
Frem til det såkaldte 4-ugersvindue i OK24 lukker den 17. marts, bliver der forhandlet organisationsaftaler for HK Stat hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen på Landgreven 4 i København. Foto: PR
HK Stats forhandlingsdelegation mødte 20. februar op til forhandling af HK Stats organisationsaftaler hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (Medst) på adressen Landgreven 4 i København. Det er begyndelsen på det såkaldte 4-ugers vindue i OK24-processen, som lukker igen søndag den 17. marts.
LÆS OGSÅ: Med OK24 er minipensionen endelig død og begravet

Chef for forhandling, arbejdsmiljø og uddannelse Christian Esgaard Christensen og HK Stat-formand Rita Bundgaard har mange krav med til forhandlingen hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Med i mapperne har forhandlerne en stor bunke krav på medlemmernes vegne. Kravene er formuleret på baggrund af de ønsker, medlemmerne sendt ind ved optakten til OK24. Pengene, som HK Stat skal forhandle med Medst om, er der ekstraordinært mange af denne gang; hele 0,90 procent af den samlede lønsum i OK24.
- En så stor pulje giver virkelig spændende perspektiver for at forhandle forbedringer for medlemmerne, siger HK Stats chef for forhandling, arbejdsmiljø og uddannelse, Christian Esgaard Christensen.
Foruden de faglige konsulenter fra HK Stat deltager formand Rita Claumarch Bundgaard og næstformand Ulla Moth-Lund Christensen i forhandlingerne.
Masser af krav
Det er ikke ved alle overenskomster, at der er afsat puljer til organisationsaftaleforhandlinger, og det er usædvanligt, at der er så mange penge i den som nu. Fx var der ved OK18 afsat 0,40 procent af lønsummen til formålet. Her fik HK Stat en pulje, som blev brugt til at hæve en række lavtlønnede grupper og til at oprette TR-fonden. Fra 2008 og 10 år frem var der ikke afsat puljer til organisationsforhandlinger.
LÆS OGSÅ: OK24: Sagt og skrevet om CFU-forliget
Blandt de krav, som HK Stat-forhandlerne har med denne gang, er forhøjelse af basislønningerne for kontorfunktionærer, it-medarbejdere og laboranter, tillæg ved gennemført efter- og videre uddannelse og videreførelse af TR-fonden.
HK Stat går desuden efter at få ændret aldersbetingelserne for voksenelevernes løn, således at voksenelever fra måneden efter det fyldte 25 år får løn efter voksenelevsatsen, og ikke som nu, hvor kravet er, at de skal være fyldt 25 år, når de begynder på uddannelsen.
Du kan se alle kravene til organisationsaftalerne her (pdf)
Når 4-ugersvinduet er lukket i, og aftalerne skrevet under, går urafstemningen om hele pakken, CFU-forliget og organisationsaftalerne, i gang. Det bliver sandsynligvis sidst i marts eller først i april.