit arbejde, så er du for syg til at passe dit arbejde. Det er kun dig selv, der kan vurdere det.
- Hvis du bliver syg med virus- eller influenzasymptomer, så bliv hjemme, så du ikke smitter dine kollegaer.
- Hvis din chef er i tvivl, om du faktisk er syg, kan han/hun bede om en lægeerklæring. Arbejdsgiveren skal betale.
Hvordan skal jeg melde mig syg?
Sørg altid for at sætte dig ind i, hvordan du melder dig syg, for det varierer fra arbejdsplads til arbejdsplads: Hvornår skal du melde dig syg? Hvordan (telefon, sms eller mail)? Og til hvem?
Sæt dig også ind, hvorvidt du skal melde dig syg hver dag. Typisk behøver du ikke ringe hver dag og melde dig syg, men på nogle arbejdspladser kan det være et krav. Det er under alle omstændigheder god stil at melde ind, hvornår du regner med at være klar til at vende tilbage (eller hvis datoen ændrer sig).
Du er ikke forpligtet til at fortælle din chef, hvad du fejler, men din chef må til gengæld gerne spørge, hvornår du forventer at vende tilbage.
Må min chef fyre mig med kort varsel pga. sygdom?
Hvis du er ansat som funktionær, så har du normalt ret til op til 6 måneders opsigelsesvarsel alt efter din anciennitet. Men hvis du har en skriftlig aftale – fx i din ansættelseskontrakt – om det, så kan din chef efter 120 sygedage afskedige dig med kortere varsel.
De 120 sygedage skal være inden for 12 måneder, og opsigelsen skal ske inden for 10 kalenderdage efter de 120 sygedage. Du skal også stadig være sygemeldt.
Læs også: Chefer kan ikke fyre, som de vil, når langtidssygdom rammer
Kan jeg få erstatning for sygdom i ferien?
Efter de første 5 sygedage i din ferie i løbet af ferieåret, kan du få erstatningsferie. De fem dage behøver ikke at være i sammenhæng, men du skal dog huske at melde dig syg fra første sygedag.
Du skal også huske at raskmelde dig, når du ikke længere er syg. Du kan læse mere om reglerne for erstatningsferie her.
Det siger loven:
- Når du er sygemeldt 1-4 uger
- Når du er sygemeldt 4-8 uger
- Når du er sygemeldt 8-22 uger
- Når du er sygemeldt mere end 22 uger
Læs mere på HK’s sygeguide.
